ANMELDELSER

Et år, en nat – kærlighed og terror i Paris

I “Et år, en nat” følger vi Celine og Ramon og deres kamp for at overleve terrorangrebet på et spillested i Paris.
Foto: Fra filmen.


Film: I det ellers så romantiske Paris møder et ungt forelsket par rædslerne ved terrorangrebet på spillestedet Bataclan den 13. november 2015. Vi følger deres overlevelseshistorie og tiden efter traumet.

Den franske Celiné og den spanske Ramon er hammer forelskede. De er ”vi-boller-på-alle-ledige-toiletter” forelskede. Deres relation emmer af intensitet og smitter af så man nærmest kan dufte deres åndedræt fra lærredet. Kærligheden rammes dog af et knæk.
Vi møder dem i skiftende tid i tiden op til, og især tiden efter terrorangrebet og der leges med tiden, billederne og kronologien. Noget der filmisk ikke er for alle, men som for denne anmelder ikke mudrer fortællingen.

Smuk skildring af uskønne oplevelser

’Et år, en nat’ er en fryd for øjet. I dens billedsprog, lyssætning og kameraføring, der på samme tid er både subtil og tydelig. Også de to hovedroller spilles af de bjergtagende skuespillere Noémie Merlant kendt for den lesbiske art film ’Portræt af kvinde i flammer’ og Nahuel Pérez Biscayart, fra ’120 slag i minuttet’, der skildrer aids epidemien i 90’ernes Paris.
Særligt scenerne fra selve angrebet er skabt så man som publikum føler at man er til stede med ofrene. Den lange sekvens, der er gemt til sidst i filmen, får en til at holde vejret og hårene rejser sig ved tanken om at det her er virkeligheden skildret.

Fra virkelighed til bog til film

Filmen er baseret på overleveren Ramon Gonzales’ selvbiografi “Paz, amor y death metal” fra 2018, der er fiktion, men som har været en del af bearbejdningen for at Gonzales er kommet tilbage til livet. Det er et meget brugt greb at sende virkeligheden gennem litteraturen for så at formidle det på det store lærred. Det kan ske med blandet succes når det kommer til udfoldelse af manuskript og produktion af billeder. Her lider ’Et år, en nat’ dog absolut ingen kvaler. Uden af have læst forlægget er der intet, der skaber en følelse af, at det er en bogadaption.

Traumebearbejdning 101

’Et år, en nat’ er en fantastisk skildring af hvordan vi hver især bearbejder traumer. Celiné og Ramon har ikke alene forskelligt kærlighedssprog, de har også radikalt forskellige copingstrategier. Jeg tror at mange vil kunne lære noget af at se det så tydeligt udpenslet som i ’En dag, en nat’. Måske de to karakterers udfoldelse kan gøre at vi bedre kan omgå hinandens traumer, selvom de færreste har været udsat for et terrorangreb.
’En dag, en nat’ er medrivende, omsorgsfuld og dragende. Men også rigtig hård at opleve. Karaktererne og oplevelserne bliver ved med at spøge – også udenfor biografmørket.

Filmen har premiere 5. januar

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Meget mere Matador