Fra Trækkerdreng til Sugarboy (2020)
I debatten om prostitution bliver det ofte sagt, at det er verdens ældste erhverv. Men påstanden om at vi mennesker solgte sex, før vi dyrkede jorden, er ikke veldokumenteret, så det er nok ikke så sandsynligt. Nogen mener, at myten om prostitution kan være opstået i slutningen af 1800-tallet, hvor Rudyard Kipling indledte en historie om en prostitueret med sætningen “Lalun er udøver af verdens ældste erhverv”.
Men det er ikke kun kvinder, der sælger og har solgt sex. Drenge og unge mænd har også i mere end 100 år solgt sex til voksne mænd. Tidligere blev de kaldt for trækkerdrenge. Ordet trækkerdreng blev især brugt om unge gadeprostituerede, for eksempel på Rådhuspladsen.
Læs også: Trækkerdrenge – Rådhuspladsen og offentlige toiletter
Den første gang vi hører i offentligheden om drenge, der sælger seksuelle ydelser i København, er omkring 1910, hvor et værtshus i Yorks Passage blev beskrevet som snavset, uhyggelig og fyldt med 14-18-årige drenge, der ikke lagde skjul på deres grimme vaner og svinske tilbøjeligheder.
I 1911 anmodede Krigsmisteriet Justitsministeriet om et lovforslag, der skulle gøre det strafbart for mænd at dyrke gensidig onani mod betaling. Lovforslaget blev dog ikke vedtaget.
Indtil slutning af 1940’erne var trækkerdrenge-problematikken ikke noget, som den almindelig dansker kendte meget til, selv om Rådhuspladsen efter krigen havde været stedet for bøsseprostitution.
Læs også: Trækkerdrenge på film, tv og i radio
Flertallet af de unge trækkerdrenge kom tidligere fra stærkt pressede hjem, både åndeligt og materielt, og de fandt hurtigt ud af, at de ved at trække kunne skaffe sig materielle goder og en form for social status.
Soldaterprostitution
I 1950’erne bragte københavnske aviser reportager om den homoseksuelle prostitution, der fandt sted på blandt andet Rådhuspladsen. Aviserne var især oprørte over, at værnepligtige soldater tilsyneladende solgte sex til byens homoseksuelle mænd.
Læs også: Trækkerdrenge – Soldaterprostitution
Soldaterprostitution var udbredt i København helt op i 1970’erne, og den typiske trækkerdreng efter 2. verdenskrig var en værnepligtig soldat.
Men der var også unge, der bare udnyttede interessen fra de homoseksuelle, til at få en gratis øl, uden at de lagde op til noget seksuelt.
Den grimme lov
Folketinget vedtog i 1961 Den Grimme Lov, som kriminaliserede kunden i et prostitutionsforhold til mænd under 21 år.
For heteroseksuelle parter var den seksuelle lavalder 15 år og 18 år ved ”forførelse”. For homoseksuelle forhold var den seksuelle lavalder 18 år og i prostitutionsforhold 21 år.
I dag er lavalderen for prostitutionsforhold 18 år, ens for alle.
De fleste trækkerdrenge var mellem 15-20 år, men der var også nogle, der kun var 11-12 år, når de startede på Rådhuspladsen.
Læs også: Trækkerdrenge på barerne
At nogle trækkerdrenge var så unge, når de startede med at trække, skal nok ses i forhold til udbud og efterspørgsel. De meget unge trækkerdrenge var meget eftertragtede blandt kunderne, dels på grund af at mange af kunderne ønskede at holde en vis distance. Men nogle kunder var også blevet bange for de lidt ældre trækkerdrenge, der enten var skadet af druk og stoffer, blevet hashforhandlere eller mere kriminelle.
Trækkerdrengene forsvandt næsten helt fra gaderne og barerne i København sidst i 1980’erne. Mange var ramt af aids og/eller gået til i druk og stoffer.
Men også samfundets ændrede holdning til homoseksuelle gjorde, at de homoseksuelle ikke havde samme behov for denne form for uforpligtende sex. Så kundesegmentet var også blevet væsentligt mindre.
