SAMFUND

Odense vil have deres egen Pride

Odense vil ikke længere stå i skyggen af Copenhagen Pride. Fynboerne vil have deres helt egen Pride.

Endnu en dansk Pride ser ud til snart at se dagens lys. I Danmarks tredje største by Odense er man nu så langt, at der indkaldes til stiftende generalforsamling.

I Odense har der gennem det sidste stykke tid været noget i gære. Her har man afholdt en række succesrige queer-cafeer. Nu tegner det til, at der er stor interesse for at arrangere en årlig Pride i den fynske hovedstad. Derfor oprettes nu foreningen Odense Pride.

”Odense Pride vil være en politisk, men partipolitisk uafhængig organisation. Vores primære opgave er at afholde en Pride hvert år, en politisk fest og demonstration, der fejrer det vi har opnået, og kan udtrykke vores krav for de markante forbedringer der stadig er behov for. Odense Pride oprettes for at skabe mere plads til at være Queer, og deltage i en international kamp imod diskrimination. Vi er til for at skabe synlighed og tryghed. Vi vil skabe en by hvor alle LGBTQIA+-personer er frie til at elske og leve. Et samfund hvor alle uanset seksualitet, køn, kønsudtryk, hudfarve, religion og ophav kan deltage i samfundet uden at møde had eller diskrimination”, hedder det blandt andet i pressemeddelelsen.

Den stiftende generalforsamling til Odense Pride afholdes den 3. december fra klokken 18-21 i Rosenbækhuset, Rosenbæk Torv 30 i Odense.

Coronareglerne gør dog at, der kun kan være 50 personer i lokalet. Derfor skal man tilmelde sig på forhånd.  Dette gøres ved at sende en mail til odensepride@gmail.com,  hvori du skriver dit navn og telefonnummer.

Planlægningsgruppen håber på at rigtig mange møder op så man kan få gang i arbejdet med at få sat Fyn  på Pridelandkortet.

I Odense har man siden 2017 afholdt en Mangfoldighedsfest med det formål at støtte minoritetsgrupper såsom socialt udsatte, handicappede, seksuelle minoriteter og folk med anden etnisk baggrund.

Læs også: Copenhagen Pride har valgt ny bestyrelse

Læs om Lambda – Fyns store LGBT+ forening.