Bog: Det Langsomme Liv – Abdellah Taïa
Anmeldt af Mads Ingholt, LGBT+ Biblioteket
Undertegnede har tidligere anmeldt Abdellah Taïas roman Den Der Fortjener At Blive Elsket (udgivet på dansk af forlaget Arvids i 2018); en roman som jeg – også af personlige grunde (jeg er gift med en arabisk mand) – fandt medrivende og befordrende for forståelsen af de kulturelle faktorer, som har betydning for den homoseksuelle, arabiske diasporas livsvilkår i Europa.
Med Det Langsomme Liv (La Vie Lente – udgivet på Editions du Seuil i 2019 og på dansk af forlaget Arvids i 2019, fint oversat af Simon Hartling) fortsætter Abdellah Taïa (født 1973 i Salé, Marokko – siden 1999 bosiddende i Paris, fransk-skrivende) i sit eksistentielt melankolske spor. Misforstå mig ikke; det er ikke trist og tung læsning – tværtimod! – men handlingens bagtæppe er den europæiske islam- og muslimforskrækkelse, islamistiske terrorangreb i Paris og de i øvrigt massive sociale og kulturelle udfordringer mellem grupper af franskmænd af forskellig etnisk herkomst.
I Det Langsomme Liv er protagonisten Mounir; en veluddannet (PhD) yngre/midaldrende single mand af marokkansk herkomst med bopæl i Marais-kvarteret mellem Centre Pompidou og Place Des Vosges (mere gay og lækkert kan det dårligt blive!). Mounir er i en eksistentiel krise og som følge heraf pirrelig og udad-reagerende aggressiv; han kommer i trappeopgangen i sin ejendom i så voldsomt og højlydt et skænderi med en af med-beboerne, en ældre fransk kvinde, der også lever alene, at det resulterer i, at politiet tilkaldes.
Konflikten, og hvad der deraf følger, afspejler faktorerne i Mounirs eksistentielle krise – som flygtning, franskmand, araber, homoseksuel, muslim, mand i midtvejskrise etc. Hans søgen efter ro, mening og forankring fører vidt: Han prøver at ”finde sine rødder” i det fransk-muslimske miljø i det nordlige Paris, hvor den søde pige i det algierske bageri lægger an på ham, og han føler sig fristet, men det forbliver dog platonisk. Han genkalder sig sin ungdoms første seksuelle oplevelser i Marokko og overfører oplevelsen af det nærvær, de gav ham, til den ene politibetjent, som han mener at genkende fra en af sine tidlige forelskelser som ung og rodløs araber i Paris. Om man tillægger det betydning, at begge disse to forhold foregik en passant – i en bus i Marokko, henholdsvis i en Metro i Paris – vil jeg lade være op til læseren at afgøre. De er i hvert fald de eneste eksempler på varige følelsesfulde seksuelle relationer, han indgår i.
Konflikten med overboen ender i fordragelighed – ja, mere end det; i gensidig anerkendelse af deres fælles eksistentielle grundvilkår, ensomheden, bliver de gode venner. Forholdet til politiet er derimod mere problematisk og afslører ikke alene betjentenes kulturelle fordomme og seksualitetsforskrækkelse, men også den mulige fortrængning i den ene betjents fortid. Også her vil jeg lade læseren selv spekulere over, hvorvidt Mounir og den pågældende betjent har haft et forhold, eller om det er en fantasi i Mounirs hoved – udsprunget af en eksistentiel længsel.
Det Langsomme Liv er et mesterligt kammerstykke – et lille plot bliver til en fuldt udfoldet beskrivelse af mellemmenneskelige misforståelser, kulturelt baserede fordomme, alderdommens og eksklusionens ensomhed, og et socialt drama, der fænger. Og Mounir er jo – som i de andre af Abdellah Taïrs romaner – Abdellah selv. Han er i høj grad en autofiktionens mester – og det gør ikke noget, tværtimod! Det gør det bare mere gribende, og den sociale indignation hos læseren (hvis hen besidder en sådan) bliver så meget desto mere forstemmende.
I min anmeldelse af Abdellah Taïas tidligere bog Den Der Fortjener at Blive Elsket skrev jeg følgende:
Bogen kan varmt anbefales som en beskrivelse af kærlighed mellem mænd – under svære vilkår, såvel som en beskrivelse af de eksistentielle udfordringer, som alle ”landflygtige” må leve med og tackle. Mesterligt konciperet, beskrevet – og stærkt indføleligt.
Det samme kan siges om Det Langsomme Liv.
Om Taïa siger Wikipedia bl.a. (i en i øvrigt meget udførlig og læseværdig beskrivelse af forfatterskabet – som også omfatter film):
“Described by Interview Magazine as a “literary transgressor and cultural paragon,”[7] Taïa became the first openly gay Arab writer in 2006,[8] and as of 2014 he remains the only openly homosexual Moroccan writer or filmmaker.[9] His first movie, Salvation Army, is widely considered to have given Arab cinema “its first gay protagonist.”[10] Since his coming-out, according to one source, Taïa “has become an iconic figure in his homeland of Morocco and throughout the Arab world, and a beacon of hope in a country where homosexuality is illegal.”[1]
