Til foredrag med præmie-kriminelle

![]()
Blaagaard Teater inviterer i stykket Sorte Firkant fire ”borgere” indenfor til en snak om deres forbrydelser og den straf, som samfundet byder dem i bredeste forstand. Men debatten udebliver.
Vi ved jo godt, at straffen ikke kun udmåles i de år, den dømte sidder i spjældet. Man kommer ofte også ud med en gæld, en plettet straffeattest og et hullet cv. Så hvad er det nye?
Forbryderne er superstars – publikum er Tricoteuses
Vi møder fire ”borgere”, som har været på den gale side af loven og fået deres straf.
Man kan mærke suset hos publikum, når de medvirkende fortæller om deres forbrydelser. Det giver billeder af Les Tricoteuses, strikkedamerne fra den franske revolution, hvor de nød gyset fra guillotinens henrettelser, mens de strikkede videre.
Alex har produceret og solgt kilovis af amfetamin, og i en alder af 30 har han allerede afsonet ti år i fængsel. Han er en god fortæller, og man kan mærke, at han er vant til at holde foredrag og servere punchlines. Til gengæld må man sige, at han var en dårlig kriminel, eftersom han blev opdaget så tidligt.
Birgitte er Danmarks charmerende svar på Gretha Thunberg, en fanatisk aktivist, som bl.a. har blokeret Nordea, Terma, Maersk og andre danske virksomheder med forretningsaktiviteter, som hun ikke bryder sig om. Birgitte har kun prøvet at blive anholdt, men ikke siddet i fængsel.
Yaquob er med på et optaget interview, da ”nogle myndigheder” har vurderet, at det er for farligt for ham at være fysisk til stede. Yaquob er foredragsholder samt fhv. bandemedlem, tidligere islamist og tidl. leder af Kaldet til Islam. Det var lidt uklart, hvad han har siddet i fængsel for. Nu er han vendt 180 grader rundt og tordner mod radikalisering.
Camilla har modtaget pakker i sin lejlighed samt en dom på seks år for at tage imod pakkerne, som måske, måske ikke, har indeholdt narkotika.
Derudover er der to skuespillere som facilitatorer – de holder malerspande og mikrofoner for borgerne.
Det hele foregår i en stor, hvid celle, hvor der gradvist males grønt på væggene for at illustrere nogle af stykkets pointer. For at nå højere op, benytter Birgitte på et tidspunkt en teleskoplift, der samtidig virker som en prædikestol.
Straffen fortsætter efter afsoning
De fire medvirkende er alle kommet ud af deres kriminalitet, men lever fortsat med en straf. Alex har en stor gæld fra sagsomkostninger og bøder, Yaquob er bandlyst, fredløs og livstruet i det islamistiske miljø og Camilla er fortsat udsat for overvågning og generel mistillid fra myndigheder.
Ingen lader for alvor til at fortryde deres handlinger, men det er heller ikke forestillingens intention. Kollektivet Samling, som står bag forestillingen, er snarere ude i det ærinde, at det er synd for de kriminelle, at straffen fortsætter efter afsoning.
Men hvad med ofrene? Hvor er de amfetamin- og kokainmisbrugere, som fik ødelagt deres liv af det narkotika som Alex og Camilla skaffede dem? Hvad med de ansatte i Maersk og Terma, som skal føle sig utrygge, når Birgitte råber ad dem?
Og er det ok at give forbrydere stjernestatus? Der har tidligere været kritik for at lade kriminelle rockere som Brian Sandberg og Rolf Eggert komme til orde på forskellige tv-kanaler. Det kunne også have været et interessant spørgsmål.
Fra fængselscelle til ekkokammer
Blaagaard Teater er i denne forestilling mere en mikrofonholdende feel-good formidler af empati for forbryderen.
Vi kommer ikke meget uden for den sorte firkant. De medvirkende siges aldrig imod, der er ingen kritisk dialog, og på den måde er det hele et høfligt og banalt møde med nogle resocialiserede præmie-kriminelle i Blaagaards ”Forsamlingshus”.
Vi kvitterer fra Out & About med tre stjerner for et spændende møde, som kunne være blevet endnu mere fængslende med en mere kritisk vinkel.
Info:
Idé, casting & iscenesættelse Kollektivet Samling (Marie Boye Thomsen og Helle Kirstine Egsgaard)
Instruktion Astrid Lindhardt
Dramatiker Sonja Ferdinand
Medvirkende skuespillere: Kimmie Liv Sennova og Arian Kashef
Medvirkende borgere: Alexander, Camilla, Birgitte og Yaqoub
Sted: Blaagaard Teater. Nørrebrogade 37, København N
Spilleperiode: Frem til 3. oktober 2025
Varighed: 80 minutter uden pause
Billetkøb: https://blaagaardteater.dk/program/sorte-firkant
