SAMFUND

Det er blevet mere almindeligt at være lesbisk eller queer

Rikke i sit hjem.

Lesbisk synlighed: Miljøet er mere spredt. Det kan være svært at høre til nogle steder og finde sammen.

Af Pernille Rübner-Petersen

Rikke Kolding, 31 år, arbejder som filminstruktør, bor på Frederiksberg.

På mit gymnasium i Sønderjylland, var jeg den eneste, der sprang ud. Jeg var jo ikke den eneste homoseksuelle, jeg var bare den eneste ude. I dag flyder man meget mere rundt. Folk er blevet bedre til ikke automatisk at gå ud fra, hvilken seksualitet eller køn, folk har.

Dengang havde man behov at manifestere sin seksualitet på en helt anden måde, fordi det var så få arenaer. Hvis du kom dér, så var det fordi du var LGBT’er eller lg’er.  For ti år siden gik man på Vela. Der var et par steder, nogle arrangementer, og de her lesbiske fester.

I dag synes jeg ikke, der er så mange steder i byen for mig eller, hvor jeg signalerer min lesbiskhed.

Vi er mere synlige i samfundet men mindre synlige for hinanden. Homoseksuelle og queer er over det hele, man må selv finde ud af det. Det er både godt og ondt. Lidt frustrerende. Hvor går man hen, hvis man vil i byen? Så går man alle steder hen men finder ikke sammen.  Jeg synes ikke, at der er et afgrænset miljø. Det har ramt mig, at der er plads til mig alle steder, men så alligevel ingen steder.

Har ikke rigtigt et sted – men måske en kultur

Vela, der jo stadig er ‘vores’ eneste sted, er jeg ikke altid frisk på. Jeg er rigtig glad for Harbo bar på Blågårdsgade, der på en måde er utrolig uofficielt queer, men den er mest for seje queers, der kan lide techno. Det kan jeg ikke rigtig, selvom jeg prøver. Så er der hele Vesterbro eller Nordvest, hvor alle ligner lesbiske, og jeg føler derfor, at jeg passer ind, men også bliver mindet om, at alle jo ikke er lesbiske. Så jeg har ikke rigtig et sted.

Jeg elsker private fester og events eller udstillinger og filmvisninger mv., der bliver en smule lesbiske, fordi målgruppen er lesbisk eller dem, der afholder det, er lesbiske.

Jeg føler mig synlig, hvis der er en event – Mix- f.eks.(Mix Copenhagen LGBT+ Film Festival, red.) eller private ting. Hvis man mødes med sine venner ude og spiser et sted. På et tidspunkt havde Trykkertøsen sammen med nogle andre caféen, Lesbisk kaffe og ølbar. Hun arrangerede også Lesbisk fredag bag duggede ruder. Det var helt vildt fint. Der kom en del, man kunne lære at kende. For nylig var jeg inde og se Lolita forever på Revolver. Der var mange kvinder, der “vibede lesbiskt”, og ikke så mange mænd. Så følte jeg mig ret lesbisk. Måske er der alligevel en lesbisk kultur i København.

Ellers er mit hjem nok det tætteste jeg kommer på et lesbisk sted for mig. Jeg har selv sat det i stand efter et brud i sommers, og bor her helt alene. Jeg kan derfor selv bestemme, hvilken fortælling mit hjem skal formidle om mig. Hvor lesbisk det skal være, hvis man kan sige det. Det er stadig sådan lidt tomt i det, men det er også lidt der, jeg er i livet lige pt.

Sværere at være aktivistisk

Det er blevet sværere at være aktivistisk på en synlig måde. Da jeg sprang ud var man nød til at skubbe på, når man mødte modstand. Så man kunne være der og trække vejret lidt. Nu er det ingen grund til at skubbe, man kan slappe mere af. Jeg tror at det er en uvant ting for alle. Jo da, medierne dækker lesbiske på en mærkelig måde, og der er stadig kampe men der er nogle andre kampe. Nu handler det om inklusion af andre bogstaver og seksualiteter, køn og også race. Bredere problemer end før, kommer op. Det er spændende.

