SAMFUND

Blev Berlingske ført bag lyset i artikelserie om boyfriend.dk?

Foto: Skærmdump med eksempler på de artikler Berlingske.dk bragte i perioden 3. – 11. oktober om boyfriend.dk

Berlingske bragte i perioden 3.-11. oktober en stribe kritiske artikler om boyfriend.dk. Men blev journalisterne ført bag lyset af ejeren af nyt site for homoseksuelle?

Det har bloggen ”Sweet Chili – the blog” undersøgt nærmere. Bloggen har flere dedikerede journalister, som undersøger uregelmæssigheder og svindel både on- og offline.

Ifølge Sweet Chili var et nyt nyhedssite for homoseksuelle begyndt at dele links til sitet på boyfriend.dk. Men da brugerne på boyfriend.dk begyndte at anmelde det til boyfriends supportteam, blev det nye site gjort opmærksom på, at dette ikke var tilladt, men at de var velkommen til at købe en annonce.

”Normalt bakker vi op om nye medier, så de kunne have fået gratis annoncering, men de lå og spammede vores brugere, så vi valgte at vise dem døren,” skriver Andreas Frøsting, ejer af boyfriend.dk, til Sweet Chili.

Herefter startede en korrespondance med vrede beskeder til boyfriends support-team fra manden bag det nye nyhedssite for homoseksuelle. Selv om han indtil for nylig havde været meget ivrig for at sprede sine artikler gennem boyfriend.dk, kritiserer han nu boyfriend for at lægge platform til unge, der sælger sex.

 

Ejeren lagde hårdt pres på Oaonline.dk

Oaonline.dk havde i forbindelse med, at Berlingske bragte artiklerne, også haft en længere mail-udveksling med ejeren af det nye site.

Redaktør på Oaonline.dk, Bert Svalebølle, blev løbende forsynet med links til Berlinskes artikler. Og i en af henvendelserne skrev ejeren af det nye site: ”Værsgo’. Vær sød og gør noget – du har så mange følgere og fans – det har jeg ikke endnu. Men jeg har sat det her i sving.”

Men vi hoppede ikke på den ensidige hetz mod boyfriend.dk. Og så startede en længere korrespondance med vrede og nedladende beskeder.

Ejeren af det nye site hævdede, at Oaonline.dk var i lommen på boyfriend.dk. Og han kritiserede, at vi har vores nyheder kørende oppe i hjørnet på boyfriend.dk, som han nu betegnede som en datingside med børneporno.

 

Hvem skader man mest?

Mens artiklerne om unge, der sælger sex, kørte i Berlingske, undersøgte Oaonline.dk problematikken på både på boyfriend og andre dating-apps.

”Jeg har da fundet materiale, der bekræfter, at det foregår – men ikke kun på boyfriend. Det er utroligt svært at bevise, medmindre nogen vil stå frem. Hver gang jeg har konfronteret nogen, så er jeg enten blevet blokeret, eller de har slettet profilen,” siger Bert Svalebølle.

”Vi bragte to artikler om problemet med unge, der sælger sex. Men vi gik ikke ind i det juridiske, for boyfriend er ikke er dømt. Det her er en gråzone, og det er uklart, hvor mange af dem, der skriver, de er 15-17 år, egentligt er det. De færreste er CPR-valideret.”

”Jeg synes også, det er forkert og ret ensidigt at køre udelukkende på boyfriend, da den samme problematik gælder for næsten alle dating-sites/apps. Og hvem er det egentligt, man skader mest med denne hetz? Er det boyfriend eller brugerne?”

”Det er problematisk at udelukke alle 15-17 årige fra boyfriend, fordi måske 5-10 procent ikke overholder retningslinjerne. Derved kaster man 15-17 årige ud på et endnu mere uigennemskueligt og råt marked og tvinger dem til at lyve om deres alder,” siger Bert Svalebølle.

 

En skjult dagsorden

Bert Svalebølle understreger, at han er enig i, at boyfriend og andre dating-sites skal gribe ind, hvis de er vidende om, at der foregår ulovligheder – hvad enten det er deling af mindreåriges nøgenfotos eller mindreåriges salg af sex.

”Men jeg havde utroligt svært ved at se logikken i, at der køres alene på boyfriend. Det er de overordnede regler snarere end det enkelte datingsite, som bør undersøges og eventuelt ændres,” siger han.

På et tidspunkt skriver ejeren af det nye site i en mail til Bert Svalebølle på Oaonline.dk: ”Alt det her med boyfriend.dk er slet ikke slut endnu – det er kun lige begyndt. Når de har rettet ind til højre, eller er blevet lagt ned, så gælder det superchat.dk og homospot.dk – også sider hvor mindreårige kan sælge sig selv uden problemer, og det ved du godt, og det har du vidst i årtier.”

Det tyder altså på, at ejeren af det nye site har en skjult dagsorden. Hvilket Sweet Chili da også antyder i en af deres artikler, hvor de skriver: ”Inden vi slutter vores gennemgang, har vi valgt at gå et par dage tilbage. Det er den 2. oktober, en dag før den første kritiske artikel om Boyfriend.dk bliver udgivet af Berlingske. Der køber firmaet bag det nye nyhedsmediet to nye domænenavne. Lige bortset fra et flertals-s på det ene domæne, er de helt identiske. De ender begge med ordet friend.dk

Måske fandt Berlingske ud af, at de var blevet ført bag lyset. Under alle omstændigheder stoppede artikelserien i Berlingske den 11. oktober.

 

Du kan læse hele Sweet Chili-artiklen her.

 

Kilder: Berlingske.dk og sweetchili.dk