KULTUR

Sauna – Mads mestrer fortællingen, og dialogen

Sauna – Mads Ananda Lodahl                                                         Omslag Simon Lilholt / Imperiet

                                                                                      

Sauna er en højaktuel, seksualpolitisk samtidsroman om det, der rører sig – lige nu.

Hver generation har sine vrede unge mænd (og kvinder), som vil omkalfatre samfundet. Romanens hovedperson er en af dem. Der er en undertone af vrede og lyst til at nedbryde alt. Alle konventioner skal brydes. Med en følelse af manglende accept  i samfundet tilsat en anelse frustration kommer hovedpersonen gennem en forelskelse og et brud. Manglende accept tilsat frustration er måske symptombilledet på transition, uanset hvilken transition man skal igennem. De to billeder bliver stående – for begge roller.

Den unge bøsse på sin sidste del af SU får job i en bøssesauna, hvis virkelighed beskrives uden filter. Et både ynkeligt liderligt ikke-fællesskab i værste fald og et fristed i bedste fald. Men saunaen er blot kulissen for fortællingen om det problematiske møde mellem en cis-kønnet homoseksuel ung mand, som insisterer voldsomt på at anerkende sin nye kæreste, den homoseksuelle trans-mand, som alligevel aldrig føler sig helt accepteret og derfor hyppigere og hyppigere søger sine egne ’artsfæller’ for at kunne identificere sig i transitionen. Den selvpåførte ghetto’isering er i sin essens helt forståelig, men det er i romanen svært for den forelskede, som har travlt, måske for travlt med at vise sin accept, og så alligevel ikke bliver helt accepteret for sin accept. Essensen af ’ikke at være ens’.

Rå ærlighed

Der er i romanen en rå ærlighed, som ikke er helt uden kærlighed til generelt det bøsse- og specielt det transmiljø, som romanens hovedfigur aldrig helt får lov til at trænge ind i. Det er et meget fint portræt af ’anderledeshed’, hvor vi får både portrættet af den, der gerne vil lukke ind, og den der har svært ved at blive lukket ind.

I slutningen af romanen er der en længere dialog mellem en ’tilhænger’ af registreret partnerskab og så den anti-traditionelle hovedperson, som mener, at INGEN institution eller samfundsmæssig konstruktion skal påvirke hans kærlighed til et andet menneske. Dialogen er tro overfor begge holdninger og skildrer meget fint de to siders argumenter. Der kan findes fornuft på begge sider af diskussionen i saunaen. Debatromanen når sit mål.

I Mads Ananda Lodahls univers, fornemmer jeg, skal der ikke klassificeres eller kategoriseres, men mest accepteres eller lade-være. Derfor får denne anmeldelse ingen tvangs-stjerner, men blot en varm anbefaling. Jeg regner med, at der kommer mere litteratur fra talentfulde Mads Ananda Lodahl hånd og ånd. Når både Gyldendal og Statens Kunstfond vælger at støtte udgivelsen, så er man bestemt inde på kulturparnasset, og det stemmer måske ikke helt overens med den underliggende måske selvbiografiske tone af at være under-ground, samfundsoprører og disruptiv i sin verdensopfattelse. Måske eget forlag næste gang?

Bestemt læseværdigt og politisk diskuterende samtidslitteratur. Jeg slugte det hele råt.

Bogudgivelse / Sauna af Mads Ananda Lodahl / Omslag Simon Lilholt Imperiet / Udgivet på Forlag Gyldendal 2021 / Støttet af Statens Kunstfond / ISBN 987-87-02-32751-9

 

Læs også: OL medaljevinder springer ud på pressemøde