Professorsagen (1885-86)

1880’ernes største afpresningssag af homoseksuelle.

Af Karl Peder Pedersen, historiker, dr.phil.

Da den 25-årige urtekræmmersvend Henrik Svendsen den 18. marts 1885 politianmeldte, at han var blevet overfaldet i en mørk baggård i Studiestræde, skulle det vise sig at blive starten på en stor kriminalsag, som kom til at involvere over 20 mænd.

Som man kan læse i artiklen Skriget fra Slotssøen (1885), fandt politiet lynhurtigt frem til de tre skyldige, som dog først efter en måneds varetægtsfængsling begyndte at tilstå, men så væltede skeletterne bogstavelig talt også ud af skabet. Henrik Svendsen viste sig nemlig langt fra at være den eneste, de tre havde lokket til sex for at kunne frarøve eller afpresse dem penge eller andre værdier.

Sikkert i et forsøg på at redde skindet begyndte trioen – Jensen, Eibye og Villumsen hed de – at fortælle løs om deres mandebekendtskaber. En af dem var professor Edvard Erslev, og det blev ham, der gav navn til avisernes omtale af sagen.

 

Professor Erslevs mandkære meritter

Det var en kold januar aften i 1883, og den 23-årige tømrersvend Carl Eibye skuttede sig i vinden, mens han ventede på, at noget skulle ske. Han stod på Kongens Nytorv lige ved rytterstatuen af Christian 5., for her kunne mænd, der søgte sex med andre mænd, nemt finde kontakter. Der gik da heller ikke lang tid, før en ældre herre bød Carl på en cigar.

Uden mange ord fulgtes de ad ned i Tordenskjoldsgade, hvor de i et pissoir fik klaret deres mellemværende, og da det hele var overstået, tog den fine herre tømrersvenden under armen, og sammen spadserede de hen til Christiansborg Slot.

”Er De mandkær?”, ville den ældre vide, og svaret har sikkert været et ja, for det var nemlig langtfra første gang, Carl havde været mellem mandehænder. Med et kys og en hel krone bød den ældre herre ham farvel.

Formentligt præsenterede de to sig ikke for hinanden, men inden længe kendte Carl godt den fine herres identitet. Det var nemlig den 60-årige pensionerede latinskolelærer, professor Edvard Erslev, der siden 1850’erne havde skrevet en række geografibøger, og som i 1876 tog initiativ til oprettelsen af Det Kongelige Geografiske Selskab. Han boede sammen med sin hustru og datter på Fælledvej 27 og var højt dekoreret, bl.a. med fortjenstmedaljen i guld.

Ved deres første møde kendte Erslev intet til tømrersvendens blakkede fortid, men det kom han til, da Carl – lige løsladt efter en tyveridom og meget beruset – i juli 1884 opsøgte ham for at bede om penge, men kort og kontant blev afvist. Nogen tid efter opdagede Carl tilfældigt Erslev i Gothersgade, og nu kogte vreden over hos ham. Bedre blev det ikke af, at han igen var beruset, og højlydt skældende ud forfulgte han Erslev ind på Gråbrødretorv, hvor han skubbede så voldsomt til ham, at hatten røg af.

Da professor Erslev havde sex med Carl i Tordenskjoldsgade, var det ikke første gang, han var tæt på mænd. Under forhørene i 2. Kriminalkammer kom det nemlig frem, at han havde haft adskillige kontakter, bl.a. til den unge opvarter (tjener) Valdemar Henningsen, og det havde stået på i flere år.

”Da det var et temmelig fast forhold, må de penge, som Erslev gav Henningsen, (…) betragtes som betaling for et eksisterende forhold,” gjorde professorens advokat gældende og konkluderede, at ”det hele havde karakter af et liaisonsforhold [dvs. fast kærlighedsforhold], og må bedømmes som sådant”. Denne elskværdige udlægning accepterede kriminaldommeren uden at bore videre i sagen, og hverken Erslev eller Henningsen blev tiltalt, endsige straffet, for deres mange seksuelle samvær.

