Forrygende frisk i dag – ensom død i morgen

Det er ikke let at blive gammel, men alternativet er værre. Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck står på scenen i “Maddiker”. En nyskreven forestilling, der tager et uforfærdet, rørende og morsomt livtag med den modne kvinde.

Af Anita Corpas

Yes, tænker du og går måske ind på Hippodromen med forventningen om kørestolsparty med happy hour i pileflet. Sjov tobak på bagsædet i handicapbussen med tre af dansk film og teaters grand old smækre funny ladies. Og hvad går du ud med? Intet mindre end en brazilian wax.

Et eller andet sted vil det være uartigt at anmelde de tre marmorerede gratiers præstationer. For den sidder lige i skabet. De kan det-der. De er det-der. Men uanset om tapen rives af måtten eller øjnene, så er opråbet, fra grå gruppe af sølvfarvet til rottegråt, smerteligt.

Gennem knap 90 intense minutter tager Jannie Faurschou, Rikke Wölck og Bodil Jørgensen os fortræffeligt med i rollerne som den blide, den kontante og den virkelig glemsomme gennem alderdommens forfald i tiden fra pensionen indtil til døden.

Gennem alderdommens faser

Den blide føjelige Inge keder sig i sit ægteskab, optaget af deltidsarbejde og børnebørn og fornøjer sig i sin tredje alder med den noget yngre sælger i kiosken, mens solo- og karrierekvinden Elisabeth mister sit eneste barn og siden sit job og går ind i alderdommen og mister sig selv med en følelse af at skulle nå noget. Give noget videre af sin viden. At skulle have været brugt. Helene lever i et voldeligt ægteskab og bliver pensioneret som sygeplejerske og ender som dement.

Tre meget virkelighedsnære skæbner, som vi måske kender fra vores familie, vores venner eller os selv om nogle år.

Ens for alle er, at vi stadig ser godt ud, når blot lyset falder helt rigtigt, og at vi stadig danser godt, når blot vi holder vinkeskinkerne til kroppen.

Men én ting er det legemlige forfærdelige forfald af kvindelighed med helvedesild, nedgroede negle, svamp under brysterne, leverpletter og tykke hæleskorper.

Noget ganske andet er det menneskelige affald, når vi ikke længere er til nytte. Når børnene er passet, når skatten er betalt, når det vi siger, ikke længere giver mening. For hvordan overgår man menighedsfyldt fra orkanens øje til den blikstille alderdom? Er det ok bare at sidde stille og nyde.

Mesterligt manuskript

Rikke Wölck står ikke blot på scenen, men også bag dette mesterlige manuskript. Rikke Wölck spørger du måske. Ja, det er Maja fra Matador. Hende, der klædte det bedre borgerskab af. Nu river hun op i illusionen om den glade alderdom.
Stykket er en slags stand-up teater af forrygende one-liners med fremragende forståelse for timing og drama.

Men det er også dybe og tankevækkende længere monologer i skæret af det kolde lys fra et samfund, der lokker unge med feriejob i hjemmeplejen, som var det en tur til Ibiza.

Efter tæppefald vender en sygeplejeske fra den virkelige verden på stolerækken foran sig om; Den afdeling findes, siger hun.

Et sted uden frisk ilt, og hvor sengene køres ind for at vente på, at indholdet dør. ”Skraldespandsstuen”.

»Maddiker« udløser 5 funklende regnbuer og forestillingen spiller frem til den 17. maj. Fang den på Folketeateret eller når stykket drager på turne landet rundt.

En must-see, der gror på dig.

Teamet bag

Dramatiker: Rikke Wölck

Instruktion: Madeleine Røn Juul

Scenografi: Gøje Rostrup

Medvirkende: Bodil Jørgensen, Rikke Wölck, Jannie Faurschou

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Ny gruppe i Sønderjylland