Nutidens ”trækkerdrenge”
Selv om der er mere opmærksomhed omkring de unges prostitution i dag, så foregår der meget under radaren på de sociale medier og datingsider, hvor alle kan lyve sig både yngre og ældre, end de egentligt er. Drenge på 14-17 år skriver, de er 18 år, men når man så får kontakt, skriver og sender de billeder, der tyder på, at nogle af dem er væsentligt under 18 år.
Den store forskel på de unges prostitution dengang og i dag er, at mange af de unge dengang prostituerede sig for at overleve. I dag er det mere sugardating, hvor voksne mænd og unge drenge mødes på de digitale medier og aftaler forretningerne. Det kan være penge, gaver, rejser eller forkælelse, så den unge, der ofte er studerende, kan opnå et mere luksuriøst liv eller undgå at optage studielån.
Så varen er den samme, men den er bare er pakket lidt pænere ind.
Mødet med en Sugarboy
Jeg har mødt David, der i dag 21 år, han har solgt sig selv siden han var 17 år. David er født i Danmark af egyptiske forældre.
-Hvor gammel var du, første gang du var sammen med en mand?
”Jeg var vel 15-16 år, og det var ikke tilfældigt, jeg har altid vist, at jeg var til mænd og kun til mænd, men jeg kan godt være sammen med nogle af mine veninder, hvis vi for eksempel har været i byen, og ingen af os har scoret.”
– Hvor mødte du ham den første og var det en god oplevelse?
”Det var på en natklub i Aarhus, men jeg havde dog prøvet lidt ’petting’ med en af min storebrors venner inden. Men ham i natklubben var den første jeg rigtigt have sex med, og det var en fed oplevelse. Min krop den rystede – fordi jeg var så tændt, for jeg have jo ikke prøvet noget i den stil før.”
– Hvornår fik du så penge for det første gang?
”Det var da jeg var 17. Det var en veninde, der havde introduceret mig til en Sugardating-side, og det ændrede min livsstil. Jeg begyndte at flyve mellem Aarhus og København i stedet for den lange tur med toget. Jeg skulle ikke længere leve af rugbrødsmader, men kunne gå ud og spise. Jeg fik et bedre og mere problemløst liv, rent økonomisk. Og da jeg kun er seksuelt tiltrukket af ældre mænd, så var det en ”win-win-situation”, og jeg kan ikke se, hvorfor man ikke bare kan nyde og give hinanden. Hvis jeg har brug for økonomisk støtte, og den ældre har brug for støtte på en anden måde, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke kan ”hjælpe” hinanden. Jeg kan ikke se, der er noget moralsk forkert i, om man sælger sig selv eller en ting. For mig er det det samme, så længe man behandler hinanden godt, og man kun gør ting, som begge har det godt med.”
– Hvor gammel var den første, du solgte dig selv til?
”Han var vel i starten af 40’erne, han var både sød og nuttet. De fleste af de ældre mænd, jeg har solgt mig til er gifte, med kone og børn, og mange af dem lever et dobbeltliv. De ikke fik lov til at være homoer, da de var unge, fordi de voksede op i en tid, hvor samfundet var generaliserende, og man skulle gifte sig for at leve efter normerne.”
– Hvad så efter Sugardating, hvor begyndte du så at få kontakt med dine ”kunder”?
”Efter Sugardating, så begyndte jeg at bruge andre hjemmesider som for eksempel Boyfriend og Grindr, hvor jeg skrev, at jeg kun var på udkig efter modne mænd, og at jeg var studerende, så kunne de fleste regne ud, hvad det drejede sig om.”
– Havde du kun sex, når du fik betaling, eller havde du også sex med andre?
”JA da, hvis jeg tog ud og festede, for eksempel til Distortion i København, så havde jeg sex med dem, jeg mødte, som tiltrak mig, uden at tage betaling for det. Jeg synes, det er en god blanding, for når jeg får penge for det, så får jeg samtidigt mine behov dækket og behøver derfor ikke selv at jagte de modne mænd, og jeg nyder både at være sammen med dem, der betaler, og dem, der ikke betaler.”
– Hvad er det for ydelser, mændene går efter, når de betaler dig?