Betegnelsen lesbisk har jeg lidt svært ved. Jeg tænker 80’erne. Da jeg var lige sprunget ud, var jeg ikke homoseksuel. ”Jeg er bare lige til hende her”, som jeg mødte på det tidspunkt. Det er sikkert sådan en skamting. Nu har vi fået vores egne begreber, queer og pan. Jeg kan sagtens følge mig tiltrukket af mænd, men ikke hvis han er den stereotype, cis, hvide heteromand, ham med gutterne. Ham har jeg ikke lyst til at være kæreste med eller gå i seng med. Jeg kan ikke lide det, han repræsenterer. På den måde tror jeg, at jeg er ret lesbisk politisk, hvis det giver mening.

Sprang ud i vildt kaos

Da jeg startede med at springe ud, var det helt vild kaos, som en teenagedreng, der var sluppet løs, ret voldsomt. Nu er der kommet ro på med årene. Jeg har fået den her lille kernegruppe af venner, som går tilbage til mix-arbejdet (frivillig til Mix film festival, red.). Det er jo ikke fordi, man vælger sine venner efter seksualitet, man har bare mange ting til fælles. Man behøver ikke snakke om de ting eller være kamæleon. Man kan bare slappe af og være helt sig selv. Rigtigt dejligt.

Vi spiller play-station en gang om ugen. Vi maler ikke skilte til demonstrationer – eller det gør vi også. Vi hygger og spiser middage. Jeg er rigtig glad for betegnelsen queer. Den gør, at man kan slappe mere af. Queer er nok det, vi er i den gruppe her.

Jeg identificerer mig både som queer og lesbisk. Queer er jo på en måde det politiske, det identitetspolitiske, og normbrydende, det med, at jeg vil have ændret ting i samfundet. Lesbisk er at ”owne” den ting i sig selv, ”owne” den kultur og tænke over, at det arbejde, der blev lavet inden, alt det vi høster frugten af, er der jo mange, der har langt en masse arbejde i, også i AIDS-epidemien. Der er jo ting, der gør at vi har det, som vi har det i dag.

Jeg er nok mest queer

Jeg er nok mest queer. Men mine forældre har nemmest ved at sige lesbisk. Det forstår de, hvad er. Hvis jeg siger pan eller bi – svæver jeg væk fra dem. De ved ikke, hvad queer er.

Det handler sgu også om usynlighed. Når man vil italesætte den og vise, at man er her, så bruger man lesbisk for at vise at det findes. Lesbisk er konkret. Det er en måde at gøre sin seksualitet enormt konkret på.

I forbindelse med mit arbejde og min familie er jeg super bevidst om, hvornår jeg skruer op og ned for at jeg er lesbisk og queer. Min største ting er i virkeligheden, hvad jeg tror andre synes. Jeg vil ikke være til besvær. Det er faktisk min største udfordring. Jeg er bange for at mine forældre er bekymret for mig, men de er jo kun bekymret for, at jeg skal have udfordringer. Derfor skruer jeg det lidt ned. Det er dumt, for de kan sagtens håndtere det.

Inkluderende arbejdsplads

Hvordan jeg får mest ud af mit arbejde er jeg taktisk med. Ikke fordi min arbejdsplads ikke er god, den er meget inkluderende. Jeg tænker bare, at det lesbiske distraherer, og det er jo dumt. Man kan sagtens være lesbisk og professionel. Det er fordi, jeg ikke kan overskue, hvis det er i vejen. Jeg kan ikke overskue at få kommentarer, eller at det bliver sådan ”nåh du er sådan ha-ha- den seje medieagtige, fordi du flyder rundt i det der”.  Men hvis jeg f.eks. arbejder med et projekt, hvor det er vildt relevant så skruer jeg en lille smule op. Jeg skruer også op hvis jeg kan sælge et projekt hvor jeg kan mærke at de synes at det er vildt sejt. Det er jo også forfærdeligt så er man lige pludselig helt vildt lesbisk i de ting man siger, ens kropssprog – ja også i vinklen på det, men der må være.. der må også være nogle fordele.

 

Læs også : https://outandabout.dk/er-lesbiske-usynlige/

Mere i tema om lesbisk synlighed: https://outandabout.dk/en-kaereste-goer-min-lesbianisme-synlig/

Mere i tema om lesbisk synlighed: https://outandabout.dk/jeg-er-sgu-homo/

Mere i tema om lesbisk synlighed: https://outandabout.dk/man-springer-ogsaa-ud-som-familie/

Læs mere om MIX her.