Drengene vandt Dansk Melodi Grand Prix

Anti Social Media.
Foto: Frank Holm

Det blev en favoritsejr ved Dansk Melodi Grand Prix i Aalborg, hvor gruppen Anti Social Media og sangen ”The Way You Are ” løb med de fleste stemmer.

Det var fire glade gutter fra bandet Anti Social Media, der kunne løfte sejrstrofæet efter en flot dansk grand prix finale i Gigantium i Aalborg.
Sejren kom noget bag på bandet, der er sammensat til lejligheden.

”Følelserne var på noget af en rutchetur. Vi viste ikke, om vi skulle smile eller græde”, udtaler de fire gutter samstemmende til Out & About.

Anti Social Media var længe bookmakernes favorit, men drengene nægtede at tro på en sejr før de allersidste point var i hus.

”Da værterne kom for at ønske os tillykke, gik der lige lidt, inden det sank helt ind”, fortæller forsanger Philip, der til dagligt bor i Fredericia.

Anden pladsen gik til Anne Gadegaard og ”Suitcase” ,mens Julie Bjerre tog sig af tredje pladsen med sangen ”Tæt på mine drømme”, der blandt andet er skrevet af Lise Cabble.

Anti Social Media skal nu repræsentere Danmark ved den internationale finale til maj i Wien.

”Vi glæder os så meget til at møde Conchita”, lyder det fra de fire gutter.