Dansk HOMO-Historie

Skriget fra Slotssøen (1885)

Frederiksborg Slot Sø. Foto: Daniel Overbeck. National Scala. Foto: Københavns Museum. Ramløse Kirke. Foto: ramloese-annisse-kirker.dk

Om den homoseksuelle urtekræmmersvend Henrik Svendsens selvmord i 1885.

Af Karl Peder Pedersen, historiker, dr.phil.

Efter en hyggelig aften den 22. marts 1885 hos slotsforvalterfamilien på Frederiksborg Slot var lægeenken Elisabeth Levin sammen med Lovise von der Recke ved 22.30-tiden på vej hjem, da de et lille stykke inde ad Slotsgade hørte ”et meget langt og stærkt skrig”, som forekom fru Levin at komme ude fra Slotssøen.

Også den adelige frøken hørte det frygtelige råb, som gjorde hende så uhyggelig til mode, at hun bagefter ikke turde gå alene hjem. Selvom fru Levin kaldte ud over vandet, og opfordrede den nødlidende til at give lyd fra sig igen, henlå søen dødstille i den kolde, mørke martsnat.

Nogle dage senere skulle det vise sig, at det, damerne havde været vidne til, var en desperat ung mands selvmord. Henrik Svendsen hed han.

Henrik Svendsen (1860-85)

Henrik blev født 25. juni 1860 i det nordsjællandske Ramløse som søn af væveren Jørgen Svendsen og hustruen Nicoline Olsdatter. Blot to år senere døde faren, kun 27 år gammel, og drengen kom derfor kun til at kende sit mødrene ophav, samt en gammel stedfar, som Nicoline i 1866 giftede sig med.

I april 1874 blev Henrik konfirmeret, og nu skulle man forvente, at han snart forlod barndomshjemmet, men det skete først i 1882, da han flyttede til Karlebo, og få år senere videre til København, hvor han fik arbejde i en urtekræmmerbod i Dybensgade.

Mens Henrik boede hjemme i Ramløse blev han beskrevet som en meget sart, religiøs natur, der straks gik sin vej, hvis nogen begyndte at bande, og som heller ikke drak spiritus. Man kan godt undre sig over, at den unge, meget følsomme mand vovede at flytte til København, men noget drog ham ubønhørligt mod storbyen. Hvad det var, havde han ingen ord for, men at det var en stærk, uimodståelig kraft, var han ikke i tvivl om.

Første gang, vi møder Henrik i Hovedstaden, er 8. marts 1885, hvor han ses på Købmagergade sammen med ”en velklædt herre, som stod og befølte ham”. Forløbet blev observeret af to håndværkersvende, der godt vidste, hvad visse mænd kunne finde på at foretage sig med hinanden, og da den nærgående herre var forduftet, kontaktede de Henrik, ”da det morede dem at høre ham tale, idet han gjorde et højst fjollet indtryk, og talte ganske som et fruentimmer”.

Ugen efter finder vi igen de to karle, Lars Jensen og Carl Eiby, på gaden sammen med en fælles bekendt, slagtersvenden Jørgen Villumsen, som gerne ville gå med dem for ”at træffe en svansspiller, hvem de kunne blokke for nogle penge”. Et godt sted at søge var ved det nye, populære forlystelsessted National Scala på Vesterbrogade, og her traf de snart Henrik, som Lars og Carl prøvede at lokke med ind på et nærliggende pissoir.

Planen mislykkedes, sikkert fordi han anede uråd, og derfor fik svendene nu diskret listet deres nye makker til at kontakte Henrik, hvorpå de fulgtes ind i Studiestræde, hvor de onanerede på hinanden i en afsides krog. Her blev de pludselig afbrudt af Lars og Carl, der trådte ud af mørket og greb fat i Henrik og gav ham et slag på hovedet, samtidig med at de lynhurtigt fiskede hans pung med 4 kr. og 80 øre op af lommen.

Henrik blev naturligvis meget chokeret over overfaldet, og, selvom han vanskeligt kunne overskue konsekvenserne, besluttede han alligevel få dage senere at anmelde røveriet til politiet, som allerede 18. marts 1885 kunne arrestere de tre overfaldsmænd.

