Sønderborg Pride 26 – en hyldest til kærlighed og frihed for alle. Se billederne.

Der var både regn og sol, da Sønderborg lørdag den 22. holdt Pride. Det resulterede i en kæmpe regnbue over den sønderjyske by netop som paraden bevægede sig gennem byen.
Der var masser af klapsalver da Pride paraden bevægede sig gennem byen. Den knap fire kilometer lange Priderute førte de omkring 400 deltagere gennem det meste af Sønderborgs centrum.
Paraden er kulminationen på årets Pride Week, der har overskriften “Be You, Be Proud, Be Together”.
Forperson for LGBTQ+ Sønderborg, Niels Christian Aahøj Bech, gik selv forrest i paraden, hvor han gerne havde set flere byrådspolitikere blandt deltagerne.
“Politikerne står forrest for byen. Det betyder rigtigt meget, at de netop også er synlige her”, lyder det fra Aahøj Bech.
De omkring 400 deltagere var ifølge forpersonen lidt færre end sidste år.
“Jeg ved, at nogle af vores medlemmer ikke turde komme i dag, fordi tonen på de sociale medier omkring Pride har været hård på det seneste. Det er selvfølgelig skuffende, at det skal holde nogen væk”, udtaler Niels Christian Aahøj Bech.
Hård tone på de sociale medier
Det var Kongevejsparken, der efter paraden dannede rammen om boder, hvor man kunne erhverve sig merchandise fra LGBTQ+ Sønderborg, få lidt at spise eller få lagt den helt rette Pride makeup. Her var der taler ved for personen for LGBTQ+ Sønderborg Niels Christian Aahøj Bech, der i sin tale lagde vægt på, at der i disse år er behov for at værne ekstra meget om vores rettigheder. Det viste angrebet mod Priden i Berlin alt om. Herefter blev der holdt et minuts stilhed for ofrene for angrebet i Berlin.
Formanden for sundhed-, unge- og forbyggelsesudvalget i Sønderborg Kommune, Didde Lauritzen (S) pointerede i sin tale at mange LGBT+ unge i dag stadig har svært at føle sig trygge i at vise, den de er. En af grundene er udviklingen på de sociale medier, hvor det er blevet alt for nemt at skrive ting, der splitter i stedet for at samle.
“Vi lever i en tid, hvor vi burde stå mere sammen”, lød opfordringen fra Didde Lauritzen.













