Forbudt kærlighed
Når nedskrevne religiøse regler vinder over næstekærlighed og retten til at være den man er, går det som regel galt. Sådan er det også i stykket “Djinn”, der for tiden spiller på Blaagaard Teater.
Zakarias er opvokset i et religiøst hjem i Brabrand, hvor tro og overtro går hånd i hånd. Her mener hele den lokale moske, at den unge Zakarias er besat af en ond ånd, der er skabt af djævlen selv. En djinn. Da han så oven i købet forelsker sig hovedkulds i imamens søn, Younes, går det for alvor galt. Zackarias stikker af hjemmefra og søger lykken og accepten i den danske hovedstad.
“Djinn” er skrevet over Elias Sadaqs digtsamling af samme navn. En samling, der kredser om det at være queer muslim og så samtidig være troende.
Historien er sådan set ikke så forskellig fra andre spring-ud historier, hvor forældre, familien og omgivelserne ikke kan finde sig til rette med at skulle forholde sig til et familiemedlem, der springer ud som queer. At det i Djinn handler om to brune mænd ændrer ikke på at historien gentager sig gang på gang – specielt i religiøse miljøer. Også i religiøse miljøer i Danmark, hvor medierne ofte kan berette om hjerteskærende afvisninger og udstødelse fra familien i Indre Mission, Pinsekirken og Jehovas Vidner. Alle hævder de med støvede religiøse bøger i ryggen, at det ikke er ok at være den man er.
Higen efter accept – at høre til
Også i “Djinn” spørger Zakarias sin gud, hvorfor han har skabt ham sådan. Det er vist et spørgsmål mange, der kæmper med at finde sig tilrette i deres seksualitet har spurgt sig selv. I stedet for at blive mødt med kærlighed og støtte mærker Zakarias at folk vender ham ryggen. Han flygter til København, hvor han hovedkulds kaster sig ud i det pulserende natteliv med stoffer, alkohol og ligegyldige one-night stand. Alt sammen i et forsøg på at blive elsket og accepteret for den man er.
Da Zakarias elskede farmor dør, får han et opkald fra faren, der ellers har stødt ham fra sig. “Jeg har brug for dig”, lyder det fra faren.
Det er dog en afklaret Zacharia, der vender tilbage til den lokale moske, hvor han igen træffer på Younes. Han er imidlertid bukket under for presset fra sin far imamen og lever nu i et “lykkeligt” heteroseksuelt parforhold.
Instruktør Sargun Oshana har skabt en enkel og virkningsfuld forestilling. En forestilling, hvor alle sidder på gulvet på tæpper. Som om vi alle er menigheden i den lokale moske. Det gør forestillingen meget intim, som understeges yderligere når skuespillerne bevæger sig frit rundt mellem publikum.
Info:
“Djinn” spiller frem til 15. december på Blaagaard Teater.
