KULTUR

Sabaah nu på finansloven

Sabaah – Copenhagen Pride 2016
Sabaah – Copenhagen Pride 2016.
Foto: Sabaah

I Sabaah, der arbejder for at forbedre vilkårene for LGBT+ personer med minoritetsetnisk baggrund, er der stor glæde over at organisationen nu får permanent støtte efter, at partierne bag finansloven netop har indgået en aftale om permanent støtte til en lang række organisationer.

Regeringen, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet har med aftalen i finansloven givet organisationer som blandt andet Sabaah, bedre muligheder for at planlægge deres indsatser og budgetter, efter deres aftale om fordelingen af 25 millioner kroner årligt i permanente midler til organisationerne. En aftale, der betyder et fast årligt tilskud til Sabaah på en halv million kroner.

”Med de 25 millioner kan organisationerne fokusere på at støtte socialt udsatte frem for at hoppe fra tue til tue i jagten efter projektpenge”, udtaler social- og indenrigsminister Astrid Krag.

Hos Sabaah er der naturligvis glæde over aftalen.

”Vi er simpelthen så glade for den anerkendelse af vores arbejde. På helt praktisk plan muliggør de permanente midler at minoritetsetniske LGBT+ personer altid vil kunne finde netværk, råd og vejledning hos Sabaah. I længden skal vi have endnu større opmærksomhed omkring de udfordringer vores målgruppe står overfor – negativ social kontrol, selvhad, hjemløshed og generelt et nedbrudt selvværd som langsomt skal bygges op. Det kræver bl.a. fortsat og yderligere dialog med politikerne, og vi er helt klar til at fortsætte de samtaler ”, udtaler forperson for Sabaah Maria Muhandes til Out & About.

 

Læs også: Sabaah og LGBT Asylum styrker samarbejdet

Se også: Sabaah