Dirty Dancing er fremragende trods enkelte fejltrin
Det er ikke helt ufortjent, at musicalen Dirty Dancing får mange roser, for der er både lækker dans, god musik og sjove stunder at finde, men enkelte småting giver hak i rytmen.
Af Brian Mogensen, gæsteanmelder.
I 1987 tog Patrick Swayze og Jennifer Grey verden med storm i filmen Dirty Dancing. Den har boret sig ind som en af de helt store og genredefinerende dansefilm. Filmen førte til en lang række dansetematiserede produktioner fra Hollywood. Siden blev Dirty Dancing til en musical, som nu er vendt tilbage til Danmark.
Handlingen
På en familieferie i 1963 oplever teenagepigen Baby en verden, der er adskilt fra hendes egen privilegerede tilværelse. Og gennem mødet med danselæreren Johnny Castle oplever hun den første kærlighed. Men også det at danse på en ganske anden måde end, hvad vandkæmmet hår og poloshirt tillader.
For de ordentlige 50’ere er forbi. Borgerrettighedskampen er i fuld gang i Guds eget land, og det sætter Dirty Dancing i en underligt spøjs situation, hvor det bliver meget tydeligt, da det meste af musicalen foregår på dansk.
Det er nemlig næsten kun sangteksterne, der er på engelsk, hvilket skaber et ret tydeligt gab mellem musik og tale. I stedet for en flydende oplevelse, bliver det ofte mere som, at man bliver rykket ud af den ene verden, og smidt over i den anden.
Sprogforskellen bliver allermest tydelig i en underlig scene, hvor skuespillerne synger This Land Is My Land. En sang, der handler om et Amerika, der i 60’erne måske nok havde gjort sig fortjent til Woody Guthries lovprisning. Men i USA anno 2020 runger den nok lidt mere hult.
Sprogforvirringshjørnet
Mærkeligst nok egentlig fordi, det er en scene, der ikke er med i filmen, og som ikke rigtigt tjener ret meget andet formål end at tilføje endnu et nummer til setlisten.
Værst bliver det danske sprog dog, da Johnny Castle kommer tilbage efter Baby, og fyrer filmens mest kendte citat af… på engelsk.
Bevares. Det ville ikke fungere på dansk, og det virker måske nok banalt og overdrevet at hæfte sig ved det, for når (I’ve Had) The Time Of My Life fyres af mod slutningen, kan det hele være fløjtende ligegyldigt.
For i virkeligheden har det faktisk været en rigtigt god oplevelse.
Dans så det gør en ting
Koreografien er god. De mange numre akkompagneres af danse, der passer godt og giver en stor variation, så selv de fleste kan være underholdt. Gennem hele musicalen oplever man igen og igen par, der danser tæt og (undskyld) beskidt, som en del af kulissen.
En stor del af historien handler om, hvordan Baby og Castle skal øve sig til den store dansekonkurrence, og begår en masse fejltrin. Til sidst kommer de dog i mål. De scener er gode og sjove.
Der er smæk på fra starten, og det nærmer sig ofte, at det virker næsten jappet, men tempoet udjævner sig lidt mere i løbet af den første halve time. Eller også bliver man bedre vant til det.
Danseren der kan spille
Silas Holst er blevet rost til skyerne for hans præstation, og det er ikke helt ufortjent. Tre sejre i Vild med Dans er tydeligt bevis for, at han kan danse. Flere roller i musicals har ikke været spildt, for hans skuespil er faktisk næsten lige så godt som hans dansetrin.
Det er nogle små ting, som hans fyldord og hans måde at være til stede udenfor dansesekvenserne, der gør det til en af aftenernes positive overraskelser.
Mathilde Norholt er eminent som den idealistiske teenager. Hvor Holst kommer fra danseverdenen, er Norholt gået den anden vej, og hun danser næsten lige så godt, som han spiller.
Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen er skøn som Babys søster, Lisa, der både er den irriterende, bedrevidende storesøster, og helt ualmindeligt kikset med bastskørt og hula-sang.
Og hvis der er nogen, der skulle have glemt det, så kan James Sampson altså noget, som er de færreste forundt, når det handler om at synge.
Sikke et soundtrack
Ingen dans uden musik, som man måske nok ikke siger. Men det burde man! Og Dirty Dancing har et vold-lækkert soundtrack med virkeligt mange gode numre på setlisten. Udover (I’ve Had) The Time Of My Life, er der rig mulighed for at få noget med hjem på den mentale pladespiller.
Fra den tidligere nævnte Hula-sang og en halvlummer Anders Bircow-udgave af Besame Mucho, over The Contour’s Do You Love Me til Beethoven.
Og ja. Den der scene på gulvet i dansehytten, hvor Love Is Strange kører, er med. Og den er lige dele lidt pinlig og helt fremragende.
Digitale kulisser
Under hele forestillingen er nogle fladskærme sat op som kulisser, hvilket gør det muligt at skifte mellem scenerne meget hurtigt Det giver nogle glidende overgange, der virkelig sætter liv i forestillingen. Kombineret med enkelte fysiske kulisser, bliver det en fed måde at skabe kontraster, hvor det polerede Kellerman’s fremstår anderledes pænt end danselærernes hytter.
Det virker godt, og i det hele taget er forestillingen absolut tid og penge værd, også selvom man, som jeg, ikke er den store fan af filmen.
Men sprogvalgene giver altså nogle mislyde og fejltrin, og derfor må den sidste regnbue lige blive i hjørnet.
Dirty Dancing i fremtiden
Dirty Dancing spiller I Musikhuset Århus frem til den 7. november 2020, og spiller i København på Scandic Falkoner fra den 4. marts 2021.