KULTUR

Queer-rapperen Elijah releaser ny single

Elijah er aktuelle med seneste udspil “Not Enough”.

Den dansk-palæstinensiske rapper Elijah er klar med singlen “Not Enough”. Singlen er samtidig en smagsprøve på Elijahs kommende EP.

“Not Enough” hedder singlen, som er første udspil fra queer-artisten Elijah’s kommende EP: RESURRECTION.

Modsat tidligere udgivelser, serveres nummeret ifølge ham selv, denne gang ikke med sassy attitude eller empowerment budskaber. Derimod er nummeret fyldt med skrøbelighed og melankoli. Det er fortællingen om en genopstandelse proces. En proces, der begyndte efter at have begravet dobbeltlivet i det muslimske patriarkat og et valg om at stå ved sig selv som queer.

Elijah ønsker med sin musik at skabe rum til at eksperimentere og bryde med normerne.

Måske har du allerede været så heldig at opleve Elijah live i løbet af året på Villa CPH, SPOT festival, som support for Mykki Bianco. Eller på Københavns Rådhusplads foran 25.000 jublende mennesker til Copenhagen Prides afslutningsfest. De har været med i Soundvenues “top tracks” og i Gaffas “hold øje med”-sektion og er lige nu også nomineret til ”Årets Artist” ved Danish Rainbow Awards.

”Jeg tror, at mange kan relatere til følelsen af ikke at kunne leve op til ens families forventninger. Som minoritetsetnisk queer person, opvokset i et muslimsk hjem, var de forventninger afgørende for, hvad der blev betragtet som et vellykket liv. Pludselig stod jeg som en fiasko. Det påvirkede ikke kun mit eget liv, at jeg valgte at følge mine egne drømme. Det havde også indflydelse på min families omdømme fordi det udfordrede normerne. Det er bare virkeligheden, og det er en hjerteknugende historie. Intet mere, intet mindre” fortæller Elijah i en pressemeddelelse om baggrunden for nummeret.

“Not Enough” er ude nu på alle de platforme du lytter til musik på.

 

Læs også: Giv slip, Natten fanger dig