Boyfriend.dk fjerner adgang for drenge under 18 år
Boyfriend.dk ændrer nu retningslinjer, efter at Berlingske har fundet eksempler på børnepornografiske billeder af unge drenge på boyfriend.dk.
Derfor vil det fremover ikke være tilladt for børn og unge under 18 år at oprette en profil på datingsiden, indgrebet kommer efter at Berlingske i torsdags kunne bevise, at drenge mellem 15 og 17 år havde nøgenbilleder på deres profiler, vel og mærke billeder som jurister over for Berlingske har vurderet som faldende ind under børnepornografi loven.
Boyfriend.dk vil dog ikke slette nuværende profiler fra mindreårige, men indehaver af Boyfriend.dk, Andreas Frøsting, skriver i en mail til Berlingske:
”I takt med at vores brugere bliver ældre, vil profiler under 18 år helt forsvinde, men vi synes ikke, det er en god idé at slette disse profiler – i hvert fald ikke uden at kunne melde det ud til folk i god tid.”
Derudover har boyfriend.dk i dag også fjernet muligheden for at brugere under 18 år kan publicere nøgenbilleder i deres private gallerier.
Men da det på boyfriend.dk – i lighed med de fleste andre dating sider/app – er muligt at oprette profil uden en CPR-nummer validering, så vil brugere under 18 år uden problem kunne oprette sig med en fiktiv alder på 18 år eller derover, hvilket vi her på redaktionen den seneste måned har konstateret sker både på Grindr og Hornet.
Men der er også mange andre steder på nettet, man kan støde på falske profiler, f.eks. på facebook, så det er vigtigt når man færdes på nettet at være kritiske overfor, hvem man skriver eller sender billeder til.
Kilde: Berlingske.dk