Ny dansk LGBT+ roman
I bogen Blandt tosser og fundamentalister tager forfatteren Jens Laursen-Schmidt fat i emner som forældreskab for par af samme køn, PrEP, sex contra utroskab og diskussionen om, hvornår selvmord er OK. Omdrejningspunktet er to karrierelæger fra hospitalet i Holstebro.
I Jens Laursen-Schmidts seneste roman Blandt tosser og fundamentalister følger vi gennem et år med i to karrierelægers liv. Danske Mathias og Kamal, der kommer fra Iran.
Vi følger dem gennem et noget turbulent år, hvor de går fra at være par til ægtepar. Fra DINKS (Double Income No Kids) til børnefamilie. Men også et år, hvor deres forhold sættes på prøve af andre mænd.
”Det er en fortælling om op- og nedture, men også en fortælling om, hvordan hverdagen med dens opvask, dens vildtvoksende have og skiftende vagter, skal passes ind i en verden i forandring. En forandring Kamal og Mathias forholder sig aktivt til,” fortæller forfatteren.
”Men det er også historien om, hvordan to mænd skal bygge bro over kultur- og værdiforskelle, ikke bare mellem Iran og Danmark, men også mellem by og land. En historie om, hvordan de skal etablere en fælles forståelse af, hvad man ”må” og ikke ”må” i et forhold, altså finde en forståelse for, hvornår sex bare er sex, og hvornår det ødelægger et forhold,” tilføjer Jens Laursen-Schmidt.
”Er der sex i bogen? Ja, de er begge i 30’erne, så ja – de har sex, alt andet ville da være kunstigt,” slutter forfatteren.
Blandt tosser og fundamentalister er ude nu hos en boghandler i nærheden af dig eller på www.jensl-s.dk. Bogen fås også som lydbog.
Læs også: Kig forbi: Forfattere bag to meget forskellige LGBTQ-bøger