Registreret partnerskab (1989)

Danmark skrev verdenshistorie den 1. oktober 1989, hvor verdenspressen var mødt op på Københavns Rådhus, hvor 11 bøssepar, som de første i verden indgik registret partnerskab og fik papir på deres parforhold og opnåede næsten samme rettigheder som heteroseksuelle ægtepar.

Allerede i 1960’erne blev der i Forbundet af 1948 (i dag LGBT-Danmark) talt om, at homoseksuelle burde kunne få papir på deres forhold på samme måde som heteroseksuelle. Men foreningen var dengang ikke så interesseret i ægteskabslovgivningen, som blev betragtet som noget borgerligt arvegods.

Forbundet af 1948 vedtager dog, at man vil arbejde for at få gennemført et såkaldt registreret partnerskab. Men der skal i modsætning til ægteskabet ikke være tale om nogen gensidig forsørgerpligt. Man ønsker ikke at efterligne de heteroseksuelles ægteskab. Tværtimod vil man gerne signalere, man er anderledes, og at partnerskabet består af to selvstændige og ligeværdige personer.

I begyndelsen af 1981 lykkedes det Forbundet af 1948, efter hårdt pres, at få Sundhedsstyrelsen til at fjerne homoseksualitet fra dens liste over psykiske sygdomme. Noget, den internationale sundhedsorganisation WHO først gør 10 år senere.

I 1982 tager forbundet navneforandring til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, LBL. Samme år udarbejder foreningen et forslag til registreret partnerskab, og man går for første gang ind i debatten med udgangspunkt i den gældende ægteskabslovgivning.

Foreningen skifter herved politisk spor, og da de homoseksuelles ønsker nu lå i fin tråd med det heteroseksuelle ægteskab, åbnede dette for større forståelse og accept, da man ikke længere føler at homoseksuelle er så fremmede og derved blev der skabt større forståelse, og accepten af homoseksuelle i samfundet generelt.

Debatmøde i Herning

I 1983 er den private homo klub Fristedet i Herning vært for et debatmøde om homoseksuelles vilkår. Debatten handler især om registreret partnerskab. Men også andre problemer, som de homoseksuelle har, kommer frem. Der viser sig, at der er mange spørgsmål, som trænger sig på.

Det får flere på mødet til at tænke lidt højt om, hvordan var levevilkårene egentlig for homoseksuelle i Danmark. Ingen vidste noget om det, da der aldrig var blevet lavet undersøgelser om dette. I debatmødet deltog også tre politikere og undervejs i debatmødet tilsluttede de sig ideen om at der skulle nedsættes en kommission eller lignende, til at undersøge hvordan levevilkårene for homoseksuelle i Danmark egentlig var.

I forlængelse af debatmødet blev der afholdt hovedbestyrelsesmøde i LBL, og herfra sendte man hurtigt en pressemeddelelse ud via Ritzau, hvoraf det fremgik, at de tre politikere havde givet tilsagn om at støtte en homokommission, der skulle undersøge homoseksuelles levevilkår.

LBL tog på den måde bogstaveligt talt politikerne på ordet og det var LBL’s hovedbestyrelse og politikerne der efterfølgende skrev et kommissorium for kommissionen.

Selv om den daværende Poul Schlüter-regering var imod, så var denne i mindretal, så Folketinget kunne den 24. maj 1984 pålægge daværende justitsminister Erik Ninn Hansen at nedsætte homokommissionen, så på trods af protester fra den daværende borgerlige regering, så ser kommissionen dagens lys i 1984.

Allerede i 1985 drister Det Radikale Venstre med Bernhard Baunsgaard i spidsen sig til at stille et beslutningsforslag i Folketinget, som skal ligestille homoseksuelle par med heteroseksuelle par, så der gælder de samme retsvirkninger.

Selv om oppositionen havde flertal for det, og kunne vedtage det med et lille og snævert flertal, så mente man ikke at tiden var for at få forståelse for det.

Den 1. oktober 2014 var Kronprinsesse Mary æresgæst, ved åbning af en særudstilling i forbindelse med 25-året for det registrerede partnerskab mellem personer af samme køn på Københavns Rådhus. Sølvbryllupsudstillingen som den blev kaldt, viste ved hjælp af plancher og rekvisitter historien om det registrerede partnerskab.

Arveloven bliver ændret

Først i 1986 kommer der fremskridt. Arveloven bliver ændret, så der kommer til at gælde de samme regler for homoseksuelle som for heteroseksuelle. Og året efter i 1987 sker der igen noget, da den eksisterende antidiskrimineringslov, som blandt andet omhandler tro og race, også kommer til at inkludere homoseksuelle.

Den daværende Poul Schlüter-regering er indædt modstander af den nedsatte homokommission, og de prøver derfor på alle mulige måder at modarbejde, at der skal komme noget godt ud af anstrengelserne, blandt andet afsætter man kun meget få midler til at undersøge homoseksuelles vilkår.

LBL er derfor interesseret i at få kommissionen til hurtigst muligt at gøre dens arbejde færdigt. Man vurderer, at man ad denne vej, ikke kan komme videre rent politisk og ønsker for alt i verden ikke, kommissionen skal ende som en syltekrukke.

