Charme, selvtillid og lækkert hår – kækt ægtepar bag revyen i Sønderborg

De store grin blandet med kæmpe shownumre – og de vildeste stemmer. Det er, hvad vi kan forvente os af dette års Sønderborg Sommer Revy Show, hvis man spørger revyens nye powercouple, Jeff og Kim. De elsker at overraske publikum.
I år står ægteparret Jeff og Kim Ace Schjerlund for første gang bag Sønderborg Sommer Revy Show. De har overtaget revyen efter Jeanne Boel og hendes mand Klaus Kristensen der sidste år takkede af og videregav stafetten som revyens kunstneriske ledelse. Lige nu arbejder de to herrer for fulde omdrejninger for at blive klar til premieren den 23. maj. Med fuld damp på kedlerne, deres store smil og energi, brænder deres entusiasme godt igennem. Det er nok ikke helt forkert at sige, at det hele sker med, charme, selvtillid og lækkert hår.
Vi har sat dem stævne for at blive klogere på hvordan det er at arbejde så tæt sammen som par i en hektisk periode. Hvordan man husker romantikken og parforholdet og ikke mindst om at blive frontfigurer for det sønderjyske, samt revydirektøer.
En drøm jeg ikke vidste, jeg havde
Der er ingen tvivl om, at glæden er stor hos Jeff, når tale falder på det revyeventyr ægteparret sammen har kastet sig ud i.
”Det at stå i spidsen for en revy, er en drøm, jeg ikke vidste jeg havde. De sidste ti år jeg spillet revy, samtidig med, at Kim og jeg begyndte at producere og iscenesætte flere og flere projekter, musicals og shows. Så på en måde har det været meget naturligt at overtage sit eget teater. Skønt det også er sindssygt angstprovokerende. Men det er, ja, undskyld jeg bander, fandme også sjovt”
”Det skal jo helst være sjovt når man laver revy. Det er så svært at spå om, hvordan det kommer til at gå. Men det er også nervepirrende for vi har jo aldrig prøvet det før” supplere Kim.
Man skal accepteres
Revyen i Sønderborg har en stor historik, hvordan er det at skulle løfte så stor en arv?
” Jeg ved ikke om det er en stor ARV, men det er et stort ansvar, at få en “så gammel dame” til at overleve. Revyen bidrager jo med stor indtægt til hele byen, hoteller og restauranter. Så der er meget at se til. Men det er også fedt at overtage en historik – også selvom udfordringen jo så er, at man skal “accepteres”. Men det er der intet, der tyder på, at vi ikke bliver.” fortæller Jeff, inden Kim igen griber den:
”Det er lidt skørt, for i alle de år vi har levet af at spille med i musicals, så har vi aldrig fået nær så stor medie-opmærksomhed, som vi får nu, efter vi er blevet revyejere. Jeg tror, ingen af os havde regnet med det. Men vi tager det meget stille og roligt.
Og heldigvis har det været overvældende, med den meget positive velkomst vi har fået i Sønderborg. I det halve år, vi har haft revyen, har der ikke været en uge, hvor vi ikke er blevet inviteret til en form for fest eller arrangement. Vi har virkelig fået plads til at vise, hvem vi er, og hvor store ambitioner vi har for revyen.”
Smuk, innovativ og anderledes
Byen er virkelig krøbet ind uden huden og den kan virkelig noget ekstraordinært mener de. Det er man ikke et sekund i tvivl om når Jeff beretter:
”Sønderborg er så sindssygt smuk, innovativ og anderledes end nogen anden by vi har boet i DK. Den er lokal – men med international islæt. Og så er de MEGA åbne. Restauranterne og barerne er bare i en virkelig høj klasse. Og så er sønderborgenserne byboer. Så der er altid liv i byen. Det ELSKER jeg.”
Byen, hvor størstedelen er placeret på øen Als, har næsten 30.000 indbyggere og har haft sin egen Revy siden 1982.
Kim og Jeff har købt en lejlighed i Sønderborg og tanken er at de skal bo 50/50 i løbet af året fordelt med den og deres andet hjem på Frederiksberg. Måske kender de herre fra ’The Boyband Tour’, som fyldt med ørehængere har turneret i hele landet. De har også begge medvirket i, instrueret eller koreograferet en lang række af musicals herhjemme, så som: Urintow, Tarzan, Dirty Dancing, Seebach The Musical, Shu-bi-dua – The Musical og Mamma Mia. Deres veje har også krydset Revyperler, Menstrup Revyen, Odense Sommerrevy, Bornholmer Revyen og Esbjerg Revyen.
