Udlændingestyrelsen giver visum til transkønnede
Efter en lang indsigelsesproces, er det nu lykkedes for blandt andre Copenhagen Pride, at få medhold i klagen om afslag på visum til de to transkønnede aktivister Jannat Ali og Kami Choudry.
De to aktivister er inviteret til at deltage som eksperter i Queer og LGBT-filmfestivalen AKS Copenhagen i august.
– Vi er glade for at udlændingestyrelsen har valgt at lytte til vores indsigelse, og håber det belyser en problematisk procedure, hvor man placerer ansøgere i store kategorier, der automatisk giver afslag, på baggrund af deres nationalitet og kønsidentitet, lyder det fra AKS Copenhagen.
Indsigelsen er indsendt på vegne af AKS Copenhagen, Copenhagen Pride og Humanity in Action, der samarbejder med AKS Copenhagen.
Udlændingestyrelsen begrundede deres oprindelige afslag, bl.a. på Jannat Ali og Kami Choudrys kønsidentitet, i det man mente at deres status som udsat minoritet i Pakistan, er en særlig grund til at søge permanent ophold i Danmark. Dette på trods af at begge aktivister kan dokumentere at de lever et komfortabelt og etableret liv, hvor de dagligt arbejder med LGBT-sundhed i en pakistansk NGO.
Med denne slags afslag spænder Udlændingestyrelsen ben for deres egne projekter, når man på den ene side vælger at støtte internationale projekter gennem Danida, og derefter nægter visum til ansøgere gennem selvsamme projekt.
AKS Festival Copenhagen forløber fra d. 07.-14. august og omfatter film, kunst, performance og debatter om køn og seksualitet i det globale syd.
Læs også: Transkønnede og transkønnedes rettigheder
Se også: Aks International Minororities Festival, Film – Art – Dialogue