Transkønnedes udfordringer i omklædningsrummet

Transkønnedes udfordringer i idræt stopper ikke ved et selvmål eller en fibersprængning. Den hårde tone og negativ sprogbrug i omklædningsrummet kan gøre idrætslivet surt for transkønnede og stå i vejen for deres idrætsdeltagelse.

Af Sigrid Bromose Langgaard & Klara Trebbien

Silke Juul Dahl spillede fodbold, indtil hun var 14 år gammel. Hun var en dygtig fodboldspiller. Så dygtig, at hendes sidste fodboldhold var et talenthold. På trods af sine evner, var sporten svær for Silke, der dengang gik under  et drengenavn. I dag er navnet et andet, og knopperne under støvlen er skiftet ud med en bette hæl. Selvom Silke dengang ikke var klar over, at hun var transkønnet, så vidste hun, at der var et eller andet anderledes ved hende. Hun vidste også, at hun var anderledes end mange af drengene på holdet, fordi hun ikke kun var tiltrukket af piger. Derfor var det ubehageligt for Silke, når for eksempel dårlige spark blev kaldt bøssespark:

“Det var en slags maskulin magtkamp, og det havde jeg ikke lyst til, så derfor var det nemmere at stoppe til fodbold.”

 

FAKTA OM TRANSKØNNETHED

• At være transkønnet vil sige, at ens kønsidentitet ikke stemmer overens med det køn, man fik ved fødslen.
• SEXUS-undersøgelsen fra 2019 anslår, at 0,1 procent af befolkningen er transkønnede.
• Transkønnethed blev fjernet fra listen over psykiske sygdomme i Danmark i år 2017.
• Tidligere blev transkønnede ofte omtalt som transseksuelle, men transkønnethed har ikke noget med seksualitet at gøre.
• At være nonbinær betyder, at man ikke identificerer sig som hverken mand eller kvinde. Det er ikke det samme som at være transkønnet, men fælles for både nonbinære og transkønnede er, at de identificerer sig som noget andet, end det køn de fik ved fødslen.

Omklædningsrummet

Nedsættende sprogbrug om LGBT+personer er ikke et ukendt fænomen i sportens verden. I en undersøgelse, lavet for Kulturministeriet forrige år, svarer over to tredjedele af de 161 adspurgte transpersoner og nonbinære, at de har oplevet nedsættende sprogbrug eller jokes i idrætsforeninger. I samme rapport bliver omklædning fremhævet som en stor udfordring for transkønnede i idræt. Her svarer fire ud af fem transkønnede og nonbinære, at de har oplevet ubehag i omklædningsrum på grund af deres kønsidentitet.

Lektor i Idræt ved Aarhus Universitet Ask Vest Christiansen peger på, at omklædningsrummet er et sted, der kan være ubehageligt for mange, uanset køn. Dog peger han på, at udfordringerne kan være større for transkønnede:

“Der findes enormt mange ting, der er kulturelt bestemt, men i forbindelse med køn ligger der en biologi nedenunder, som vi ikke kan få til at forsvinde. Den eksponeres enormt tydeligt i et omklædningsrum, hvor man ikke har noget tøj på.”

En praktisk udfordring

Præcis hvornår Silke stoppede med at klæde om med sine holdkammerater, kan hun ikke huske. Hun husker dog, at det var tidligt i hendes fodboldliv. Til kampe klædte hun sommetider om på handicaptoilettet, og andre gange ventede hun, til hun kom hjem. Når de andre klædte om, sad hun på bænken og ventede. Nogle gange gik hun i bad, efter de var færdige. Silkes uvilje til at klæde om med sine holdkammerater bundede i hendes forhold til sin egen krop:

“Jeg havde et ubehag omkring min krop, og der var noget ved den, jeg ikke kunne lide og ikke havde lyst til at dele.”

I de enkelte foreninger kan omklædningsrummet være et praktisk problem, når det handler om transkønnede. Ikke alle har plads til at stille alternativ omklædning til rådighed for kønsminoriteter. I foreningen Pan Idræt, der er en LGBT+ idrætsforening i København, har de ældre faciliteter fra dengang, hvor piger og drenge havde idræt hver for sig. Det betyder, at nogle af holdene kun har et enkelt omklædningsrum til rådighed. Bestyrelsesformanden i foreningen, Christian Bigom, forklarer, at de forsøger at løse problemet ved at lave tidsopdelt omklædning. Det vil sige, at de lader folk klæde om på skift, alt efter hvilken gruppe de vil klæde om sammen med. Han nævner også det vigtige i at gøre plads til forskellige behov:

“Man er ikke et problem, fordi man har et særligt behov i den sammenhæng. Det er en mulighed for os for at åbne vores fællesskab.”

I dag er omkring 30 af Pan Idræts cirka 1500 medlemmer transkønnede. Der findes ikke tal på, hvor mange transkønnede der er medlem af en idrætsforening i Danmark. Bestyrelsesformand Christian Bigom håber på at se flere transkønnede medlemmer i sin forening, men han oplever generelt, at inklusionen af transkønnede har lang vej igen i de danske idrætsforeninger:

“Jeg synes, det er et ret stort problem. På samme måde som vi ikke har set en professionel mandlig fodboldspiller springe ud som homoseksuel, så har vi til gode at se ret mange transkønnede springe ud i de almindelige idrætsforeninger.”

