En trussel der kunne udrydde alle os bøsser
I dette 3 afsnit fortæller Jan Fouchard om, da han blev aktiv i LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, nu LGBT+ Danmark. Som læge var det naturligt for ham at gå med i foreningens sundhedsudvalg, og han kom til at arbejde med det, der senere blev kendt som hiv og aids.
”Jeg hørte om en sygdom, som mest ramte mænd fra USA, der var sammen med andre mænd. Jeg havde jo været i New York og haft sex med andre mænd uden at kondom. For hvorfor skulle man det, tænkte jeg dengang. Så jeg var bange for at få sygdommen”, husker Jan Fouchard.
Dengang talte man herhjemme i begyndelsen om, at 5 procent af dem, der blev syge af hiv og aids, ville dø.
”Senere gik det op for os, at det var lige omvendt. At det derimod kun var 5 procent, at dem, der havde aids, der ville overleve. Da gik alvoren virkelig op for mig. Vi kunne i værste fald frygte, at sygdommen ville udrydde alle vi bøsser, og at den ville slå os tilbage til stenalderen i forhold til rettigheder og levevilkår. I England vedtog man også, at man ikke måtte oplyse om homoseksualitet i skolerne, og i flere lande lukkede man saunaer”, fortæller Jan Fouchard, Han blev i 1985 ansat som den første aids-konsulent i det daværende LBL. Han kom dermed til at arbejde med hiv- og aids-politikken i Danmark, både som aktivist og som læge.
Aids-politik, der bygger på åbenhed og anonymitet
Her i Danmark vedtog Folketinget i 1987 en dagsorden, som slog fast, at aids-politikken skulle bygge på frivillighed, anonymitet og åben dialog.
”Vi bøsser fik også en tæt kontakt til lægerne og omvendt, og vi havde et godt samarbejde. Jeg sad som bøsse via LBL i flere udvalg, hvor jeg mødte lægerne. Når de hørte, at jeg selv var læge, blev jeg godt modtaget.
Vi havde en tæt kontakt med lægerne, og det var noget, som man i andre lande var misundelige over. I store lande som blandt andet USA og Frankrig havde ikke denne direkte kontakt mellem bøsserne og lægeverden, og det var en klar fordel for os”, fortæller Jan Fouchard.
Mange frivillige som døde
Mange i det bøsse- og lesbiske miljø meldte sig som frivillige i arbejdet for at bekæmpe hiv og aids.
”Vi fik mange frivillige. Det vidste sig, at rigtig mange af dem selv var hiv-smittede. For de ville gerne have den nyeste viden og høre, hvordan det eventuelt kunne hjælpe dem. Mange af dem døde desværre, så vi mistede mange frivillige. Det var meget hårdt, for vi arbejdede meget sammen om at bekæmpe sygdommen og kom derfor tæt på hinanden”, forklarer Jan Fourchard.
Hiv-pensionatet i Valby
Efter en idé fra USA foreslog han, at vi også her i Danmark skulle have et slags plejehjem for hiv-smittede og aids-ramte. Det blev senere til HIV-pensionatet i Valby
”Det tog dog 7 år før, det blev til virkelighed, og det var alt for lang tid. Dels var der modstand fra Københavns kommune, og dels var det svært at få kommuner og amter til at samarbejde. For kommunerne tog sig af det sociale, mens amtet tog sig af det sundhedsmæssige. Men det lykkedes til sidst, og de hiv-smittede fik en meget bedre behandling i hiv-pensionatet i Valby end de tidligere havde fået. Så pensionatet var bestemt vigtigt”, understreger Jan Fouchard.
