KULTUR

Regnbuetrøjer sættes til salg i kampen mod homofobi i fodbold

Tilbage i august skrev FC Nordsjælland historie, da de som det første superligahold i Danmarkshistorien spillede en officiel superligakamp i regnbuefarver for at vise deres støtte til kampen om at sparke homofobi ud af fodbolden og sporten generelt.

Nu bliver samtlige 17 spillertrøjer signeret og sat til salg på en velgørenhedsauktion på Lauritz.com. Pengene fra auktionen går ubeskåret til Pan Idræt og foreningens kamp mod homofobi.

”Ved at spille i regnbuetrøjer har FC Nordsjælland sendt et stærkt signal om at homofobi ikke hører til i fodbold. Det skal de have tusind tak for. Og det er der brug for. Professionel fodbold glimrer desværre stadig i sit fravær af homoseksuelle mandlige topspillere, og det præger fodbolden hele vejen ned gennem rækkerne. Der venter derfor stadig et stort arbejde for at sparke homofobi ud af fodbolden”, siger formand i Pan Idræt og næstforperson for Copenhagen 2021, Christian Bigom.

 

Regnbueflaget vejrer hver dag

Regnbuetrøjerne er hvide FC Nordsjælland-trøjer, hvor klubbens logo er i regnbuefarver, ligesom spillernavnet på ryggen også er regnbuefarvet. Et klart signal til omverdenen om, at superligaklubben ønsker at styrke mangfoldighed, og samtidig aktivt ønsker at komme nærmere målet om at komme homofobi i dansk fodbold til livs.

”Det er ikke den mindste tvivl om, at fodbolden – ligesom så mange andre miljøer – stadig har et problem med rummeligheden når det kommer til mangfoldighed. Selv om vores klub har klare værdier, som vi hver eneste dag lever op til, så startede vi med at kigge på os selv alligevel. At have spillere fra Pan Idræt ude at snakke med vores 3F Superligahold var en stor og inspirerende oplevelse, og intet giver mere mening for os end at kunne støtte deres vigtige arbejde gennem den sport, vi alle elsker. Regnbueflaget vejrer hver eneste dag foran vores hjemmebane, og det vil det blive ved med at gøre”, siger Søren Kristensen, direktør i FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland har doneret trøjerne til Copenhagen Pride, som sammen med Pan Idræt står bag Copenhagen 2021, som afholder WorldPride og Eurogames på samme tid i København for første gang nogensinde.

I samarbejde med Lauritz.com, bliver trøjerne sat til salg fra den 31. oktober og frem til den 7. november, hvor det vil være muligt at byde på dem på onlineauktionen. Overskuddet går til Pan Idræts kamp mod homofobi i sport, en kamp Pan Idræt har kæmpet siden 1984 for at skabe inklusion for LGBTI-personer i sportens verden.

Med Copenhagen 2021 ønsker Copenhagen Pride og Pan Idræt at sætte menneskerettigheder på dagsordenen og sikre lige rettigheder til LGBTI-personer inde for både sport, kultur og politik. Copenhagen 2021 bliver således det største menneskerettighedsevent i Danmark nogensinde. Og det afvikles under hashtagget #YouAreIncluded for netop at understrege, at alle uanset køn, kønsudtryk og seksualitet er og skal være velkommen.