SAMFUND

Jeg var bange for, jeg ikke blev elsket

Jan Fouchard.

Jan Fouchard, 72 år fortæller i denne podcastserie på fire afsnit om sit liv, og om som læge at have arbejdet med at bekæmpe af hiv og aids i over 40 år og med at have forsøgt at forbedre sundhedsforholdene for LGBT+ personer.

Han voksede op i Gentoftes Harlem, et kælenavn, som forfatteren Dan Turell, i 1970’erne gav bydelen Vangede i Gentofte.

Jan Fourchard blev født for tidligt og var meget syg som barn.

”Jeg var mange gange indlagt på hospitalet. Mine forældre kunne kun besøge mig en halv time hver dag. Jeg troede derfor, at jeg havde gjort noget forkert, og at mine forældre ikke elskede mig, og de havde fravalgt mig. Det var dog ikke deres skyld, at besøgstiden var så kort. Men jeg fik dog aldrig noget godt forhold til dem”, fortæller Jan Fouchard til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.

Et hårdt arbejderkvarter

Da Jan Fouchard var et lille pjok, gjorde han alt for ikke at gøre opmærksom på sig selv.

”Jeg tilpassede mig og faldt ind under radaren, for jeg skulle ikke udfordre nogle af Vangede rødderne. Jeg voksede op i et arbejderkvarter, hvor der var en udbredt vold, og hvor rødderne ikke var bange for at slå på tæven”, husker Jan Fouchard.

Ville ikke følge i sin fars fodspor

Hans far havde en virksomhed, og ville gerne have, at Jan skulle arbejde der. Da han var 15 år gammel spurgte faderen Jan, om han havde lyst til på et tidspunkt at overtage virksomheden.

”Jeg takkede nej, og sagde direkte til ham, at jeg anså forretningsverden som fup og svindel. Min far sagde herefter til mig, at så havde vi ikke mere at tale om, og det havde vi heller ikke resten af livet”, lyder det fra Jan Fouchard.

Tændt af bøger, rockmusik og ungdomsoprøret

Han voksede som barn op i de mørke og indeklemte 1950’erne, som stadig var præget af, at det ikke var så længe efter besættelsen. Hans drømmeland blev i første omgang bøgerne, hvor han opdagede, at verden var en meget større end Vangede. I begyndelsen af 1960’erne blev han fanget ind af rockmusikken. Både The Beatles og The Rolling Stones havde hans interesse.  Men det var dog især The Doors og Jim Morrison, han var optaget af.

”Der var en energi og vildskab og sensualitet over musikken”, forklarer Jan Fouchard.

En tredje ting, der vækkede noget i ham, var ungdomsoprøret.

”Jeg var med til et møde med De Sorte Pantere i København. Jeg meldte mig også til et for-kursus hos Den Rejsende Højskole, som var en del af Tvind og Amdi Petersen. Jeg kom dog aldrig afsted med dem, for jeg brød mig ikke om deres pædagogik. Det var for nedbrydende overfor folk. Selv om jeg godt kunne lide princippet om, at man ikke bare skulle lære ting i skolebøger, men at man skulle ud i verden og selv gøre sine erfaringer. Jeg begyndte at lære spansk, for jeg ville gerne til Latinamerika”, fortæller Jan Fouchard.

Se også: Jeg kan ikke lide det had, jeg hører fra nogen