Målet er klart, og det er at få vedtaget et registreret partnerskab, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle, så langt som det nu er muligt.

Man ved godt, at det politisk ikke kan lade sig gøre at få lov til adoption, da der ikke er stor forståelse for dette i befolkningen, så man vælger at holde det helt udenfor. Og det at få en velsignelse af det registrerede partnerskab bliver også valgt fra, da man ikke ønsker at folkekirken skal kunne trække forslaget i langdrag.

SF, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre fremlægger kort tid efter et lovforslag om registreret partnerskab. De tre partier har tilsammen flertal, så forslaget synes sikker på at kunne blive vedtaget. Men hvad ingen vidste var, at der i maj 1988 kommer det såkaldte ”atomvalg”, som spænder ben for, at forslaget når at blive færdigbehandlet, og man må derfor starte helt forfra.

Efter folketingsvalget går Det Radikale Venstre i regering sammen med Venstre og De Konservative. Det betyder, at der ikke længere er flertal for forslaget, og man er usikker på, hvor man står.

Lovforslaget om registreret partnerskab fremsættes

Efter forslaget har ligget i dvale i nogle måneder, er repræsentanter fra LBL, Dorte Bennedsen og Jørgen Lenger fra SF, samlet til et møde, og her kom de til enighed om, at der nu skulle ske noget i sagen.

SF og Socialdemokraterne stillede i december samme år, atter lovforslaget om registreret partnerskab. Forslaget kommer til forhandling i foråret 1989. Sikkert er det, at VS, SF og Socialdemokraterne vil stemme for. Men det er mere usikkert hvad De Radikale gør. Fem af de radikale folketingsmedlemmer er samtidig ministre, og det er kutyme, at regeringen stemmer samlet.

Da De Konservative og Venstre er imod, så var de radikale ministre nødt til at følge trop, men hvad med de resterende radikale folketingsmedlemmer, ville de følge regeringen, eller vil de støtte lovforslaget.

Der var stor usikkerhed helt til det sidste, men de ender dog med at stemme for. Dels har de selv tidligere stillet det samme forslag, og dels er det registrerede partnerskab en gammel radikal mærkesag.

Det registrerede partnerskab kommer til afstemning den 26. maj 1989 og vedtaget med 71 stemmer for og 47 imod.

Under de afgørende politiske forhandlinger bliver lovforslaget ændret, så homoseksuelle ikke fik lov til at adoptere hinandens børn, kaldet stedbørnsadoption. Desuden bliver det et krav, at en af parterne skulle være dansk statsborger og bosiddende her.

Poul Schlüter-regeringen var som sagt imod, hvilket den var hver gang der blev stillet forslag i Folketinget om at forbedre homoseksuelles vilkår, dette til trods at der i regeringen og regeringspartiernes folketingsgrupper var flere homoseksuelle medlemmer.

Video om det registreret partnerskab for homoseksuelle.

Får stor omtale i udlandet

Som argument for sin modstand af det registrerede partnerskab brugte daværende justitsminister Erik Ninn Hansen blandt andet Danmarks forhold til udlandet, hvor man var bange for at det kunne medføre negativ omtale af Danmark i udlandet, hvor mange betragtede ægteskabet som rammen om samlivet mellem mennesker af forskelligt køn.

At det registrerede partnerskab fik stor omtale i udlandet, fik han ret i. Men omtalen var dog mest af positiv art, og mange andre lande tog også efterhånden det registrerede partnerskab til sig. Så i stedet for at blive skældt ud, var det, at vi var foregangsmænd for homoseksuelles rettigheder, med til at give Danmark et positivt omdømme i store dele af den vestlige verden.

Loven om det registrerede partnerskab trådte i kraft den 1. oktober 1989. I LBL ønskede man at markere det på selve dagen, som var en søndag, og selv om Rådhuset og dets ansatte normalt havde lukket om søndagen, så holdt de på grund af den helt specielle anledning åbent.

Se også: 11 partnerskaber, der ændrede danskernes syn på homoseksuelle

LBL så gerne at Axel Axgil som foreningens stifter og første formand, sammen med sin bedre halvdel, Eigil Axgil, bliver det første par i verden, som indgik registreret partnerskab.

Det ville Axel og Eigil også gerne. Men de synes samtidig, andre skulle have mulighed for at indgå partnerskab på den store dag, hvor loven trådte i kraft. Hvilket flere andre bøssepar takkede ja til, derimod var der ingen lesbiske, der ønskede at deltage.

At Danmark var det allerførste land i verden, som indfører det registrerede partnerskab for homoseksuelle, var ikke kun en tophistorie i danske medier, men overalt i verden.

Først 23 år efter at loven om registreret partnerskab blev indgået tager Danmark endelig skridtet fuldt ud den 7. juni 2012 blev loven om ægteskab mellem personer af samme køn vedtaget af folketinget med 85 stemmer for, 24 imod og 2 hverken for eller imod.

 

Kilde: Bjarne Henrik Lundis/AXEL AXGIL – Kampen for kærligheden