Sammen har de ved siden af eventfirmaet ’DECON-EVENT’ hvor de blandt andet for nogle af landets største virksomheder laver fester, dinnershows med videre.

Har det bedst når de deler alt
Jeff og Kim er altså et yderst travlt par, og meget af det de laver, sker i et særdeles tæt parløb.
” Mange spørger, hvordan det er at arbejde med sin ægtefælle. For det ville de godt nok ikke kunne holde ud. Men Jeff og jeg har altid haft det bedst, når vi deler alt. Også vores arbejdsliv.” kommer det fra Kim, og Jeff er hurtig til at give ham ret:
”Det er det vi er bedst til. Det er jo mega fedt, når man har en ide – så kan man lige drøfte den med det samme eller få skudt den ned. Vi er ret gode til at bakke hinanden op – til at spille hinanden bedre.”
Det er drømmen, at dele seng hver nat
Men kan I så godt slippe arbejdet og holde fri, uden at snakke om det?
”Både ja og nej” får Kim sagt, inden han indrømmer: ”Der er mange aftener, hvor vi kommer til at lægge nye planer, efter vi sådan set har lagt os til at sove – men det handler altså også om at slå til, når kreativiteten lige rammer. Der er heller ikke nogen af os, der har noget imod, at arbejdet flyder lidt ind i fritiden. Vi er ret gode til at tage ud af landet på ferie i længere perioder, når arbejdspresset har været ekstra voldsomt. Men når vi gør det, så er det næsten altid regnet med ind i ferien, at vi skal have færdiggjort planerne for mindst et nyt show. Jeg skal typisk nå at skrive en af mine bøger, imens vi er afsted. Det kan lyde som ekstra arbejde, men vi slapper ret godt af i det.”
”Det er klart at i perioder, som op imod en premiere, at der er mindre tid til tosomhed. Men vi har dog hinanden tæt på alligevel. Den gang vi kun levede af at optræde i og lave musical, var det jo i princippet det samme. Men der var vi nogle gange i hver sin landsdel. Drømmen er at kunne dele seng HVER nat” tilføjer Jeff kærligt.
Det mest hudsultne menneske i verden
Det lyder som om der er styr på balancen, men er det noget de bare siger. Er der virkelig plads til romantikken?
Hvornår var Kim sidst romantisk?
”Han er tit romantisk. Han laver altid mad til mig. Sørger for, at give mig et kys og en krammer, når han kan se, det hele er ved at brænde sammen. Og han når det altid INDEN der rent faktisk sker. Jeg synes det er meget romantisk, at han er så opmærksom. Og så købte han liljer i går, også selvom jeg hader duften (ha ha).”
Og hvad med Jeff, hvornår var han?
”Det må være de 30 gange om dagen, hvor han overfalder mig (på en kærlig måde), fordi han synes jeg har sådan nogle lækre lår. Og ja, det er en ting der sker!
Vi er begge to dybt afhængige af romantik på hver vores måde. Jeff er cirka det mest hudsultne menneske i verden, så det føles nogle gange, som at bo sammen med en form for koalabjørn. Jeg har relativt ofte lige behov for at høre, hvor meget han elsker mig på en skala fra 0 til 862. Med den blanding, så opstår der tit romantik.”

Et alsidigt og mangfoldigt hold
Kim er instruktør på revyen og står for den kunstneriske ledelse. Jeff er den overordnede direktør og deltager også på scenen. Udover ham kan man opleve Amalie Dollerup, Anne Herdorf, Jesper Lundgaard, Jasmin Gabay og Andreas Jebro.
Bag sig har de erhvervsmanden Søren Scheibye.
Et hold direktøren er særdeles tilfreds med. De vil nemlig gerne ramme et så mangfoldig cast som muligt:
”Vi har prøvet at lave et meget alsidigt hold – både i forhold til alder, køn, udseende, spidskompetencer og så videre. Vi vil gerne prøve at ramme så mange i det danske samfund som muligt. Det er en sjov udfordring at opstille.”
En familieagtig stemning
Udfordringen er lykkedes mener de begge. Men vigtigst af alt, er det et hold, der har det sjovt sammen. Stemningen er god lyder det fra instruktøren, inden han kommer ind på, hvordan det har været at skulle instruere en revy:
”Stemningen på holdet er god, hyggelig og ret familieagtig. Vi har jo nogle meget erfarne revyspillere med på holdet. Blandet med nogle nyere og nogle deciderede debutanter. Det gør, at der både kan findes gode råd og visdom, som kan blandes med nogle nye ideer og en anden måde at se humor på. Der kommer helt sikkert indslag, som henvender sig til ret forskellige aldersgrupper, og det, var lige det, vi ønskede os.