Det skæbnesvangre forhør

Da røveri var en alvorlig straffelovsovertrædelse, overgik efterforskningen til 2. Kriminalkammer, og her mødte Henrik 21. marts 1885 for at afgive forklaring, og for ved en konfrontation med arrestanterne at bekræfte, at der var tale om de rigtige personer. Da ingen af de tre havde tilstået – det gjorde de først over en måned senere – oplyste forhørsdommeren Henrik om, at han senere kunne blive bedt om at bestyrke sit udsagn ved en ed, og den besked, gjorde ham dybt ulykkelig.

Det ved vi, fordi han umiddelbart efter opsøgte sin moster og onkel på Nørrebro, og hun kunne senere fortælle, at det havde ”været for meget for ham, der ofte havde udtalt den sætning, at man skulle elske sine fjender, og han har derfor ikke kunnet tåle, at disse mennesker var blevet anholdt for hans skyld”.

Politirapport, Hillerød Politi, marts 1885. (Rigsarkivet)

Dagen efter, søndag 22. marts 1885, passede Henrik som sædvanligt sit arbejde, og efter at have lukket urtekræmmerboden kl. 20, ilede han til Stationen, hvor han lige præcis nåede toget til Hillerød, hvor han tog sit liv i Frederiksborg Slotssø. At hans beslutning var desperat, men alligevel velovervejet, fremgår af, at han i løbet af søndagen skrev hele tre afskedsbreve, inden han satte sig i aftentoget for sidste gang.

Mandag eftermiddag modtog Nicoline sønnens brev, men først om onsdagen rejste hun sammen med sin avlskarl til København, hvor de erfarede, at Henrik virkelig var forsvundet, og at både søsteren og urtekræmmeren havde modtaget tilsvarende afskedsbreve. De to kunne derfor ikke gøre andet, end at rejse hjem igen, og på vejen orientere byfogeden i Hillerød om sagen.

Da der fredag aften endnu ikke var noget nyt om Henrik, tog avlskarlen dagen efter afsted til Hillerød, hvor han for egen regning fik fat i en mand med en båd, og ved fælles hjælp fandt de snart Henriks lig på bunden af Slotssøen. Liget var ”fuldt påklædt, og havde i lommen en salmebog og 1 kr. og 24 øre i småpenge samt et knippe nøgler”.

Efter at være blevet identificeret og synet af embedslægen fandt Henrik få dage senere sit sidste hvilested på Nyhuse kirkegård. I Slotssognets kirkebog tilføjer præsten, at dødsårsagen var ”selvmord i sindsovervældelse”, mens lægen i dødsattesten kort og godt noterer: ”Drukning – tungsind”.

Henrik Svendsens afskedsbrev, marts 1885. (Rigsarkivet)

”The love that dare not speak its name”

I 1892 omtalte lord Alfred Douglas i digtet ”Two Loves”, som han tilegnede Oscar Wilde, ”den kærlighed, der ikke tør nævne sit navn”, og samme kærlighed kendte også Henrik fra Ramløse alt for godt til. I afskedsbrevet til moren, de to brødre og lillesøsteren Anna betror han dem, at ”jeg er bleven voldelig overfaldet af tre, som er anholdt, og det er de rigtige. (…) Nu hviler jeg i Guds navn i Frederiksborg Slotssø, (…) men I må ikke sukke eller græde, for jeg får det så godt derhjemme hos Ham, for Han er min ven og trøstermand i nøden. (…) Nu er jeg træt og ked af al den megen kval, som at der bliver pålagt mig, men den retfærdige dommer, Han lukker nok nådens dør op for mig. Lev vel og hav det godt. Mit herskab er så skikkeligt og god over for mig, men nu har jeg stridt og lidt mit her på Jorden. Henrik Svendsen”.

Mon nogen af Henriks kære nogensinde blev klar over, hvad der havde drevet ham i døden? Havde de mon nogen anelse om hans store kval og lidelse?

Svarene kender vi ikke, men Henrik Svendsens hjerteskærende afskedsbrev ligger stadig trygt og godt i Hillerød Byfogeds arkiv på Rigsarkivet, og fortæller os om en tid, hvor det at ville elske med sit eget køn kunne koste én livet.

Læs også: Den store sædelighedsskandale (1906)