ANMELDELSER

Melankolsk teaterkoncert med Peter Sommer

Peter Sommer genfortolker sine sange i teaterkoncerten- I morgen er alt muligt.
Foto: Søren Lynggaard

Peter Sommer genfortolker sine sange og sin musik sammen med en god håndfuld sangere og musikere. Det er smukt, intenst, til tider hårdtpumpet, men også lettere forførende.  

Der er ingen tvivl om, at Peter Sommer har sine lyttere og sit helt eget publikum. Det kunne man få vished om ved premiereaftenen på Teaterkoncerten Peter Sommer – I morgen er alt muligt. Således var der hurtigt stående ovation efter sidste nummer gik over scenen.

Teaterkoncerten, der spiller frem til 29. oktober på Aveny-T på Frederiksberg Allé, rummer flere end 20 Peter Sommer sange. Fint og til tider nyskabende fortolket af Peter Sommer. Særdeles godt og vokalmæssigt i top assisteret af de to søstre Charlotte Munck og Camilla Munck. To stærke kvinder, der i den grad har et stemmerepertoire. De satte flere af Peter Sommers tekster og melodier i nyt spændende perspektiv. Smukt og intenst.

Aveny-T danner en fin ramme om teaterkoncerten med en lang række af Peter Sommers ofte ganske melankolske sange. Lyden, bortset fra ved et enkelt nummer, hvor musikken i den grad overdøvede teksten, var super fin og skarp. Akustikken var fin, og kommer i den grad teatret til ære. Og netop det skal fremhæves ved teaterkoncerten, ikke mindst fordi mange af Peter Sommers sange er så intense i deres udtryksform.

For lige så smukt melodiske og ganske stille nogle sange kan være, lige så hårdtpumpede kan andre være, hvorfor trommeslager Anders Bach da ind i mellem også i den grad fik “tæsket” sine trommer igennem.

Ved teaterkoncerten genfortolker Peter Sommer assisteret af førnævnte sangere, men også af musikerne Palle Hjorth, Søren Bigum, Anders Bach, og Klaus Handsome, sine sange. Det sker i teatermørket, ofte kun med en enkelt spot, hvorfor alt synes muligt.

Stort bagkatalog

Peter Sommer debuterede i år for præcis 20 år siden og har efterfølgende præsteret ikke mindre end 12 albums. Han har vundet et utal af priser, blandt andet som årets danske sangskriver 2009, samt årets tekstforfatter i såvel 2007, som i 2009, og 2019.

Det er da heller ingen hemmelighed, at netop Peter Sommer kan noget med det danske sprog. Nok rimer hjerte på smerte, men manden, der også står bag årets danske rockudgivelse i 2009, årets danske popudgivelse i 2007, årets album i 2009, og årets udgivelse i 2019, kan sætte ord sammen, så man lytter.

Af hits vi præsenteres flot for at de på hver deres måde tre spændende vokalister og sangere i første række, Peter Sommer, Charlotte Munck og Camilla Munck, kan blandt andet nævnes Elskede at drømme, drømmer om at elske, Til rotterne, til kragerne, til hundene, samt Hvorfor løb vi? Af nyt sange kan nævnes den helt særegne Din idiot – jeg skulle have været din idiot, og De uforelskede i København. Alene titlen De uforelskede i København siger noget om spændvidden i Peter Sommers specielle sprogbrug og sammensætning af ord.

Out & About giver tre stjerner til Peter Sommers teaterkoncert, men i stor respekt for at de ægte fans givetvis ville give fem fine stjerner – enkelte måske seks.

Fakta om Teaterkoncert Peter Sommer – I morgen er alt muligt 

Sted: Aveny-T, Frederiksberg

Musik, tekster og musikalske arrangementer: Peter Sommer

Koncept og iscenesættelse: Peter Harton

Scenografi: Nikolaj Danielsen

Medvirkende: Peter Sommer, søskendeparret Charlotte Munck og Camilla Munck, Palle Hjorth (keyborg og harmonika), Søren Bigum (guitar og bas), Anders Bach (trommer og percussion), Klaus Handsome (guitar)

Spiller til 29. oktober 2022

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Nominering til Danish Rainbow Awards 2022