Trækkerdrenge på barerne

Den første gang vi hører om trækkerdrenge på barer i København var omkring 1910, hvor flere aviser omtalte en knejpe (værtshus) for mindreårige, der lå i Yorks Passage og som hed Anti-Automatkafé. Den blev beskrevet som snavset, uhyggelig og fyldt med 14-18 årige drenge, der ikke lagde skjul på deres grimme vaner og svinske tilbøjeligheder. Der blev ikke direkte skrevet, at der var tale om trækkerdrenge, men det skal nok ses i forhold til tiderne, hvor man dengang ikke talte direkte om disse ting.

Sidst i 1920’erne omtaler politiet i en observationsrapport beværtningen Hansa, der lå i Badstuestræde, som frekventeres af ”pissehusdrenge”, ludere og deres alfonser, forbrydere og andre af byens værste bærme (en gammeldags nedsættende betegnelse af en gruppe usle, ringeagtede og udstødte personer).

Indtil slutning af 1940’erne var trækkerdrenge-problematikken ikke noget, som den almindelig dansker kendte meget til, selv om Rådhuspladsen efter krigen havde været stedet for bøsseprostitution.

Så det var først, da Politiken i slutningen af 1940’erne skrev om de værnepligtige på Holmen, som prostituerede sig på Rådhuspladsen, at der blev sat gang i mange danskeres frygt for, at bøsserne var på vej til at forføre en hel generation af danske drenge.

Flertallet af de unge trækkerdrenge kom fra stærkt pressede hjem, både åndeligt og materielt, og de fandt hurtigt ud af, at de ved at trække kunne skaffe sig materielle goder og en form for social status.

Storbyen trækker

Historikeren Peter Edelberg skriver i bogen ”Storbyen trækker”, at eleverne på Kofoeds Skole havde sagt, at der ikke var en Vesterbro-dreng, som ikke kendte vejen til Rådhuspladsen, når de manglede penge eller skulle prøve noget spændende.

Politiet begyndte i starten af 1950’erne at sende observatører til de homoseksuelle barer i København for at overvåge de homoseksuelle og finde ud af, hvem de var. De observerede, at gæsterne kom fra alle sociale lag i befolkningen, ligesom aldersklassen var meget spredt.

I 1960’erne var det specielt på Can Can, med øgenavnet Kan Knald, i Larsbjørnsstræde, hvor trækkerdrengene holdt til. Her kunne de helt åbenlyst træffe aftaler, uden at nogen tog anstød af det.

Men der var også unge, der udnyttede interessen fra de homoseksuelle til bare at få en gratis øl, uden at de lagde op til noget seksuelt.

Den Grimme Lov

Folketinget vedtog i 1961 Den Grimme Lov (Borgerlig straffelovs § 225, stk. 4), som kriminaliserede kunden i et prostitutionsforhold til mænd under 21 år. For heteroseksuelle prostitutionsforhold var lavalderen 18 år.

Denne forskelsbehandling af homo- og heteroseksuelle forhold var gældende frem til 1967, hvor Straffelovens bestemmelser om prostitution blev gjort ens for homoseksuelle og heteroseksuelle.

Specielt Can Can i Larsbjørnsstræde og Martini Bar i Studiestræde tiltrak i 1970’erne de mandlige prostituerede, der var blevet fordrevet fra Rådhuspladsens underjordiske toiletter.

Da Can Can i midten af 1970erne skiftede ejer, begyndte der også at komme narkomaner, der skaffede penge til stoffer ved at agere som trækkerdrenge. Mange bøsser begyndte derfor at fordufte og dermed også de almindelige trækkerdrenge.

Unge trækkerdrenge

De fleste trækkerdrenge var mellem 15-20 år, men der var også nogen, der kun var 11-12 år, når de startede på Rådhuspladsen.

At nogle trækkerdrenge var så unge, når de startede med at trække, skal nok ses i forhold til udbud og efterspørgsel. De meget unge trækkerdrenge var meget eftertragtede blandt kunderne, dels på grund af at mange af kunderne ønskede at holde en vis distance, og det var nok nemmere med de helt unge, som sjældent var interesseret i et forhold til den ældre.

Men nogle kunder var også blevet bange for de lidt ældre trækkerdrenge, der enten var skadet af druk og stoffer, blevet hashforhandlere eller mere kriminelle.

Nogle alfonser nedsatte sig som beskyttere af de unge trækkerdrenge og fik en andel af pengene for at formidle kontakterne.

Trækkerdrengene kom i en periode i 1970’erne også på Forbundet af 1948’s (i dag LGBT Danmark) PAN Club i Nybrogade. Ikke for at finde kunder, men blot for at være sammen med andre.

Ledelsen på PAN Club var af den holdning, at de gerne ville hjælpe de unge trækkerdrenge, give dem et socialt værested – et sted i miljøet hvor de kunne slappe af. Men da de ofte var meget urolige og berusede, opstod der nemt ballade og slagsmål, så de blev efter nogen tid forment adgang.

Men det var ikke kun barerne, der tiltrak trækkerdrengene. Også homo-biografer og homo-saunaer var et yndet sted for trækkerdrenge at vise sig frem og skaffe nye kunder.

Trækkerdrengene forsvandt næsten helt fra gaderne og barerne sidst i 1980’erne. Mange var ramt af aids og/eller gået til i druk og stoffer.

Men også samfundets ændrede holdning til homoseksuelle gjorde, at de homoseksuelle ikke havde samme behov for denne form for uforpligtende sex. Så kundesegmentet var også blevet væsentligt mindre.

Nutidens ”trækkerdrenge”

Selv om der er mere opmærksomhed omkring de unges prostitution i dag, så foregår der meget under radaren på de sociale medier og datingsider, hvor alle kan lyve sig både yngre og ældre, end de egentligt er. Drenge på 14-16 år skriver de er 18 år, men når man så får kontakt, skriver og sender de billeder, der tyder på, at nogle af dem er væsentligt under 18 år.

Den store forskel på de unges prostitution dengang og i dag er, at mange af de unge dengang prostituerede sig for at overleve. I dag er det mere sugardating, hvor voksne mænd og unge drenge/mænd mødes på de digitale medier og aftaler forretningerne. Det kan være penge, gaver, rejser eller forkælelse. Varen er den samme, men den er bare er pakket lidt pænere ind.

Noget af det seneste er unge mænd/drenge der sælger billeder og videoer af sig selv, hvor de er i seksuelle aktiviteter enten alene eller sammen med andre. Enkelte tilbyder også at lave specielle billeder eller videoer efter kundens ønske, de fleste af disse drenge er i aldersgruppen 18-25 år, men der er også enkelte der er yngre. Betalingen sker oftest via MobilPay.

 

Læs også: Fra Trækkerdreng til Sugarboy (2020)