Gammel kærlighed ruster ikke i Cabaret
Den ikoniske musical Cabaret omdanner for tiden Aarhus Teater til den dekadente berlinerklub Kit Kat Club. Her danses og synges der løssluppent uden tanke på morgendagen.
Vi starter selvfølgelig med de velkendte strofer: Willkommen … Bienvenue … Welcome! sunget af sunget af Simon Mathew, der indtager rollen som stykkets konferencier.
Cabaret er fortællingen om den unge amerikanske forfatter Clifford (Gliff) Bradshaw, der nytårsaften ankommer med toget til Berlin. I toget møder han den politiske aktive Ernst Ludwig, der hjælper ham med et sted at bo, nemlig på Fräulein Schneider pensionat. Samtidig bliver han inviteret til nytår på Kit Kat Klub. Her møder han stedets stjerne, den impulsive Sally Bowles”, hvis drøm er at gøre karriere som skuespiller. Sally og Cliff, der også tiltrækkes af mænd, falder hurtigt i snak, og inden han ser sig om, er hun flyttet ind hos ham og herfra udvikler deres forhold og venskab sig, hvori hun for alvor prøver ham af.
Handlingen udspiller sig i Berlin 1931, hvor nazismen er begyndt at spire frem fra sidegaderne. Igennem stykket bliver Berlin bliver et farligere og mindre trygt sted at være. Det mærker især Fräulein Schneider og hendes jødiske kæreste, Hr. Schultz.
Flere vil nok kende klubmiljøet i Berlin i tiden op til stykket her. Mellemkrigstiden, fra den stor anlagte tv-serie Babylon Berlin, der kørte få år tilbage. Problematikkerne omkring skjulte hemmelige selskaber og klubber for homoseksuelle, får man også et barsk indblik i, i den anbefalelsesværdige mexicanske spillefilm “Dance of the Forty One”, skønt tidsperioden er en anden, er der alligevel mange lighedstræk.
Cabaret bygger på John Van Drutens stykke, I Am a Camera fra 1951, som igen er inspireret af Christopher Isherwoods roman fra 1939, Goodbye to Berlin. Isherwood var homoseksuel og boede i Berlin i starten af 30’erne, hvorfra han har hentet såvel miljø som personerne til sin berømte roman.
Vi vil mærke personerne
Sofia Nolsøe og Emil Prenter, spiller rollerne Sally og Cliff. I starten er det svært at tune sig ind på personerne, de får ikke rigtig lov til at lande med dybde og kontrast. Men skuespillerne ender med at træde i karakter, da alvoren rammer fra midten af andet akt. Her er masser af nerve – her får de lov til at udfolde sig.
Slutningen er stykkets store styrke, her kommer skuespillet ind under huden og forestillingen samler sig. Det er her vi mærker, hvad, der er på spil. Stærkt fortalt, visualiseret og iscenesat. Her får vi dybden.
Cliff rollen er fra start meget karikeret og komisk. En vis akavethed i figuren er forståeligt, med de smil på læben, sådanne situationer giver, grundet hans placering i alt det uvante. Men når det bliver så markant som her, oplever vi desværre at vi distanceres til hans rejse, hans fortælling.
Stykkets helt store hjerte, er Ulla Henningsen og Anders Baggesen, som det forelskede par – Fräulein Schneider og Hr. Schultz. Her er ingen distance. Dem kan vi mærke fra starten. Her får vi nerve og nærvær, imens vi bedåres af deres stærke spil, sammen og hver for sig. Kærlige og hjerteskærende scener og sange, der griber og rører os.
Det grænsesøgende udebliver
Instruktør, Niclas Bendixen og skuespiller Simon Mathew, har skabt en konferencier, der modsat det flamboyante, mange nok forbinder med rollen, er en noget mere tilbageholde udgave. En stille betragter. Det er der som udgangspunkt ikke noget galt i. Men rollen har en funktion som limen for forestillingen, den der skal binde handling og stykkets skæve sange sammen. I den sammenhæng bliver det simpelthen for tamt. Rollens flirtende, grænsesøgende og androgynlegende, sexede og fanden i voldske karakter mangler. Især fordi der ikke kompenseres ved at sætte det ind andre steder.
Konferencieren er ikke længere det styrende element, der giver stykket fremdrift og sammenhæng. Det er ærgerligt, især fordi de to veje til rollen, godt kunne havde været forenet, så der stadig bydes ind med et nyt tag på figuren.
Benjamin La Cour (Scenografi og lysdesign) og David Geht (Kostumedesign) levere altid fra øverste hylde. Scenografien er en smuk og elegant ramme. Med inddragelse af salens udsmykning, det kendetegne svaneloft og lysekrone, samt balkonerne og deres ornamenter med videre, smelter scene og teater på fornemste vis sammen. David Geht viser, hvad ægte håndværk er, når han lader kostume- og skræddersalen spille med musklerne, måske ikke i store larmende voluminøse kostumer, men i præcis afmålt elegance, med små tvist.
Sammen med den tilbageholdne konferencier, bliver det hele dog lidt for pænt og poleret. Skønt alle de rette elementer er tilstede, mangler man den sidste slagkraftige energi, så forestillingen kommer helt udover rampen. Det hele er rigtig sammensat, og der er tydelig, de rette tanker bag. Alle gør det godt, men der mangler det sidste, før end vi for alvor bliver revet med. Slutningen kan dog ikke hive det hele hjem.
Du skal selvfølgelig aldrig lade dig snyde for en tur i teatret, så kom afsted og oplev Cabaret. Sangene og historien er, lig teatret i sig selv, et besøg værd. Stykket får fire spotlight belyste stjerner.
Teamet bag:
Bog Joe Masteroff
Musik John Kander
Tekst Fred Ebb
Iscenesættelse Niclas Bendixen
Scenografi & lysdesign Benjamin La Cour
Kostumedesign David Gehrt
Koreografi Signe Fabricius
Musikalsk arrangør Jesper Mechlenburg
Kapelmester Sascha Dupont
Lyddesign Lars Gaarde
På scenen:
Medvirkende Sofia Nolsøe, Emil Prenter, Simon Mathew, Ulla Henningsen, Anders Baggesen, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Andrea Schirmer, Stine Andersen, Tone Reumert, Helene Høier, Marcus Elander, Patrik Riber, Ingeborg Meier Andersen
Musikere Sascha Dupont, Christine Dueholm, Ida Gormsen, Anne Meyer, Alberte Svenningsen, Nikolaj Heyman
Billetter og spilletider finder du her.
Læs også: DIVA er en ny stærk dansk musical