Se medaljerne til Eurogames
Seje sportsudøvere skal de næste dage ved Eurogames kæmpe om medaljer, der er designet af den danske guldsmed Mads Heindorf.
I det store Eurogames program kæmpes der om medaljer i over 22 sportsgrene. Eurogames i både Malmø og København har ved siden af WorldPriden været en del af Copenhagen 2021. Eurogames fornemste opgave er at øge opmærksomheden om LGBT+ sport. Og samtidig bekæmpe diskrimination på baggrund af seksuel orientering i sportens verden.
Allerede sidste år gik arbejdet dog i gang med at skabe de smukke og unikke medaljer, de mange atleter skal kæmpe om.
“Her havde jeg de første møder med folkene bag Eurogames i København og Malmø. Vi skulle først og fremmest finde frem til designet, symbolikken og udtrykket på medaljerne”, fortæller Mads Heindorf til Out & About.
“Det var også vigtigt at finde en bæredygtig produktion, hvor der er ordentlige forhold for mennesker og er et fokus på genbrugsmaterialer. Nu er vi så der, hvor medaljerne er klar til at blive sendt ud i verden til de seje sportsudøvere som deltager ved Eurogames”, tilføjer Mads Heindorf.
Forsiden af medaljerne, der som altid findes både guld, sølv og bronze, viser 2021 logoet
og den anden side viser Øresundsbroen, der forbinder København og Malmø.