Den sidste aktivist fra Kredsen af 1948

94-årige Doris Pollas er den eneste nulevende af stifterne af Kredsen af 1948, det nuværende LGBT Danmark. I årtier har hun levet et stille liv, men med øget LGBT-aktivitet i Silkeborg er den aldrende frontkæmper igen på barrikaderne.

Den store festsal på Københavns Rådhus danner i Pride Week rammen om Københavns Kommunes højttidlige fejring af LGBT Danmarks 70-års jubilæum. Overborgmester Frank Jensen, ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og LGBT Danmarks forperson Peder Holk Svendsen holder pæne taler, men da dagen er omme, er det en helt anden person, alle husker, Doris Pollas. Men hvem er hun?

En underlig pige

– Du kalder dig selv en drengepige, hvordan er ”sådan en?
”Ja jeg var en underlig pige, for jeg legede ikke med dukker, men med tinsoldater, og jeg havde en værktøjskasse, ligesom alle drengene havde. Jeg blev først selv klar over, at der var ”et eller andet”, da jeg var en 14-15 år. Men jeg har haft jordens sødeste forældre, som allerede dengang stod ved mig, og tog mig som jeg var. Vi var fire piger i familien, og jeg kan huske, at vi en dag havde gæster, og så siger en af gæsterne til min far, ”Hr. Aatorp, har De kun piger? Har De ingen drenge?” ”Nææ jo, jeg har hende”, sagde far og pegede på mig. Det var jeg meget stolt af.”

Det forjættede København

”En af mine klassekammerater kom en dag hjem til Ringkøbing efter at have været i København. Hun fortalte måbende om et sted der hed Admiralkroen, hvor pigerne dansede og kyssede med hinanden. Jeg kunne knap tro mine egne ører. Få måneder senere havde jeg fået arbejde på Hotel Terminus ved Hovedbanegården. Lønnen var lav men med kost og logi, og så fandt jeg hurtigt ud af, at portneren kunne bestikkes, så jeg kunne smugle piger med op på værelset”, Doris smågriner ved minderne, og tilføjer at hun intet fortryder fra den tid, og i øvrigt havde alt for mange kærester.

Kredsen af 1948

– Hvorfor du var med til at starte Kredsen af 1948?
”Det skal jeg sige dig. Det var lige efter krigen, jeg var 24 år, og hed i øvrigt Aatorp til efternavn. En dag fik jeg et anonymt brev angående et møde på Amager. Jeg regnede hurtigt ud hvordan det hang sammen, for jeg kom jo meget på Admiralkroen i Boldhusgade, hvor pigerne holdt til. Jeg tænkte, at det skal jeg med til”, fortæller Doris Pollas om den historiske begivenhed.

Æren skal Axel have

Doris Pollas er en beskeden kvinde, når talen falder på hendes indsats i Forbundet af 1948, som navnet hurtigt var ændret til. Hun fortæller om sit tætte forhold til Axel Axgil, som dengang hed Axel Lundahl Madsen, og som var initiativtager til foreningen og den første formand:

”Axel var jeg meget glad for, og ville ønske han var her, og kunne være med til fejringen på rådhuset, det ville han kunne lide. Det var jo ham der gjorde arbejdet, vi andre hjalp bare til. Selv var jeg kasserer gennem nogle år. Jeg besøgte Axel sidste gang, et halvt års tid inden han døde. Der havde vi en rigtig fornuftig og dejlig snak.

Til møde med Jens Jersild

Politiinspektør Jens Jersild var en frygtet og hadet mand i 50’erne 60’erne blandt homoseksuelle. Han slog hårdt ned på ”utugten” i København, og var arkitekten bag ’Den grimme lov’. Doris Pollas har mødt Jens Jersild, og det var ikke en behagelig oplevelse.

”Axel havde fået et møde i stand med politiinspektør Jersild, og han bad mig tage med for at repræsentere pigerne. Der opdagede jeg virkelig, at vi lesbiske ikke blev taget højtideligt. Han nærmest grinede af os, og bagefter tænkte jeg, at det kunne jeg godt have undværet. Han var en skidt mand, men tænker man over det i dag, så var det vel godt nok, at han forsøgte at stoppe alt det med de mange trækkerdrenge.

Kæmpede bøssernes sag

Historisk set har det primært været homoseksuelle mænd der har været mål for myndighedernes sanktioner i Danmark. Det bekræfter Doris Pollas.

”Jeg var lige så meget interesseret i sagen for drengenes skyld som for pigernes. Tænk på, at mænd og kvinder er to forskellige ting, men jeg var lige så glad for bøsserne, og det kom sig til udtryk på mødet med Jersild. Ordet lesbisk kendte man i øvrigt slet ikke den gang.”

Den modige tysker

Doris har mange gode minder fra et langt liv, og mange personer har gjort indtryk. En af dem var tyske Adela:

”Adela var meget drenget og meget modig. Hun elskede uniformer og gik rundt blandt de tyske soldater i tysk uniform. Hun var ikke en af besættelsestropperne, men en af os, men hun kunne lide uniformer. Hun var en gæv pige, og jeg havde også kontakt til hende efter krigen, og husker, at hun en gang skrev en fødselsdagssang til mig.

Kæmper stadig for sagen

Hverdagen er mindre dramatisk i dag, men Doris Pollas’ indre aktivist rører stadig på sig:

”Jeg går ofte tur med min hund, og er på vejen kommet til lære et ældre ægtepar godt at kende. Efterhånden kom der jo lidt frem om min fortid, og sidst jeg var der, siger de til mig, at de er meget taknemmelige, for det jeg var med til den gang, for de har børn og børnebørn og tænk, hvis der er en der springer ud, og de ikke anede noget om det. Der blev jeg meget glad.”

LGBT Silkeborg

I dag er Doris Pollas med, når der holdes møder i nystiftede LGBT Silkeborg. Gruppen består af lokale LGBT’ere, og de mødes jævnligt til hygge og socialt samvær.

”Jeg har i mange år ikke gjort så meget væsen af mig, men så lavede de jo en klub i Silkeborg, og nu er jeg med som støtteparti. Så må de selv finde ud af alt det praktiske”, griner den gamle frontkæmper.

Bragende bifald

Ved receptionen på rådhuset har Peder Holk Svendsen annoncerer en uventet taler, Doris Pollas som medstifter af Kredsen af 1948.

Bifaldet er højt i den store sal, og frem træder en lille ældre dame med kridhvidt krøllet hår. Hun finder en håndskrevet tale frem af et omslag og tager mikrofonen. Hun står på gulvet – behøver ingen talerstol for at få opmærksomhed. Der bliver helt stille, da Doris begynder at tale.

Fem minutter senere brager et flere minutter langt bifald fra tilhørerne, og mange kniber en tåre eller to. Dette øjeblik er så fint. Så rent. Så ægte. Så historisk. Doris Pollas selv har en tåre siddende i øjenkrogen, og hun tager overvældet og værdigt imod det store bifald.

Efter talen er mange henne ved Doris, og mellem de mange selfies med hende hører man igen og igen ordet tak. Og tak skal hun have Doris Pollas for sammen med Axel Axgil og de andre frontkæmpere, at have kastet sig ind i kampen for LGBT-rettigheder i Danmark.