Læs alle udgaver af magasinet Out&About online
Du kan nu læse eller genlæse alle tidligere udgaver at homo-magasinet Out&About, der udkom fra januar 2003 til april 2019.
OPDATERET: 17. januar 2021
Første nummer af magasinet Out&About kom på gaden i januar 2003. Bagved udgivelsen af Out&About stod en stor del af de københavnske LGBT+ steder, der længe havde ønsket et nyt magasin på banen, med det formål at få sat skarpere fokus på det københavnske LGBT+ miljø.
I august 2002 udkom derfor et prøvenummer under navnet Cum&C, det var samtidig et program til fordel for Mermaid Pride 2002 (i dag Copenhagen Pride). Efter at have evalueret bladet blandt annoncører og læsere stod det klart, at der var stor interesse for et nyt LGBT+ magasin.
Cum&C blev til Out&About
Men ikke alle var lige begejstrede for det ny magasin, som blev kritiseret for at være for kommercielt og for useriøst. Mange spåede da også bladet en meget kort levetid – men det skulle dog udkomme i mere end 16 år.
”Kuponhæftet” og Bøssernes Se&Hør” var nogle af de sjove tilnavne, som Out&About fik af sine kritikere.
Out & About kom også til at sætte sit præg på LGBT+ miljøet på andre områder. Vi gik blandt andet sammen med barmiljøet om at arrangere konkurrencer som MrGay.dk og Årets Bartender.
Økonomiske problemer
Out&About kom i økonomiske problemer og blev i 2017 overtaget af Rainbow Business Denmark. Men i sommeren 2018 blev de økonomiske problemer så store, at ejerne ikke så sig i stand til at betale sine kreditorer.
I et forsøg på at videreføre Out&About gennem et nyt selskab, havde Rainbow Business Denmark i sommeren 2018 sikret sig navnet Out&About samt rettigheder og det historiske bagkatalog,
Men med et fortsat faldende annoncesalg måtte man indse, at det ikke var muligt at skaffe den nødvendige økonomi til at videreføre det trykte månedsmagasin. Udgivelsen stopper derfor med øjeblikkelig virkning i april 2019.
Fremtiden
Navnet Out&About bliver i dag brugt til Copenhagen Gay Guide, som har skiftet navn til Out&About – Copenhagen LGBT+ Guide, som udkom første gang 1. juni 2019. Planen er, at guiden udkommer 3-4 gange årligt.
Out&About lever dog stadig online, dels på de sociale medier og dels her på hjemmesiden outandabout.dk med indlæg produceret af frivillige medarbejdere.
Men hvem ved, måske genopstår det trykte magasin igen på et tidspunkt, for der er mange, der savner et trykt magasin, der omhandler det nære LGBT+ miljø.