KULTUR

Pan Golf for alle

Pan Golf.
Foto: Rikko C. Steengaard

I Pan Golf er alle velkomne, lige fra den etablerede øvede golfspiller til nybegynderen, som slår sit første slag.

For snart 10 år siden startede Pan Golf.

”Det blev etableret af Lis og Torben en efterårsaften i november 2006, og første 18-huls match for etablerede golfspillere blev afholdt i 2007,” siger Chanette Gedde, som er formand for Pan Golf. Lis og Torben er to homoseksuelle venner, som stadig spiller med i Pan Golf.

10 års-jubilæet fejrer Pan Golf til juni. Men allerede 30. april afholdes arrangementet Pan Golf for Alle. På denne dag får du introduktion til spillet af Pan Golfs træner Bue Jacobsen, og øvede Pan Golfere følger dig rundt på Par 3-banen for begyndere.

”Pan Golf startede som en afdeling for etablerede golfspillere, og dette var og er stadig Pan Golfs grundsten. Min kæreste, Anne, og jeg startede Pan Golf for Alle i 2014, da vi gerne vil have både nybegyndere og øvede spillere i Pan Golf,” siger Chanette Gedde.

Den bedste fornemmelse

Chanette Gedde har været formand for Pan Golf siden 2014. Selv blev hun lokket ind i golfspillets univers i 2009 af sin kæreste, Anne.

”Første gang man har ramt bolden helt rigtigt, det er den bedste fornemmelse! Rammer man bolden rent, får man naturligvis mere længde og har en fornemmelse af, at der ingen modstand er,” siger Chanette Gedde.

Naturen, den friske luft og det sociale er nogle af de store fordele ved at være med i Pan Golf, fremhæver hun.

Værner om fællesskabet

”Golf er normalt en individuel sport, men i Pan Golf gør vi meget ud af at værne om fællesskabet.”

Som eksempel nævner Chanette Gedde, at Pan Golf ved nogle af 18-huls-matcherne spiller holdspil.

”I stedet for at det er en person, der vinder, så vinder hele holdet med den samlet bedste præstation. Samtidig tilbyder Pan Golf protræning med Smørum Golfklubs træner Bue Jacobsen. I grupper med op til 12 personer pr. gang undervises der individuelt fra nybegyndere til eliten. Hver træning afsluttes med fælles hygge i restauranten til en kop kaffe eller øl.”

Udendørssæsonen begynder i april og varer frem til oktober. Her spilles 18-huls matcher rundt på Sjælland,hvor øvede spillere kan deltage. I Smørum Golfklub, hvor Pan Golf har base, mødes de til protræning samt Par 3-bane-runder for begyndere. Her kan alle være med.

I vinterhalvåret spiller Pan Golf simulatorgolf indenfor i Grøndalscentret, og medlemmerne mødes også til afdelingens årlige julefrokost.

Ikke kun for de rige

En af fordommene omkring golf er, at det primært er en sport for de rige.

Men både Pan Golf og Dansk Golf Union prøver at nedbryde de økonomiske barrierer, så også mennesker med almindelige indkomster kan spille golf.

”Efter finanskrisen er golfklubberne blevet mere fleksible på medlemsformer og priser. Pan Golf har lavet en samarbejdsaftale med Smørum Golfklub, hvor du som medlem af Pan Idræt blandt andet opnår 30 procent rabat på green fee samt gode priser på protræning,” siger Chanette Gedde.

Som begynder kan man på Par 3-banen spille golf for 239 kroner om måneden. Dertil kommer et medlemskab af Pan Golf, som koster 100 kroner for et halvår, samt grundkontingentet til Pan Idræt på 170 kroner for et halvår.

En klub for alle

Pan Golf har i skrivende stund 33 medlemmer, hvoraf omkring to tredjedele er kvinder og en tredjedel mænd.

Den lesbiske formand for Pan Golf understreger, at afdelingen meget gerne vil have flere medlemmer, både blandt bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede.

”I 2015 satte vi fokus på at få flere mænd med, så vi kan få en bedre kønsbalance. Men selvfølgelig vil vi gerne have alle slags nye medlemmer, uanset køn,” siger Chanette Gedde.

Hun har aldrig oplevet homofobi inden for golfspillets verden, og Pan Golf har især et godt samarbejde med Smørum Golfklub, der ligger 20 kilometer fra København.

”Smørum Golfklub gør meget ud af at være en klub for alle. Og det er den vitterlig også,” siger Chanette Gedde.

 

Læs også: Pan Idræt indstillet til Kulturministerens Idrætspris