Transkønnede mister nøglen til social accept

Transkønnede er generelt en udsat gruppe. Danske undersøgelser viser, at de har større problemer med depression, selvmordstanker og ensomhed. I Kulturministeriets rapport fra 2020 tegner der sig også et billede af udfordringer for transkønnede. Her svarede 55 procent af trans- og nonbinære personer, at dårlige oplevelser i forbindelse med deres kønsidentitet har bidraget til, at de er stoppet til idræt.

Udover de fysiske fordele ved at gå til idræt, er der også mentale fordele. Sundhedsstyrelsen fremhæver på deres hjemmeside fysisk sundhed som en af de ting, der påvirker den mentale sundhed.

Idræt er også socialt samlingspunkt. Langt størstedelen af børn mellem 7 til 15 år går til idræt. I år 2016 var hele 86 procent i aldersgruppen aktive i en idrætsforening. Det er vigtigt at være der, hvor de andre er, og derfor bliver idrætsforeningen et vigtigt sted. Det fortæller lektor ved Syddansk Universitet, Jan Toftegaard Støckel:

“Hvis du tænker på, hvor børn og unge færdes frivilligt, så er det ikke i folkeskolen. De steder, hvor de kommer frivilligt, er typisk i forbindelse med fester og i foreningslivet. Derfor foregår det især i rummet uden for skolen, når man skal accepteres af sine kammerater.”

Manglende tilknytning til idrætslivet kan være et problem, fordi det kan være en nøgle til social accept, hvis man er god til sport, fortæller Jan Toftegaard Støckel. Hvis man ikke går til idræt, får man ikke mulighed for at blive inkluderet gennem sport. Denne oplevelse havde Silke også:

“Min eneste måde at være inkluderet på var ved at spille på fodboldholdet, for det gjorde alle,” fortæller Silke.

Selvom fodbold var en vej til det sociale fællesskab for Silke, var det ikke altid et let fællesskab at være en del af. I starten sagde hun fra overfor den grove tone, men Silke blev selv kaldt for bøsse, fordi hun sagde fra. Derfor følte hun sig i længden nødt til at tolerere de homofobiske tilråb.

“Jeg syntes, jeg blev nødt til det. Man skal jo også overleve på en eller anden måde. Jeg følte mig mere inkluderet, men det var i et fællesskab jeg egentlig ikke havde lyst til at være i”

Syv råd til inklusion

I Danmarks Idrætsforbund ønsker de at klæde specialforbundene, altså de enkelte idrætsgrenes forbund, på til at imødekomme transkønnede i idræt. I slutningen af sidste år udsendte de syv råd til, hvordan specialforbundene bør forholde sig til de udfordringer, der kan opstå. De syv råd er lavet i samarbejde med specialforbundene.

 

DANMARKS IDRÆTSFORBUNDS 7 RÅD

• RÅD NUMMER 1: TAG STILLING
• RÅD NUMMER 2: AFDÆK HVOR KØNNET JERES IDRÆT ER
• RÅD NUMMER 3: DE MANDLIGE RÆKKER SKAL VÆRE ÅBNE FOR ALLE
• RÅD NUMMER 4: I BREDDE- OG MOTIONSIDRÆTTEN BØR INKLUSION VÆRE TUNGTVEJENDE
• RÅD NUMMER 5: BLANDT BØRN OG UNGE BØR INKLUSION VÆRE TUNGTVEJENDE
• RÅD NUMMER 6: UDARBEJD EN INKLUDERENDE POLITIK, KULTUR OG SPROG I IDRÆTTEN
• RÅD NUMMER 7: I KVINDERNES ELITEIDRÆT BØR LIGE KONKURRENCE VÆRE TUNGTVEJENDE

 

Når Danmarks Idrætsforbund vælger at udsende råd frem for krav, handler det om, at idrætsforbundene er meget forskellige, og at de derfor ikke kan udstede de samme regler til alle. Desuden peger konsulent hos Danmarks Idrætsforbund Pernille Løvengreen på, at det ikke er hensigtsmæssigt at stille ultimative krav:

“Vi kan ikke tvinge en bestyrelse til at tage stilling, så ville man få et negativt perspektiv på det her i stedet for,” siger Pernille Løvengreen, der har været med til at udarbejde de syv råd.

Det første af de syv råd opfordrer de enkelte specialforbund til at tage stilling til, hvordan transkønnede kan inkluderes i deres idrætsgren. Det skal ifølge opfordringen ske, før forbundene står med udfordringen foran sig. Det skal det, så man undgår, at regler og retningslinjer bliver lavet på baggrund af enkeltsager:

“Vi italesætter det, fordi ellers risikerer man, at det kommer til at handle om den enkelte person, når man skal lave reglerne,” siger Pernille Løvengreen.

Farvel til fodbold

Silke Juul Dahl har som bekendt lagt fodboldstøvlerne på hylden, og det er hun faktisk godt tilfreds med. Den tid, hun tilbragte i fodboldmiljøet, plantede mindreværdskomplekser i hende, der også fyldte i tiden efter, hun stoppede. Silke fortæller, at det var hårdt at lægge øre til hårde ord om en gruppe, hun senere skulle vise sig selv at tilhøre:

“Jeg savner at spille fodbold, men jeg savner ikke at gå til fodbold.”

 

Læs også: Regnbuetrøjer sættes til salg i kampen mod homofobi i fodbold