Reiley møder Grand Prix konkurrenterne i Amsterdam

Årets danske grand prix vinder Reiley møder for første gang Eurovision-konkurrenterne, når han den 15. maj for første gang skal præsentere sin sang for Europa ved den store Eurovision in Concert i Amsterdam.
Eurovision in Concert har siden 2009 tiltrukket Grand Prix fans fra hele verden og koncerten har gennem de sidste mange år været det største Grand Prix arrangement forud for selve Eurovision-finalen. Hele 29 acts håber i år at kunne overbevise den næsten udsolgte AFAS-Arena og ikke mindst Europa om, at netop de har sangen, der til maj vil skaffe dem årets Eurovision-sejr.
Også det danske håb Reiley er med i Amsterdam. Her vil han få en forsmag på, hvad konkurrenterne kan byde på. Frem for alt får Reiley mulighed for at få testet formen, før det i næste måned for alvor går løs i Liverpool. Her har Reiley nemlig fået æren af at åbne den anden semifinale.
Nordiske favoritter
I Amsterdam møder Reiley også favoritterne fra både Finland og Sverige. Finske Käärijä og hans Cha Cha Cha og ikke mindst den tidligere svenske Eurovision-vinder Loreen med sangen Tattoo handles for tiden som favoritter. De er begge heldigvis ikke i den samme semifinale som Danmark. Også årets norske bud på en vinder Alessandra med Queen of Kings er med i Amsterdam. Også hun burde ifølge bookmakerne være at finde i finalen. Hun er dog heller ikke i samme semifinale som Danmark. Men Alessandra skal skyde årets konkurrence i gang, da hun skal åbne ballet i den første semifinale.
Mere om Eurovision in Concert finder du her.
Læs også: Reiley vinder kaotisk grand prix sejr