SAMFUND

Prins Harry livestreamer hiv-test

Den briitiske Prins Harry hiv-testes for at vise hvordan det foregår. Testen blev livestreamet på Facebook.
Foto: The Royal Family/Facebook

Den britiske Prins Harry tog torsdag en hiv-test, og hele seancen blev live-streamet på Facebook.

Den britiske Prins Harry har levet et hektisk liv som partyprins med tilhørende skandaler. –Nøgenbilleder fra en privat fest på et hotel i Las Vegas, optræden til kostumefest i naziuniform med mere.

Men den nu 31-årige prins har de seneste år også markeret sig ved, at bruge sin status i den gode sags tjeneste.

Torsdag mødte han op på Guys and St. Thomas’ Hospital i London for at sætte fokus på hiv og de tabuer, som er forbundet med at være ramt af hiv.

Under besøget fik Prins Harry foretaget en hiv-test, og hele seancen blev livestreamet på Facebook.

Testen er af samme slags som tilbydes alle andre borgere, og efter et par minutter fik prinsen svar. Testen var negativ.

Formålet med live-testen var at vise, hvordan det foregår, når man skal hiv-testes så de, som skulle være bange for det, kan se, at det måske ikke er så slemt, som man måske skulle tro.

Terrence Higgins Trust-fonden, der arbejder for at bekæmpe hiv og AIDS, kalder øjeblikket, hvor prinsen blev testet, for et ”banebrydende øjeblik i kampen mod HIV”, skriver The Mirror.

Seancen blev overvåget af en af hospitalets ledere, psykoterapeuten Robert Palmer. Og mens prinsen ventede på sit resultat, spurgte Palmer Harry, om han var okay, hvilket prinsen bekræftede.

På den britiske kongefamilies Facebookside bringer de en uddybning af, hvorfor Prins Harry deltager i kampen mod hiv og AIDS.

Prinsen føler sig overbevist om, at indtil alle føler sig trygge ved at få foretaget en hiv-test, om de er fra højrisikogrupper eller ej, så vil det være svært at tackle den stigmatisering og frygt, som ofte følger med, og som er en stor hindring i kampen mod hiv.

Det anslås at 17% af alle hiv-smittede i Storbritannien ikke kender deres hiv-status, og dermed viderebringer smitten.

I næste uge vil Prins Harry deltage i den internationale World AIDS konference i Durban.

Prins Harrys engagerede arbejde for kampen mod hiv bunder i, at han for år tilbage lovede at fortsætte med det bekæmpelsesarbejde, Prinsesse Diana udførte, inden hun døde i 1997.