Susse Wold mødt af stor forargelse

Tilbage i 1985 befandt Susse Wold sig i sin lejlighed på Hawaii, mens der dukkede en mail ind i indbakken. Den var fra AIDS-Fondet, som spurgte hende, om hun ville være AIDS-Fondets kendte ansigt udadtil i offentligheden, også kaldet præsident.

”Jeg havde set på TV, hvordan hiv-smittede i Amerika var blevet behandlet dårligt og var udskammet. Og i en kirke stod præsterne og sagde, at aids var Guds straf over homoseksuelle, uden at nogen sagde noget imod det. Jeg kan huske, at jeg blev så rasende.  Da jeg fik henvendelse fra AIDS-Fondet, var jeg derfor ikke tvivl om, at jeg skulle sige ja til at blive præsident. For aids var verdensomspændende og var dengang en katastrofe for hele menneskeheden. Vi vidste nærmest ingenting om sygdommen, og der var hverken medicin eller nogen kur imod den”, fortæller Susse Wold til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcastserien ”At leve med hiv”.

Det var dog ikke alle, der så med milde øjne på, at Susse Wold havde sagt ja til at være præsident for AIDS-Fondet.

”Jeg blev ramt af en flodbølge af forargelse og fik mange negative reaktioner, blandt andet anonyme breve. Nogle skrev:  ’Tænk, at sådan en pæn pige som dig ville beskæftige sig med sådan noget svineri.’ De ville nu ikke længere se mig på TV eller i teatret,” husker Susse Wold.

Mange døde af aids

Hun kendte selv kolleger og venner, der havde fået hiv og aids.

”I mit miljø – teaterverden og showbiz – er der mange homoseksuelle. Fra min mor Marguerite Viby, der også var skuespiller, kendte jeg mange bøsser, og det var aldrig noget, at jeg tænkte på. De var bare mennesker, og det var helt naturligt for mig, at man boede sammen med en af samme køn. Mange af mine egne venner er også bøsser, og jeg gik tilbage i 1980’erne og i begyndelsen af 1990’erne til rigtig mange begravelser. Det var helt forfærdeligt og gjorde et stort indtryk på mig. Det gjorde også, at jeg blev endnu mere engageret i sagen. Nu må vi virkelig hjælpe de mennesker, der var blevet ramt af sygdommen,” understreger Susse Wold.

Besøgte dem, der var ved at dø alene 

Uvidenheden om hiv og aids var stor dengang. Mange blev indlagt på hospitalet under et andet navn, fordi de ville ikke have, at nogen skulle vide, at de havde hiv og aids.

”Jeg besøgte mange, som lå under et andet navn, og de ville ikke sige, hvad de fejlede. De vidste, at jeg ikke havde nogle fordomme, og jeg besøgte flere af dem. For deres familier vidste ikke, hvad de fejlede, og kom heller ikke på besøg. Det sværeste var, at der ikke var noget at gøre ved sygdommen. Der var intet håb dengang. Den store forandring kom med kombinationsmedicinen i 1996. Mennesker, der havde været meget syge, fik pludselig et liv igen,” fortæller Susse Wold.

Fortsætter kampen mod hiv og aids

I dag kan man som hiv-smittet leve et nogenlunde almindelig liv. Alligevel har Susse Wold ikke tænkt sig at stoppe som præsident for AIDS-Fondet.

”Jeg bliver ved ind til, at vi har fået en vaccine mod sygdommen, og at vi alle kan leve frit. Jeg ser mig selv som en modstandsmand, og jeg bliver ved til, at krigen mod aids er forbi. Man skal huske, at der stadig er mange hiv-smittede, der bliver mødt af diskrimination. Det tror jeg meget ofte handler om uvidenhed. Så det er vigtigt, at vi stadig har fokus på sygdommen og på, hvordan hiv-smittede har det,” lyder det fra Susse Wold.

Podcastserien ”At leve med hiv” er støttet af AIDS-Fondet, Dansk Tennis Fond og GSK Pharma.

 

Se også: Anne Marie Helger taler om hiv og aids

Se også: AIDS-Fondet