KULTUR

Aalborg Pride 2022: Se billederne

Foto: Thomas R. Kristensen

Omkring 4000 gik med i Aalborg Pride den 9. juni, hvor politiet var talstærkt til stede.

Humøret var højt i Kildeparken, hvor parade-deltagerne var mødt op for at genstarte Aalborg Pride efter to års ufrivillig corona-pause.

Fra start blev paraden dog forsinket af en strejkende havetraktor, som skulle have trukket den anførende pride-vogn med al musikken.

Pride-arrangørerne fik hurtigt fremskaffet en lille plænetraktor. Og så kunne paraden ellers gå i gang – langs Aalborgs Vesterbro og gågaderne Gravensgade og Bispensgade og videre ad Nytorv og Nørregade frem til byhaven Karolinelund.

Undervejs brød også plænetraktoren sammen. Men med hjælp fra pride-vagter og pride-deltagere lykkedes det at skubbe pride-vognen det sidste stykke vej mod Karolinelund. Her stod Jaxie og Didi Cancerella klar som værter for et festligt pride-show.

Langs paraden var Nordjyllands Politi talstærkt til stede for at skabe tryghed og sikkerhed ved paraden. Aalborg Pride fandt sted blot to uger efter angrebet på Oslo Pride, hvor to mennesker blev myrdet og 21 sårede uden for Norges største LGBT+-bar.

Politiets opprioritering af Aalborg Pride faldt god jord hos arrangørerne af Aalborg Pride.

”Vi er selvfølgelig opmærksomme på det, der skete i Oslo, og folk er meget berørte over, at det er noget, der stadig kan ske i 2022,” sagde Aalborg Prides næstforperson, Nadia Foldø Mohammadi, til DR.

”Men vi er også endnu mere opmærksomme på, at det er vigtigt, at vi gennemfører paraden i Aalborg, og vi møder rigtig stor opbakning til dagens festligheder.”

Aalborg Pride

Se også: Pop-up-fester med Aarhus og Aalborg Pride