Albert Dyrlunds fortælling skaber reflekterende teater i Herning
Fortællingen om den afdøde YouTubeer Albert Dyrlund bliver på Herning Ny Teater til en forestilling med betragtninger og refleksioner om vores generelle færden online. Og med det store spørgsmål, hvem har ansvaret? Relevant og tankevækkende.
Da Albert Dyrlund mister livet som 22 årig i en faldulykke på et bjerg i Italien nær Val Gardena i 2021, var han en af Danmarks største YouTubeer. Han faldt i døden, alt imens han var ved at optage hans næste video.
Han var startet op med sin kammerat Anton Cornelius som nogle af de første, der for alvor slog igennem på Youtube. Fortælles om den første, spæde generation af danske YouTubere, dengang hvor meget stadig var nyt, funklende og uskyldigt. Senere gik han solo. Først i Danmark og senere med forsøg på at skabe en international karriere. Fanskaren var omfattende, likesene mange og han var en stor, ikke mindst kommerciel succes. En skuespiller- og musikkarriere blev også stablet på benene, med mere og mindre held.
En skæbne der har slået sig fast
Det hele startede uskyldigt og som en leg. Men kompleksiteten tog over, sammen med det kommercielle og dets krævende kræfter. Kravet om konstant synlighed og relevans.
Reaktionerne på hans død var mange og siden er det blevet til en bog skrevet af hans forældre samt en dokumentar om hans liv, faldhændelsen og dermed hans unge bortgang.
Nu er hans fortælling landet på Herning Ny Teater, med videre turne, bearbejdet dramatisk af Tomas Lagermand Lundme, som mange også kender som forfatter til en lang række bøger der fortæller om LGBT+ skæbner og historier, samt egne erfaringer.
Tre gange Albert
De tre skuespillere på scenen, henholdsvis Lue Støvelbæk, Kimmie Liv Senova og Johannes Nymark, der alle tre i en periode af forestillingen spiller Albert Dyrlund. Grunden til skiftet er ikke tydeligt og fremstår lidt ligegyldig. Ikke at de alle tre ikke gør det godt i rollen, det gør de skam. Men en smule ærgerligt er det dog, at Lue Støvelbæk ikke får lov til at føre rollen til ende. Han er den, der stærkest rammer nerven og virkelig ligger stærkt ud fra start. Hos ham mærker vi Albert bedst, og her får han flest nuancer.
Når de ikke er hovedrollen, hopper de ud og ind af mindre roller. Mest af alt som fortællere og som et metalag, hvor de reflekterer over internettet, sociale medier og skærmforbrug, og hele dets virkelighed, virke, påvirkning og styring.
Sammenspillet mellem de tre fungerer godt og de glider gnidningsfrit mellem de forskellige roller og fortællinger.
I neoonlysets skær
Rammen er simpel, et sort scenerum, med farverige neonlys og -skilte som modspil. En stor flytbar like tommelfinger i to dele pryder det meste af tiden scenen og indgår som det bærende scenografiske element. Det er velfungerende og de få muligheder det simple setup giver udnyttes optimalt.
Udtrykket, bliver lig forestillingen dog lige på grænsen til at virke ensformig undervejs. Heldigvis hjælper lysets skiftende kulør på at det ikke hundred procent sker.
Albert Dyrlunds egne sange indgår i forestillingen arrangeret af Clara Sofie. De er et frisk pust og godt sunget, og for flere et nostalgi trip. Men kunne sagtens have klaret at være et endnu større spark og energiudløsning og dermed være mere kontrastskabende. Det er ikke den største eller sværeste koreografi, der præger sangene, men man har kreativt og virkningsfuld leget med det visuelle, og det giver trods alt pote, sammen med det legene og ligetil i sangteksterne.
Smukkest står slutsangen: ’ Venner for Livet’, der er stykkets mest følsomme øjeblik.
Sætter gang i refleksionerne
Vi får ikke Albert Dyrlunds liv fortalt en til en, men i glimt og bidder. Vi mærker ikke fortællingen om ham, nær så meget som håbet. Vi forstår hans kvaler og tvetydighederne i hans liv, men de er meget groft ridset op. Man bliver kun rørt på overfladen. Påvirket kan man ikke undgå at blive af hans skæbne, men det går aldrig helt ind.
Der er rigtig mange refleksioner, flere steder tangerende til moralprædikener, i forestillingen. Det gør det hele klart relevant og tankevækkende. Det er eftertænksomhed, og det er også den følelse man får med sig hjem, når forestillingen slutter. Det er her man bliver mest påvirket.
Balancen imellem hele det reflekterede og selve fortællingen om Albert Dyrlund findes ikke helt. Flere gange drukner hans historie og bliver holdt tilbage af det andet, der kunne have været strammet op, for det går meget i ring, og der bliver sagt meget det samme. Albert kunne med fordel være blevet hevet endnu mere frem. Hans historie fortalt endnu mere rent. For mange af de ellers sagte ord, vinkler og moraler, er tydelige nok deri. Hans historie er egentlig stærk nok i sig selv.
Det betyder ikke, at det ikke er spændende, for det er det og dramatiker Tomas Lagermand Lundme. kan noget med ord og krøllede sammensætninger, der fanger en. Han holder en fast så man alligevel bliver suget ind i betragtningerne.
En samtalestarter
Med forestillingen har Herning Ny Teater ønsket at byde ind til en nuanceret dialog om de sociale mediers indflydelse og om det ansvar der herved hviler hos os alle. Og det lykkedes langt hen af vejen.
’Albert Was Here’ er ikke en helstøbt forestilling, men særdeles relevant og helt sikkert en forestilling, som kan sætte gang i gode snakke, samt godt med overvejelser og refleksioner. Den er en oplagt oplevelse for en familie, hvor man på tværs af generationer kan dykke ned i hele debatten om det at være på, lade sig styre, samt påvirke af det online og dets universer. fat i En samtale om vores alles gøren og laden på nettet, samt hvor ansvaret for dets magt ligger .
Fire likes i stjerneform sendes mod Herning.
Bag om forestillingen
Spilleperiode: frem til og med 11. april 2025 på Herning Ny Teater og efterfølgende på Svalegangen i Aarhus og Aveny-T i København.
Dramatiker: Tomas Lagermand Lundme
Instruktør: Christoffer Berdahl
Scenograf/kostumedesign: Edward Lloyd Pierce
Lysdesign: Edward Lloyd Pierce
Lyddesign: Jes Theede
Musikproducer/musikalsk arrangør: Clara Sofie Fabricius
Medvirkende: Lue Støvelbæk, Kimmie Liv Sennova og Johannes Nymark.
