Trods modstand er Sønderborg Pride klar

Foto: Logo
Trods trusler mod deltagerne i den kommende Sønderborg Pride finder Priden sted den 27. august. Her kan du se programmet.
Det er ikke alle, der har været lige glade for det nye LGBT+ tiltag i Sønderborg. På Facebook har gruppen LGBTQ+ Sønderborg, der arrangerer årets Pride mødt en del modstand og knap så venlige beskeder.
Helt konkret er to mænd fra Sønderborg Kommune blevet anholdt og sigtet for Hatecrime, fordi de truede deltagerne til den kommende pride-begivenhed. I kommentarsporet på Facebook truede de blandt andet med, at de ville køre deltagerne ned.
“Jo flere jo bedre. Kører gerne en enkelt eller 10 ned”, hvortil en anden svarede “Indtil de fatter der kun er to køn”, kunne man blandt andet læse.
Modstanden mod Priden i Sønderborg har dog kun styrket arrangørerne i, at der i den grad er brug for en Pride.
Programmet er frigivet så du kan allerede nu planlægge. Det følger den klassiske pride-model – først parade, taler og hygge, samt afterparty til sidst.
Program for Sønderborg Pride
Helt konkret ser programmet således ud:
Kl. 12: Mødes man ved Rytterstatuen (overfor slottet på havnen)
Der opfordres til at man tager højttaler og musik med, så der kan larmes lidt.
Kl. 12.45: Velkomst og information
Kl. 13.00: Paraden skydes i gang og går gennem byen
Kl. 14.00: Paraden slutter igen ved Rytterstatuen.
Kl. 14.15: Taler af viceborgmester Stephan Kleinschmidt og forperson for LGBTQ+ Sønderborg, John Brandt.
Efterfølgende er der dømt afslappet chill og hygge ved Rytterstatuen.
Kl. 21.00: Er der så Afterparty på Heidi’s Bier bar, ved Rådhustorvet.
Så der er både plads til vandre- og danseskoene, når der bydes ind til en dag i regnbuernes tegn.
I ugen op til Priden er der planlagt flere forskellige arrangementer.
23/08 19:00 Foredrag med Joan om seksualitet og identitet på Frivillighedens Hus
24/08 19:00 LGBTQ+ Booktalk + banner Workshop
25/08 19:00 LGBTQ+ Quiz på Æ bræt (30kr).
Følg Sønderborg Pride Week her.
Læs også: Ny bar i Aalborg er for alle