Trods corona-udfordringerne holder Lambda fanen højt
Nye frivillige giver ny energi til Lambda midt i corona-tidens vanskeligheder. Den 30. oktober er der støttearrangement for den fynske LGBT+ forening.
Om vi vil det eller ej, så påvirker coronaen stadig landet. Mange er dødtrætte af at høre om det og ville ønske, man kunne trylle det hele væk.
Som alle andre barer er den fynske LGBT+ bar Lambda også påvirket af de nuværende corona-restriktioner, som jo blandt andet indskrænker åbningstiden.
”Jeg tror ikke, der var nogen, der regnede med, at vi her syv måneder efter, at corona brød ud i Danmark, stadig ville være under så indgribende restriktioner, som vi er nu. En LGBTQ+ bar, der lukker klokken 22, er selvfølgelig bedre end en, der er helt lukket, men det er heller ikke sådan rigtig sjovt,” siger Martin Knudsen, Lambdas forperson.
Håndsprit og værnemidler
Lambda har helt fra starten sat ind med alle nødvendige midler for at passe på gæster og frivillige.
Men det hele kan mærkes økonomisk, for håndsprit og værnemidler er ikke gratis, og lige nu bruges klart nok en helt del.
Du tænker måske, at så slemt kan det da heller ikke være, men hvis man med i ligningen tager barens omsætning, så kan man godt regne ud, at hver en krone tæller.
”Lambda får ikke nogen former for driftstilskud, så det er altså overskuddet af omsætningen i baren og til vores fester, der betaler huslejen både for bar, kontor og mødelokaler. Corona har den direkte konsekvens, at vores omsætning er super lav, fordi vi skal lukke klokken 22, og det ikke er muligt at holde fester ude i byen for tiden.”
Da Lambda var lukket helt ned, kunne de gøre brug af statens hjælpepakke for faste udgifter. Det har gjort en stor forskel, selv om det på ingen måde dækker det tab, foreningen har haft. Men det har gjort, at de overlever og stadig er her.
”Vi er så heldige, at vi havde lidt penge stående til dårlige tider, og de penge bliver aktiveret nu. Vores kasserer gør et kæmpe stykke arbejde for at minimere enhver omkostning og vende hver en krone.”
Menneskelige konsekvenser
Ud over de økonomiske konsekvenser har nedlukningen og hele denne lidt mærkelige tid også nogle menneskelige konsekvenser. Det er svært at fastholde det frivillige engagement, når alt kører på lavt blus.
Martin Knudsen fortæller, at de har forsøgt, så godt de kunne, at imødekomme både corona-restriktioner og det frivillige fællesskab. Alle har været vant til at være meget sammen og vant til et højt aktivitetsniveau i foreningen.
Ånden har skulle bibeholdes, og heldigvis har alt ikke været lukket ned i hele perioden. Fordi en del ting foregår i mindre grupper, som for eksempel skolebesøg og rådgivning, kunne disse ret hurtigt startes op igen.
Men det har været en markant anderledes sommer:
”Vi har bestemt kunnet mærke en forskel. Vi er vant til, at vores frivillige laver en masse udadvendte aktiviteter: Vi skulle have været til Pride i både Århus og København, vi skulle have haft vores sædvanlige bar på Tinderbox samt en på Imparium Festival her i Odense. Vi skulle have deltaget i studiestartsgadefesten Generator, vi skulle bare have lavet så mange ting, der kunne have styrket fællesskabet i foreningen og miljøet i Odense generelt.”
Heldigvis er der også lyse tanker:
”Vi havde lukket i baren fra marts til juni, tre hele måneder, og da vi åbnede igen, skulle vi lukke til midnat. Der oplevede vi faktisk en kæmpe omstillingsparathed. Folk kom bare tidligere i byen, og eftersom alle lukkede samtidig, var der ikke andre steder at gå hen, så folk blev hos os. Det betød, at vi i en periode faktisk næsten tjente det samme som samme tid året før.”
Viljen er der altså, folk vil stedet og ønsker et LGBT+ miljø i Odense. De nye retningslinjer gør det dog igen svært for folk og stedet, for efter man blev nødt til at lukke klokken 22, har de igen oplevet en markant nedgang. Er man i Aarhus, har man set samme forløb med klubben Gbar, som har valgt at lukke helt ned, modsat i Odense.
Studiestart giver nye frivillige
Studiestart har også været positiv for Lambda, fortæller Martin Knudsen.
”Vi får i denne tid en hel del nye studerende til byen, og nogle af dem bliver også frivillige hos os. Corona er blevet en langvarig modstander i det frivillige foreningsliv og ikke mindst i LGBTQ+ miljøet. Folk der ønsker at blive en del af LGBTQ+ miljøet, når de f.eks. flytter til Odense, oplever, at aktivitetsniveauet er lavere. Der er ingen fester, og det kan være svært at møde folk, fordi mange holder sig fra at møde nye mennesker på grund af smitterisiko. På den måde er corona gået fra at være noget, alle troede ville være et bump på vejen, til at være en modstander, som stikker en kæp i hjulet for stort set alting.”
Lambda mærker i det hele taget stor støtte fra LGBT+ miljøet:
”Vi mærker dog, at folk i miljøet støtter os, og at de fleste mener, det er vigtigt, at Lambda er der. Vi får mange positive kommentarer og beskeder, og vi er selv i gang med at introducere støttemedlemsskaber, ligesom vi laver et støttearrangement, hvor man kan komme til quiz-aften med underholdning på Kulturmaskinen.”
Støttearrangementet for Lambda er den 30. oktober, på Kulturmaskinen.
”Der er plads til 70 gæster, når alle corona-regler overholdes, og selv om baren skal lukke klokken 22, må vi faktisk have gæster helt til midnat, fordi det er et musikarrangement. Det glæder vi os mega meget til.”
Det koster 100 kroner at være med og at støtte op om initiativet. Der er stadig ledige billetter til arrangementet, og du kan få fat i billetter her.
Du kan læse mere om støttebegivenheden her.
Nystartet queer-udvalg
Lambda kan altså glæde sig over opbakning fra frivillige.
”Som forperson bliver jeg stolt og glad, når jeg oplever, at det faktisk også er muligt at få nye frivillige og starte nye initiativer, selv om verden er i krise. Jeg oplever at miljøet står sammen i Odense generelt, men især lige nu.”
Der er for nyligt startet et queer-udvalg op i Lambda. Det bliver en gruppe, der skal arbejde med diversitet og med at skabe en større forståelse for queer-personer, non-binære og transpersoner. Gruppen skal arbejde videre med den diversitetspolitik, som Lambdas bestyrelse har lavet i år.
Der meldes også om et par nye frivillige i deres skolegruppe, der tager ud og laver oplæg på skoler, og et par nye bartendere er også kommet i folden.
”Vi synes, at vi som forening har en del at byde på. Især hvis man lige er flyttet til Odense og gerne vil møde nogle mennesker og have et LGBTQ+ netværk, men også hvis man allerede bor i byen og godt kunne tænke sig at lave noget meningsfyldt frivilligt arbejde og samtidig være en del af et værdifuldt fællesskab.”
Bliv medlem
Alle kan melde sig ind i Lambda, og vi skal hilse at sige, at det er faktisk den bedste måde, man kan støtte dem på. Du kan melde dig ind ved at sende en mail til kasserer@lambda.dk eller via onlineformularen på hjemmesiden.
Medlemskabet koster 230 kr. pr halvår for de fleste, men 180 kr. pr halvår for studerende og pensionister.