ANMELDELSER

Gysende god musicalkomedie

”Eksorcismen” – Der er noget galt med Ellen, handler om djævelen, men om djævelen i hvem?
Foto: Ole Overgaard

Det lyder næsten morbidt, at en musical om eksorcisme, om en ung pige der tilsyneladende er besat af djævelen, kan være morsom. Det er imidlertid tilfældet i Musicalteatrets nyskrevne stykke Eksorcismen – der er noget galt med Ellen. Et stykke, hvori der også leges med ord på sjoveste vis!

Hvert år præsenterer Musicalteatret et nyt stykke. Et stykke, oftest skrevet af Rasmus Mansachs, og med en stribe forholdsvis uprøvede musicalkræfter på scenen. Således også i år, hvor valget er faldet på at skrive en morbid morsom musical om djævelen, og om djævleuddrivelse.

Eksorcismen er musicalen, der handler om en ung pige, der tilsyneladende er besat af djævelen. Derfor er såvel to unge katolske præster, samt en stor gruppe nonner tilkaldt, for om de kan drive de onde kræfter ud af den unge pige. Og nå ja så er der også lige naboen, der også vil drive djævelen væk.

Det sker i whiskybæltet

Og dermed er der åbnet op for handlingen: Musicalkomedien, for en sådan er det, udspiller sig hos en rigmandsfamilie i whiskybæltet nord for København.

Her bor mor Leonora, syrligt spillet af Lise Kloborg Pedersen. Hun er i gang med hendes tredje skilsmisse, har en stribe meget forskellige børn, og blandt andre også Ellen, fint og charmerende spillet af Rigmor Amalie Øder Joensen.

Ellens søskende, den søde og forstående Agnes, forsigtigt spillet af Esther Marcussen, den lettere hysteriske og meget kvikke Liva, morsomt spillet af Cherie V. Huusfeldt, og den helt igennem mærkelige bror Marius, mystisk stærkt spillet af David Svane, har hver deres tilgang til søsteren Ellens, udfordringer. Marius er samtidig vildt optaget af familiens franske tjenestepige Jacqueline, flot fransk spillet af Céline Louise Raffel.

Endelig møder vi på familiesiden også mor Leonoras højgravide og altid voldsomt negative søster Astrid, Elisebeth Bergstrrand-Poulsen, samt dennes mand, den skrøbelige og underkuede Bertil, skrøbeligt spillet af Marc Zender. Glemmes må heller ikke Ellens mærkelige kusine, den altid legende Josefine, spillet af Katrine Nysted Rasmussen.

Hvor ligger djævelen begravet

Familien kan ikke rigtig forstå Ellens dybereliggende problemer, hvis det da ikke er familien som sådan der har et problem. Derfor tilkaldes et hold repræsentanter for den katolske kirke, først an af Daniel Spenner som Fader Abraham og fader Thomas, Michael Rask Bertelsen. De to patere får dog kam til deres hår af en gruppe nonner, ført an af Søster Abelone, så stærkt, charmerende, og ikke mindst velsyngende spillet af Alisha Mae Williamson Meadows.

Inden det katolske hold går i gang med at finde ud af, hvad der er i vejen med Ellen, og om hun er besat af djævelen, er Vedbækfamiliens nabo, den spirituelle og mystisk Merle, tilpas mærkeligt spillet af Maria Christine Engelsted Risum, gået i gang.

Dette komiske tager overhånd

Undervejs i stykket udvikles tilpas mange komiske situationer, mellem de forskellige familiemedlemmer og de forskellige grupperinger: Nonnerne, de katolske præster, naboen, og såmænd også med en gruppe af Ellens veninder. For hun har været leder af et hold cheerleadere.

Som når Rasmus Mansachs normalt sætter sig for at skrive en musical, så bliver det altid med flere gode ørehængere og en sjov og anderledes historie. Således også denne gang, hvor en masse problemstillinger fra de seneste år hvirvles ind i historien.

Der gives lidt kommentarer undervejs til katolske præster, og deres forhold til unge drenge, men også til hele ME2 debatten. Nå ja, og så er der også lidt kysseri mellem præsterne. Og måske lidt lesbisk kærlighed.

Rasmus Mansachs kan noget med ord. Han formår, også som stykkets instruktør, at få sagt upassende ting, passende, men også at få delt ord, de helt rigtige steder, så de lyder et, men lader noget andet. Ikke én, men rigtig mange gange, foldes fin morskab ud foran publikum.

Mange gode ørehængere

På den musikalske front har Rasmus Mansachs fået hjælp til at skrive sangene af Lars Rahbek Andresen og Søren Okholm, hvilket de er sluppet ualmindeligt godt fra. Eksorcismen rummer mange rigtige ørehængere, gode hits, der ofte er flot flot sunget.

Selv er jeg helt vild med Den katolske fadervor, der her er blevet til I Faderens navn, der gives i en særdeles musikalsk version af forestillingens nok bedste sanger Alisha Mae Williamson Meadows.

Forestillingens nok største popsang, læs pophit, er Herrens vej sunget af Michael Rask Bertelsen og Daniel Spenner.

Gysende god musicalkomedie

Eksorcismen – der er noget galt med Ellen er en sjov underfundig og gysende god musicalkomedie, der helt givet har sit publikum. Historien er sjov og velfortalt, og der ses mange gode sang- og skuespilpræstationer på scenen.

Derfor vil det være oplagt at skrive: Slå hjernen fra og lad dig underholde i de godt to timer, der tager af få Ellen befriet fra djævelen. Eller fra familiens og generationers historie.

 

BAG SCENEN

Instruktør/manuskript:               Rasmus Mansachs

Originalsange:   Rasmus Mansachs, Lars Rahbek Andresen & Søren Okholm

PÅ SCENEN

Leonora (Ellens mor):                  Lise Kloborg Pedersen

Ellen:                  Rigmor Amalie Øder Joensen

Liva (Ellens søster):                      Cherie V. Huusfeldt

Marius (Ellens bror):                   David Svane

Agnes (Ellens søster):                  Esther Marcussen

Fader Abraham:                           Daniel Spenner

Fader Thomas:  Michael Rask Bertelsen

Søster Abelone: Alisha Mae Williamson Meadows

Astrid (Leonoras søster):            Elisabeth Bergstrand-Poulsen

Bertil (Leonoras svoger):             Marc Zender

Josefine (Leonoras niece):          Katrine Nysted Rasmussen

Jacqueline (Leonoras stuepige): Céline Louise Raffel

Merle (Leonoras nabo):              Maria Christine Engelsted Risum

Søster Martha: Mie Lambert

Desuden medvirker (alfabetisk):

Mette Abildgaard, Asta Maua Conrad, Nadia Eriksen, Caroline Bang Fredensborg, Michelle Kramer Hendriksen, Clara Marie Vesterager Husfeldt, Mira Kastrup Jørgensen, Julie Mortensen, Freja Niebuhr, Lærke Skovhus Pedersen, Louise Skov Stoholm, Sofie Nørgaard Thomsen, Ida Zimmermann

Spilleperiode:

Til 29. april på Folketeatrets Store Turnéscene

Billetter og spilletider finder ud her.

Læs også: Stur stur cirkus