Vind billetter til næste EuroGames i Nijmegen
Er du vild med at dyrke sport? Og vil du prøve dine kræfter af som filmskaber? Så deltag i Pan Idræts filmkonkurrence Pan Life and Love, og vis, hvad sport betyder for dig og dit liv.
Sport – Hvad betyder sport for dig og din hverdag? Det kan du nu vise andre ved at deltage i Pan Idræts nye filmkonkurrence ‘Pan Life and Love’.
Tag os andre med til de sjove oplevelser i sportshallen, og del dine sportseventyr med andre. Det kan være helt almindelige hverdagsoplevelser, måske har sporten givet dig nye venner, en kæreste eller en helt ny vinkel på dit liv. Vis din passion for sporten og for at blive bedre, stærkere og hurtigere – hvis det er det, der betyder noget for dig, når du dyrker sport.
”Sport er en vigtig del af et sundt liv. Det er stedet, du får motion, stedet du møder nye mennesker og oplevelser, der kan styrke dit liv. Pan Idræt har siden 1984 været stedet, hvor LGBTQ+ miljøet kunne dyrke sport sammen i trygge rammer. Det ønsker Pan Idræt at fejre med filmfestivalen Rainbow Sports Film Festival, hvor vi har fokus på fællesskabet og glæden i og omkring sport,” udtaler projektleder Søren Aare Jensen.
Vær en del af Rainbow Sports Film Festival
Pan Idræt udskriver konkurrencen i anledningen af, at Pan Idræt for første gang afholder filmfestivalen ‘Rainbow Sports Film Festival’. Den løber af stablen 12. februar 2022 i Cinemateket, som også har været med til at skabe festivalen.
Formålet med festivalen er at skabe mere kendskab til Pan Idræt, LGBTQ+ miljøet og det at være en del af et sundt fællesskab.
”Pan Idræt er mere end en sportsklub. Det er et fællesskab, hvor du kan være den, du er. Vi ønsker med denne konkurrence at se forskellige bud på det fællesskab, der kan inspirere andre til at være med,” siger projektleder Søren Aare Jensen.
Sådan deltager du i konkurrencen
For at deltage, skal du indsende en film på maksimalt 90 sekunder. Filmen kan være optaget på din mobiltelefon, tablet eller med kamera. Filmen skal indeholde et LGBTQ+ element. Gerne med et fællesskab blandt unge, kvinder eller etniske minoriteter, men det er ikke et krav. Sidst, men ikke mindst, skal deltagerne i filmen have godkendt deres deltagelse.
Udvalgte film af de indsendte vil nemlig blive vist på filmfestivalen 12. februar 2022 og på Pan Idræts facebookside. Derudover vil vinderen også vinde billetter til næste års EuroGames i Nijmegen og hotel og rejse betalt.
Bedømmelse
De indsendte film bliver bedømt af en jury, der består af fagfolk fra filmbranchen og sportsfolk. Det juryen vil lægge vægt på, er, om der er en klar historie, hvor man kan føle glæden eller kærligheden til sport og sportsfællesskabet.
Filmen kan laves som et langt klip, eller du kan redigere den – det er op til dine evner og lyster. Den tekniske kvalitet er ikke afgørende for bedømmelsen af filmen.
Deadline for indsendelse af film er 10. januar 2022.
Se også: Pan Idræt fejrer 35 år fødselsdag