KULTUR

Copenhagen Pride Week 2020 aflyses ikke

Copenhagen Pride Parade 2017. I år vil selve parade vil ikke finde sted som en fysisk manifestation, men vil blive en digital markering.
Foto: Pilu Ottosen

Copenhagen Pride Week der i år finder sted fra den 18. – 23. august, vil blive afviklet i nye rammer og tilpasset under hensyntagen til de gældende regler og retningslinjer fra myndighederne.

“Copenhagen Pride Week er en begivenhed, som altid sætter hensynet til de svageste i centrum og hvor menneskets ret og værd er grundlæggende værdier.

Festivalen er årets vigtigste markering af vores miljøs liv, kultur og udfordringer, og i en tid, hvor vi fysisk er distancerede fra hinanden, er det vigtigere end nogensinde at gennemføre Copenhagen Pride Week. Årets tema er: SOLIDARITET og er den bærende værdi i det, vi gennemfører. Som verden ser ud nu, er det naturligvis udelukket at planlægge aktiviteter, som indebærer store folkemængder. Det planlægger vi efter, selvom det rammer os voldsomt på økonomien.

Samtidig er det vigtigt for os, at vi, gennem vore aktiviteter stadig giver så meget tilbage til miljøet, som vi kan, og at vi fortsætter vores kamp for bedre forhold for LGBTI+ mennesker. Vi kommer til at gennemføre de dele af vores program, som kan skaleres op eller ned i forhold til retningslinjerne i august.

Og før alle andre hensyn er deltagernes tryghed, her er vi vores ansvar yderst bevidst. Det betyder, at de fleste af de elementer i festivalen, som folk kender, vil tage helt nye former. Vi er mere end nogensinde afhængige af, at Københavnerne og danskerne bakker os op”, udtaler forperson Lars Henriksen.

Digitale formater

Menneskerettighedsprogrammet og kulturprogrammet vil blive transmitteret digitalt og alt efter regeringens retningslinjer for forsamlinger til august, vil der blive taget stilling til mulighederne for publikumsdeltagelse.

Selve parade vil ikke finde sted som en fysisk manifestation, men vil blive en digital markering. Med den digitale løsning vil man i år også kunne nå endnu længere ud i landet end man plejer.

I de kommende uger vil Copenhagen Pride afdække alle muligheder og vender tilbage med mere konkrete planer.

Men en ting er sikkert, Rådhuspladsen vil også i år danne rammen om Copenhagen Pride Week.

 

Læs også: Sådan kan corona påvirke sommerens prides

Se også: Copenhagen Pride