Statuer i hjemmestrikket panser er ikke et frihedssymbol! Tværtimod!

I forbindelse med debatten om kvindelige statuer i det offentlige rum, er nøgenhed og krop atter blevet til noget, der skal gemmes væk bag pansrede strikkerier. Dette er i min optik ikke feminisme, men snarere et udtryk for undertrykkelse.

Vi kender alle historien om den store kejser, der elsker sine klæder højere end noget andet. En dag får han besøg af to svindlere, der påstår at de kan væve et klæde så fint. Så fint, at kun de allerklogeste og dygtigste folk kan se det. Dette tilbud kan den pyntesyge kejser naturligvis ikke sige nej til. Derfor lader han de to bedragere sy tøjet til sin næste store offentlige procession. Da den arme kejser skal prøve sine klæder, kan han intet se. Dette siger han naturligvis ikke til nogen. For han er i hvert fald hverken dum eller uduelig. Derfor ender kejseren, som bekendt, med at trave nøgen gennem byen med en hel skarre af folk efter sig, der heller intet kan se.

I nutidens eventyrverden er det imidlertid ikke den nøgne krop, men derimod den tildækkede, der vækker stor beundring i feministiske kredse. Ingen, som i ingen, kan se at det er yderst problematisk at dække den frisatte krop til i ligestillingens navn. Derfor vil jeg, som barnet i Kejserens Nye Klæder, anfægte det åbenlyse i dette indlæg: nemlig at moralitetens kyskhedsnormer aldrig skal have lov til at undertrykke den frie krop.

Mit kønsudtryk til debat for enhver

Nu sidder der ganske sikkert nogle og spørger sig selv: hvorfor skal han (for there could be no doubt of his sex?*) blande sig i en debat om strik på primært kvindestatuer? Hertil vil jeg svare, at selvom jeg ved min fødsel har fået tilkendt kønnet mand, begrænser mit køn sig ikke til hverken den ene eller anden binære opposition. Jeg er ikke enten-eller. Jeg er ikke både-og. Jeg er er måske mest af alt hverken-eller. Ikke helt mand. Ikke helt kvinde. Ikke rigtig non-binær, men min egen helt unikke blanding af udtryksformer. Derfor vil jeg, alt efter om jeg har iført mig stiletterne eller lakskoene, blive betragtet som både mand og kvinde i det offentlige rum.

Jeg er blevet fejlkønnet, akønnet og intetkønnet flere gange end jeg kan tælle til. Og dette er til trods for jeg både bruger pronomenerne han/ham og De/Dem. Mit kønsudtryk er til evig forundring, forbavselse og forargelse for enhver. Derfor mener jeg helt bestemt, at jeg kvalificerer mig til at have en mening om den undertrykkelse, der finder sted på kroppen i disse år. Det er nemlig denne generelle frihedsindsnævring, som jeg mener at påklædning af statuerne i det offentlige rum symboliserer.

Når krisen kradser, gemmes kroppen væk

Vi ser i disse år et stort skift i samfundet. Et skift, hvor vi går fra farverig frisættelse til kontorgrå undertrykkelse. Dette kommer i særdeleshed til udtryk i moden, hvor der desværre sker en i regression i både farver, personlig stil og normbrud. Hvor vi indtil for kort tid siden værdsatte det personlige og sprudlende, ser vi nu en farveløs ensformighed. Tøjet skal være løstsiddende, sort som graven og endeligt ikke skille sig for meget ud. Hverken med glitter, pailletter eller finurlige detaljer. Med andre ord skal alt det ekstravagante gemmes væk til fordel for det nedtonede. Dette, der af nogle fået navnet ”recessioncore”, er med til at beskrive hvordan det personlige stiludtryk lægges bort, når økonomiske og humanitære kriser kradser. Der er på ingen måde tale om et nyt fænomen. Op til anden verdenskrig så man i moden det samme skifte fra de glade 1920´ers farveladefestfyrværkeri til 1930´ernes mere anonyme stiludtryk.

Verden bliver mindre

I vores samtid har de bekymringsløse 2000´ere og 2010´ere nu endegyldigt forladt os. Vi lever atter i en tid, hvor verden bliver mindre og utrygheden større. Dette medfører også at projektet om den frie skamløse krop glider i baggrunden til fordel for det stigmatiserede kropsudtryk.

Vi skal nu atter til at se ind i en tid, hvor vores kroppe bliver et billede på syndighed og skamfuldhed. Dette gør virkeligt ondt, når man som jeg først er ved at slutte fred med sin kropsidentitet og sit kønsudtryk. Derfor insisterer jeg på, som en vaskeægte sokratisk hestebremse, at agere slangen i Edens Have. Slangen, der kæmper for at den skamløse frie krop får lov til at besejre den regressive undertrykkelse.

Nøgenhed er en påmindelse om vores frihed

Når jeg vandrer forbi en af de mange nøgne statuer i det offentlige rum, får jeg altid associationer til antikkens sanselige frihedsbegær. Jeg ser statuerne af de nøgne mænd og kvinder, som værende billeder på den menneskelige lyst og længsel. Denne længselsfulde lyst er i min optik noget af det smukkeste vi har. Den er for mig en påmindelse om et samfund, hvor vi kan tænke og elske frit. Nøgenhed i kunsten er for mig lig med frihed. Friheden til at dyrke det smukke og lidenskabelige. Det er nok også derfor den nøgne krop til alle tider har været genstand for stor debat.

Da jeg i januar besøgte Wien, gjorde et maleri af Edvard Munch på det legendariske Galerie Belvedere stort indtryk på mig. Maleriet Männer am Meer (1908) symboliserer to nøgne mænd, der står sammen på stranden. I baggrunden ser man havets brusende bølger skvulpe. Maleriet blev i årevis gemt væk i museets kælderrum, da man mente at portrætteringen af to nøgne mænd stående sammen, var for anstødeligt for verdensfreden.

Den farlige nøgenhed

Nøgenhed var og er altså noget, mange betragter som farligt. Kroppen skal pakkes væk og gemmes, hvis ikke den passer ind i krisetidens ensformede kasser. Det er denne bevægelse, som jeg ser udøvet, når hjemmestrikkede panserskjold klistres på den frisatte krop. Til trods for at intentionen kan synes god, bliver det til en voldelig udøvelse mod kunstens og lidenskabens frihed. Den ”feministiske” iklædning af de nøgne statuer, er en ulv i fåreklæder, der ikke ønsker andet end at begrænse vores kropslige skamløshed. En fri skamløshed, som vi gennem generationer har kæmpet for at opnå. Derfor vil jeg, som barnet i Kejserens Nye Klæder, i disse tider højt og skingert råbe til enhver, der vil lytte: ”Dæk dig ikke til i skammens klude, men lad din nøgne krop danse i frihedens og lidenskabens navn!”

*Citatet stammer fra Virginia Woolfs roman Orlando (1928), der er en af de første romaner i litteraturhistorien, der beskæftiger sig med transkønnethed og flydende kønsidentiteter*