Star quality på Star Factory

Foto: Pilu Ottosen
Out & About var med, da Star Factory slog dørene op lørdag aften. Læs her om vores og gæsternes første indtryk.
Navnet på Københavns nyeste Gay-nightclub vækker umiddelbart minder om den berømte homoseksuelle ”King of Pop Art” Andy Warhols berømte studie ”The Factory” i New York. Så forventningerne var på forhånd store, og lad os bare sige det med det samme: Vi blev ikke skuffede.
Vi blev modtaget af de altid dejlige drag queens Miss Bonnie Honey og Megan Moore, og to yderst venlige og imødekommende dørmænd i flotte jakkesæt. Det er altid lidt spændende med dørmænds attitude, men Camilla Lantz har valgt de helt rigtige. Vi følte os meget velkomne, og giver seks stjerner for den flotte velkomst.
Vi afleverede vores jakker i garderoben til de dejlige og storsmilende piger, og gik derefter ned i selve Star Factory. Den snoede trappe fører direkte ned til hjertet af festen, og der er god mulighed for at gøre en rigtig “grand entré”, hvis man skulle have lyst til det.
Visuelt er Star Factory en rigtig lækkermås, og inddelt i forskellige zoner. Dansegulvet og væggene omkring det er hvidt, og det giver god mulighed for leg med lyseffekterne.
Andre zoner har lækre tapeter på væggene, og minsandten, om ikke den røde zone har en vaskeægte stripperstang. Det skal nok blive et hit, og som det ses på billederne er stripperstangen allerede testet.
Møblementet er afslappet loungestil, og passer godt til de lækre tapeter, og de rå vægge, som præger andre zoner.
Vi blev imponerede af de selvlysende urinaler på herretoilettet, og den kreative løsning med en lukket rygekabine med glasvægge, så rygerne ikke behøver gå udenfor. En løsning, som mange barer og caféer med stor fordel kunne lade sig inspirere af, da det er en god løsning for både rygere og ikke-rygere.
Lydniveauet var efter vores mening for højt i de zoner der er indrettede med møbler, og som opfordrer til hyggeligt samvær og snak. Det var svært at høre hinanden, og vi anbefaler at skrue lidt ned i loungeområderne, og holde volumen i top på dansegulvet.
Vi giver fem stjerner for den kreative indretning.
Vi har allerede omtalt den flotte velkomst vi fik af dørmændene, og skal naturligvis også fortælle lidt om bartenderne. Eye candy siger jeg bare! Smilende og overskudsagtige tog de sig tid til en lille snak og et par billeder. Efter vores smag står de til seks stjerner.

Foto: Pilu Ottosen