Slut med feminine mænd

I Indonesien er det slut med feminine mænd på TV. Et nyt direktiv forbyder klart og tydeligt alt fra feminint tøj til tonefald og håndbevægelser.

Det er hverken anstændigt eller i overensstemmelse med moralen i samfundet når mænd på TV viser sig i feminin mode og make-up. Derfor har den indonesiske Netværkskommission KPI nu givet en gruppe berørte seere ret og forbudt den slags på TV.

Forbudt er det også at vise mænd, der uddeler kindkys, for den slags er forbeholdt det kvindelige køn.

Det nye direktiv kommer kort tid efter at kommissionen også har forbudt positiv omtale af LGBT emner.

Indonesiens godt 200 millioner store befolkning er overvejende muslimer. Godt 10 procent er kristne.