Det sjoveste ved at instruere revyen er, når der kommer ideer der udløser hulkelatter i rummet. Det forekommer af og til, at man står midt i at øve en tekst, og så kommer der en ide ud af hovedet på en eller anden, som nogle andre så kan løbe videre med. Det er en helt speciel følelse.
Det udfordrende er simpelthen at vælge, hvilke tekster, der i sidste ende skal bruges. Der er sjove tekster, som ryger hen ad vejen. Selvom vi alle sammen godt kan lide dem og synes, de er sjove. Men en revy skal bare helst ikke vare fem timer. Så på et eller andet tidspunkt må man jo begrænse sig. Det er svært!”
Satire, show og lårklaskere
Men hvordan vælges teksterne?
”Jeg har læst mellem 150 og 200 tekster, og udvalgt, hvilke af dem, jeg mest tror på, kunne passe ind i vores revy. Derefter læser vi dem op sammen, og udvælger dem, som udløser mest latter. Snakken om, hvilke emner vi gerne vil tage op fylder også meget. Vi kommer vidt omkring. Det er også vigtigt, at vi både får noget politisk satire, nogle kæmpestore shownumre og gode lårklaskere med – og det får vi!”
Der sker så mange ting i verden lige nu. Er i bange for om numrene i revyen er relevante?
”Vi har helt bevidst lavet nogle af indslagene på den måde, at hvis der sker et eller andet sindssygt – og det gør der jo non-stop lige for tiden – så kan vi skrive dem om dag for dag. Jeg vil ikke afsløre, hvilke type indslag, det er, det må man komme og se.”
Kim er også en populær forfatter og skriver ungdomsromaner. Derfor er det også oplagt, kort at høre ham om, han har du kastet sig ud i at skrive nogle af revyteksterne selv:
”Ja – jeg har selv skrevet tre af teksterne. Selvom jeg i år mest har holdt mig til at skrive sange. Jeg har tidligere haft en halvstor monolog med i revyen, men min næste monolog må vente til næste år. Hvis jeg får ideen til sådan en”.
Mange meninger om revy
Igennem deres virke med musicals og eventvirksomhed, har show, med glitter og glamour fyldt en del.
Hvordan holder man balancen i show vs. det satiriske og alvorlige, når det gælder revy?
Det er ikke så svært igen, mener Jeff:
”Det falder meget naturligt – vi har jo købet en revy for at lave revy. Dog er vores tanker altid –”hvordan kan vi tage røven på folk”. Og så elsker jeg det alvorlige nummer. Så det får måske lidt mere plads end det plejer. Nu må vi se.”
”Jeff og jeg elsker revy, ellers havde vi jo ikke købt en. Det er der enormt mange, der føler og mener en masse om. En masse om, hvordan en revy skal og bør være. Sagen er bare, at der er ligeså mange meninger om det, som der er revygæster. Så det er umuligt at indfri alles forventninger på en gang. Vi har aftalt, at vi kommer til at gøre det på vores måde. Vi kommer til at gøre os helt vildt umage – og så håber vi, at der også er andre, der kan lide vores bud på en revy.” supplerer Kim.

Valuta for pengene
Den 23. maj er der premiere på dette års, Sønderborg Sommer Revy Show. Dagene bliver hurtigt revet af kalenderen, men der er ikke panik hos revyens to nye frontfigurer. Direktøren løfter på hatten og melder alt klar:
”Vi føler, vi kan følge med. Så selvom vi er sindssygt velforberedte. Så kommer der sikkert nogen ting væltende. Men det er jo også det sjove. Vi har købt revyen for at udvikle skills inden for det at drifte en stor butik. OG der må vi sige, vi får valuta for pengene.”
”Vi skal nok nå det! Vi er altid meget velforberedte, i alt hvad vi laver. Vi er vandt til at arbejde i et hæsblæsende tempo. Som vi af og til siger; hvis bare alle omkring os har mod på at løbe med, så skal vi nok sætte tempoet og holde kursen – og lige nu har vi heldigvis et hold, som rigtig gerne vil løbe med os.” lyder slutreplikken fra revyens kunstneriske chef.
Ægteparret Ace Schjerlund håber at se så mange som muligt i Sønderborg og håber også på at mange nye slår vejen forbi. De står klar med store smil og byder hjertelig velkommen.
De saje mojn når du kymme og mojn når du gæ. Lad sommeren komme an.