Da professor Erslev i juli 1885 afgav forklaring i Kriminalretten, bekræftede han, at Eibye og Henningsens udsagn var sandfærdige, og at han havde stået i ikke-strafbare uterlige forhold til dem begge.

 

Opvartere og svansspillere

Eibye, Jensen og Villumsen var langtfra de eneste pengeafpressere i København anno 1885, og inden længe blev yderligere 10 mænd mellem 19 og 26 år arresteret. De var næsten alle ansat i ufaglærte servicejobs, mange som opvartere, og mens flere i årevis havde drevet deres sexmetier, var andre nye i faget.

En af dem var soldaten Christen Hansen Bruun, der blev sigtet for at have hjulpet sin bror med at pantsætte et røvet lommeur. I Kriminalretten forklarede han, hvordan ”broren havde fået det fra en af de såkaldte svansspillere, som han vidste, at han gav sig af med at behandle for derved at skaffe sig en indtægt. (…)

Han antog, at hans bror, ligesom andre mandspersoner, der skaffer sig fortjeneste ved at behandle mandfolk uterligt, skaffede sig denne fortjeneste dels ved den betaling, han fik for sin ulejlighed, og dels ved senere, når lejlighed bød sig, at betle hos vedkommende, og når vedkommende ikke godvilligt efterkom begæringen, da at presse ham (…) med at gøre skandale eller med at give ham nogle prygl.”

Vender vi os mod ofrene, så var det ikke – som man måske kunne tro – tale om gamle, liderlige mænd, for professor Erslev var med sine 60 år så ubetinget den ældste.

Fra ham var der et langt spring ned til de andre, som var sporvejskusk Mads Jensen (42 år), maskinmand på Det Kongelige Teater Georg Kyhn (38 år), bagermester Claus Seehusen (38 år), skrædder Søren Larsen (35 år), galanterihandler Julius Hoppensach (33 år), forvalter Jens Peter Gath (26 år) og handelsrejsende Ernst Reehoff (26 år).

Alle de her nævnte havde haft sex med en eller flere af de arresterede unge mænd, som efterfølgende havde opsøgt dem for at få mad, tøj eller penge. I mange tilfælde var disse anmodninger ledsaget af trusler om skandale, vold eller chikane.

 

Dommedag

Først efter hele 46 retsmøder afsagde Kriminalretten i april 1886 11 domme, hvoraf de hårdeste på henholdsvis 3, 2 og 1 års forbedringshus gik til Eibye, Jensen og Villumsen.

Alle dømtes for forskellige grader af røveri, tyveri og pengeafpresning, og de eneste, der også straffedes for seksuelle aktiviteter, var Gath og en af de unge mænd, der hver fik otte måneders forbedringshus for overtrædelse af den alvorlige anal/oralsexparagraf (§ 177).

Alle de mange andre seksuelle forhold, der for nogles vedkommende havde stået på i flere år, faldt ind under kategorien ”ikke-strafbar uterlighed”. De var nemlig foregået privat og havde kun omfattet voksne mænd, der onanerede alene eller sammen. Også de aktiviteter, der havde udspillet sig på pissoirer og i retirader, hørte til samme kategori.

Det er en udbredt misforståelse, at al sex mellem mænd var forbudt, indtil 1930-straffeloven afskaffede § 177 tre år senere, men intet er mere forkert.

Også før 1933 kunne danske mænd helt lovligt kysse og kramme og onanere alene eller sammen med andre mænd, så meget de lystede, når blot alle var over den kriminelle lavalder, og aktiviteterne foregik privat.

Alene anal- og oralsex var i henhold til § 177 forbudt, og det i øvrigt uanset om deltagerne var af samme eller forskelligt køn.

En af dem, der var faretruende tæt på at blive hvirvlet med ind i 1885-sagen, var juristen Poul Andræ. Derfor omtales Professorsagen også udførligt i min kommende bog: Poul Andræ. En kontrærseksuels bekendelser, der til august/september udkommer på Gads Forlag.

 

Læs også: Skriget fra Slotssøen (1885)

Se også: Podcast