SAMFUND

Sabaah og LGBT Asylum styrker samarbejdet

 

LGBT Asylum og Sabaah styrker nu samarbejdet ved, at LGBT Asylum flytter ind i et lokale hos Sabaah i Kødbyen på Vesterbro, ligesom de to organisationer planlægger mere koordinering og flere fælles aktiviteter fremover og inviterer til fælles housewarming fredag d. 4. oktober.

”Som organisationer repræsenterer vi LGBT+ personer, der på den ene side har forskellige udgangspunkter og erfaringer. Hvor LGBT Asylums medlemmer primært er nyankomne og alene i eksil i Danmark, er en del i Sabaah vokset op her i landet sammen med familien. Det giver forskellige rettigheder, udfordringer og erfaringer. Samtidig repræsenterer begge organisationer LGBT+ personer, der er racialiserede, oplever samme former for diskrimination og tilhører en minoritet i minoriteten. Der har vi nogle ting til fælles. Det skal vi blive bedre til at udnytte, og vi skal blive bedre til at supplere og lære af hinanden,” siger Leo Nasser, talsperson for LGBT Asylum.

De to organisationer supplerer hinanden fint, LGBT Asylum har stort kendskab til eksempelvis asyl- og eksil-relaterede tematikker, og Sabaah stor erfaring med at arbejde med temaer som negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.

”Sabaah og LGBT Asylum har forskelige målgrupper, men med helt enslydende behov i forhold til diskretion og tryghed. Det er ganske lavpraktiske behov, men de er helt grundlæggende for alt vores arbejde med at forbedre levevilkårene for minoritetsetniske LGBT+ personer,” siger Dijana Dix Omerbasic, generalsekretær i Sabaah.

LGBT Asylum vil dog fortsat have kontor hos Happy Copenhagen og Copenhagen Pride på H. C. Andersens Boulevard i København.

 

Sabaah og LGBT Asylum inviterer til fælles housewarming på Onkel Dannys Plads 1, Kbh V, fredag d. 4. oktober kl. 17-20. Alle er velkomne til at deltage.