Se Spejlmanden uden at læse denne anmeldelse

Nogle gange er det bedst at gå uforberedt i teatret – og med Spejlmanden på Mungo Park vil jeg anbefale at stoppe læsningen her, hvis du vil have den bedste oplevelse.

Det vil nemlig ikke være muligt at skrive en anmeldelse uden bare på en eller anden måde at afsløre, hvad Spejlmanden drejer sig om.

Hvor hurtigt fatter du mistanke?

Vi hører den ene eventyrlige historie efter den anden. Først er det en kvinde, der har mistet sin datter og barnebarn i et skuddrab, og som derefter, i hævn, rejser USA rundt for at bevidne dødsstraf. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var mærkeligt, at ingen vidste noget om hende, og da hun påstod, at visse fanger var op til 15 minutter om at dø, vidste jeg, at etwas stimmt nicht.

Dernæst en tur til Syrien, hvor vi havnede i lige netop det øjeblik, hvor borgerkrigen brød ud takket være en graffitimager. Det fik mine tanker over på den årlige konkurrence for pressefotos, som stort set altid lader vinderen være et billede af krigens ofre. Men skulle journalisten virkelig være så heldig at være til stede, da graffitien blev skrevet på væggen? Etwas stimmt nicht.

Og endelig en reportage fra USA’s grænse til Mexico, hvor nogle borgere havde taget sagen i egen hånd, og skød på migranter for øjnene af en reporter. Her så vi journalisten nærmest instruere sin freelance makker i at pynte på historien. Nu var der ikke længere tvivl.

Kunsten at fortælle en historie – eller at lyve

Claes Relotius er Spejlmanden – fordi han skrev for det tyske magasin ”Der Spiegel” – og pyntede gevaldigt på historierne. Det blev til en stor presseskandale, og hans forsmåede hjælper, freelancejournalisten Juan Moreno, der afslørede ham, har så skrevet en bog om forløbet. Formodentlig for at tjene nogle penge, da hans ry og rygte er smadret lige så meget som det er for Claes Relotius.

Og vinderen er: Mungo Park

Resultatet er, at ingen er vinder i denne sag. Claes Relotius har totalskadet sin karriere som journalist. Der Spiegel har fået en kæmpe ridse i troværdigheden, bl.a. fordi de i starten ikke troede på whistlebloweren. Og Juan Moreno har ikke fået noget at lave – hvem har lyst til at hyre en whistleblower?

Historien rejser diskussionen om fake news, om tivoliseringen af nyheder, om dokudrama, der er mere drama end dokumentation. Det gælder især i krigsreportager fra Ukraine og Mellemøsten, men såmænd også når DR bringer ”Det hvide Guld”, som var fyldt med overdrivelser og løgn, og til sidst måtte afpubliceres.

Men heldigvis har vi teatrene, og her Mungo Park, som har stablet en glimrende forestilling på benene med tre af skuespillere fra teatrets ensemble. Sebastian Henry Aagaard-Williams er i topform som Claes Relotius samt Ernesto Carbone og Marie Louise Wille i de øvrige roller som bl.a. Juan Moreno og Der Spiegels redaktør.

Først er det for stille og så bliver det for larmende

De mange avisartikler udspilles på scenen, hvilket ikke er helt let. Hvordan får man en dokumentarartikel til at være dramatisk. Oplæsningen bliver til tider lidt statisk og stillestående.

Til gengæld er afslutningen en tand for lang og for livlig med for meget råberi og løben rundt med legetøjspistoler.

Men alt i alt en god forestilling og en ekvilibristisk opvisning i manipulation, som konstant tager en ny drejning.

Som en lille krølle, kan vi mindes de tidlige psykoanalytikere, og her skal vi tilbage til starten af 1900-tallet, som mente, at lystløgneri og trangen til at pynte på en historie var en markør for homoseksualitet. Men den vildfarelse er for længst slettet af fra psykoanalysens lærebøger. Etwas stimmt nicht.

 

Info om Spejlmanden:

Medvirkende: Sebastian Henry Aagaard-Williams, Ernesto Carbone, Marie Louise Wille

Manuskript og instruktion: Viktor Tjerneld

Sted: Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, Allerød

Spilleperiode: Frem til 13. juni 2026 i Allerød. Herefter igen til februar 2027 i Allerød og i marts 2027 i Albertslund.

Varighed: 90 minutter uden pause

Billetter og spilletider finder du her.