”Ofte er det bare tid, jeg kan mærke, at de er meget ensomme og ikke har nogen at snakke med om deres homo-fantasier, og det vil de gerne snakke med mig om. Nogle gange har vi slet ikke sex, vi sidder bare og snakker om, hvad der tænder en og rører lidt ved hinanden. Jeg har flere gange siddet på et hotel med indvandrermænd, som har kone og børn derhjemme, og som ikke vil have, vi rører ved hinanden, vi sider bare og kigger på hinanden og spiller pik, måske fordi de er bange for hiv, aids og andre kønssygdomme.
– Har du nogle grænser for, hvad du vil være med til?
”Ja, jeg har da mine grænser, og jeg aftaler altid på forhånd, hvad jeg vil være med til. Men der er jo altid nogle, der forsøger at presse mig til ting, vi ikke har aftalt, men så siger jeg fra og beder dem stoppe, for vi har jo altid på forhånd aftalt præcist, hvad vi skal lave, så der ikke er uklare forventninger.”
– Hvordan ser du fremtiden for dig, vil du fortsætte med at sælge dig selv mange år endnu?
”Altså, vi unge har en eftertragtet krop, der er ingen, der gider bruge penge på en 30-årig. Så når jeg er færdig med min uddannelse, fået et job og fået styr på min økonomi og min livsstil, så stopper jeg nok. Du vil i hvert fald ikke se mig sælge mig selv som 30-årig. Men måske vil jeg en overgang fortsætte for at opretholde min livsstil og få den teknologi, som jeg er afhængig af, for eksempel de nyste mobiler og AirPods, men når mine indtægter gør, at jeg selv kan købe tingene, så vil jeg nok ikke fortsætte.”
– Ser du andre positive sider udover det økonomiske i at sælge dig selv?
Ja, jeg får en masse viden, visdom og livserfaring af dem, jeg er sammen med. Mange af dem har været så meget igennem og haft så mange livsoplevelser, for når vi sidder og snakker, så spørger jeg meget ind til, hvordan deres liv har været, og hvad de har gjort af fejl, så jeg måske kan lære af deres fejl og undgå at begå de samme.”
– Hvordan er dine drømme for dit fremtidige liv, skal det være med mand, villa og børn?
”Ja, jeg håber at finde en mand, jeg vil være vildt forelsket i og har lyst til at skabe en fremtid med. Men jeg vil nok have svært ved at leve i et fastforhold, fordi det er vigtigt for mig at være glad og ubekymret, og jeg har ikke oplevet at se mine forældre glade i deres forhold, og det vil jeg nok være bange for at skulle opleve selv. Men jeg håber selvfølgelig, det vil lykkedes at finde manden og få mange børn, jeg skal mindst have 4-5 børn. Jeg er godt klar over, at jeg skal ændre mig meget for at opnå det, for når man ikke længere kun er sig selv, så er man nødt til at indrette sig og ændre sig, og da jeg selv er meget egoistisk, så vil det nok tage en tid, så jeg regner da heller ikke med det vil lykkedes de næste 10 år.”
– Ser du nogle negative sider ved det liv, du lever nu?
”Nej, for det er jo ikke noget, jeg ”afhængig” af – som for eksempel luderne i Istedgade, der skal have mange kunder hver dag, for at få penge til stoffer og alfonser. Jeg kan sagtens tage en stille aften hjemme med god mad sammen med venner eller familie, for jeg lever jo ikke af det. Jeg gør det kun for at få lidt mere luksus. Men selvfølgelig er jeg blevet lidt afhængig af den luksus og livsstil, det giver mig, den vil nok være svær at undvære. Jeg kører for eksempel meget i taxa og går meget ud og spiser. Pengene kommer jo let, jeg ville skulle arbejde mere end 10 timer i Fakta for at tjene det samme, som jeg får for en enkelt hurtig aftale, og derfor sidder pengene nok også mere løst.”
– Her til slut, har du så af en opsang til samfundets syn på prostitution?
”Jeg synes, verden skal ændre sig. Der er alt for meget negativitet omkring det at være prostitueret, for det er jo en af verdens ældste erhverv og form for handel. Man kan jo også se det fra en anden vinkel, hvis man får drinks og så videre i byen af en fyr og bagefter tager med ham hjem og boller, så er det vel også en slags prostitution, bare på en anden måde. Men det er nok de færreste, der har et negativt syn på det.”