KULTUR

Pressemøde: Aarhus Teater som et juleeventyr

Jacob Madsen Kvols og Anders Baggesen i Aarhus Teaters forestilling: Et Juleeventyr.
Foto: Michael Kristen Kristensen

På en lidt smågrå onsdag lukkede Aarhus Teater dørene op for pressen og afholdt pressemøde for deres kommende forestilling: Et Juleventyr. Out & About var tilstede, lyttede, så og fik en snak med et par af skuespillerne.

Julen i år bliver som alt andet en smule anderledes. Mange af de store traditionsrige arrangementer, juletræstændinger, julefrokoster og julemarkeder m.v. er blevet aflyst. Der er derfor ekstra grund til at varme sig ved, at Aarhus Teater stadig holder fast og traditionen tro inviterer hele familien i teateret til en ægte julefortælling.

Den 5. november er der premiere på forestillingen Et Juleeventyr, baseret på Harry Potter-dramatikeren Jack Thornes version, som har spillet i både London og på Broadway. Jack Thorne har blandt andet skrevet teatermanuskriptet til Harry Potter og det forbandede barn sammen med J.K Rowling og John Tiffany.

”Et Juleeventyr” er Charles Dickens’ verdensberømte historie om gnieren Ebenezer Scrooge med den for os alle så velkendte og elsket historie.

Efter introduktion af forestillingen fra instruktøren fik vi på pressemødet en lækkerbisken af en forsmag og oplevede stykkets åbning, ”Det kimer nu til julefest”, i en ny og fortolket udgave – dog med både klokker og bjælder, som for mange er lyden af jul.

Både instruktør Jacob Schjødt, som tiltræder som ny direktør for Odense Teater til februar, og Steffen Lundtoft, der senere introducerede musikken, talte begge om, at de har taget udgangspunkt i fællesskabet, da dette er yderst højaktuelt i denne tid. Vi har alle brug for det, om vi vil anerkende det eller ej. Vi mangler det når vi er isoleret og alene.

Musikken som samlende kraft

Jacob Schjødt er ikke den eneste kommende teaterdirektør, der er aktiv på Aarhus Teater som instruktør for tiden.  Instruktør Sargun Oshana, der er i fuld gang med musikforestillingen ”Vita Danica”, sætter sig i direktørstolen på det københavnske Teater Grob inden længe, og Liv Helm, der er instruktør på teaterets ”The Supreme Gentleman”, er fra næste teatersæson teaterdirektør på Husets Teater i København.

Det er Aarhus Teaters huskomponist, Marie Koldkjær Højlund, som står for musikken til ”Et Juleeventyr” sammen med førnævnte Steffen Lundtoft og Anders Boll, som hun senest arbejdede sammen med på de musikalske arrangementer til Reumert-vinderen ”Lyden af de skuldre vi står på”.

I de musikalske arrangementer lægges der et elektronisk, rytmisk og til tider dansabelt underlag til julesalmerne, der merges med den klassiske julesang. ‘Det kimer nu til julefest’, ‘Dejlig er jorden’ og ‘Dejlig er den himmel blå’ er nogle af de klassiske julesalmer, der indgår i forestillingen.

Faktisk er det hele skabt midt i sommervarmen, hvor der var længe til, at man egentlig burde tænke jul, men man har fundet formen, så sangen har kunne blive det fortællende element.


Video: Jack Fridthjof, Kanal Østjylland/TVAarhus

Man fordansker forestillingen

Man fordansker forestillingen en smule ved at bruge de gamle klassikere, og fællesskabet skabes ved, at alle kender sangene og kan synge med. Forestillingens fortæller er koret, der sammen fører publikum igennem forestillingen.

Med mundbind, coronasikret indpakket slik og afsprittede hænder, samt med god afstand, knipsede fotograferne ved pressemødet løs, og efter stod skuespillerne og journalister klar til spørgsmål, igen med den behørige afstand.

Vi tog en snak med henholdsvis skuespillerne Jacob Madsen Kvols, der spiller Scrooge, og Anders Baggesen, der spiller Jacob Marley og Faderen. Sidstnævnte fortæller som noget af det første:

”Jeg er virkelig vild med Marie Koldkhjær Højlund for tiden, hun kan noget ganske særligt. Både da jeg var med i ”Lyden af de skuldre vi står på” og nu. Hun kan skabe noget, der er lige til, noget moderne, med rødder i det vi kender.

Alle kan være med.”

Fællesskab i en coronatid

Både han og Jacob Madsen Kvols fortæller begge, at dette virkelig er en forestilling, hvor der er jul for alle pengene, indbegrebet af jul. Det er en fortælling både for børn og voksne, med en god morale og eftertænksomhed. Et stykke der kan ligge op til gode snakke generationer imellem. Det er netop også noget af det, Jacob Madsen Kvols holder af ved julen.

”Jeg holder virkelig af julen, nyder det at være sammen og nær med familie og kære på tværs, for eksempel mine forældre. Det er noget ganske særligt.”

Vi kommer ikke uden om, at vi lever i en coronatid. Derfor spurgte vi dem begge, hvordan det har været at lave teater i en coronatid.

”Det er klart, at man har været lidt ekstra påpasselig. Men faktisk har det ikke været så meget anderledes, når først vi var kommet i gang. Vi er lidt mere adskilt med de andre faggrupper i huset, og på den måde kan det godt mærkes. Vi på scenen er nødt til at skulle være tætte og kunne røre ved hinanden, der har man lige skulle finde ud af, hvor langt kan vi gå,” fortæller Jacob Madsen Kvols.

For Anders Baggesen har det heller ikke været så meget anderledes, men han bliver som alle andre ramt privat: For eksempel anden juledags store traditionsfyldte julekomsammen med 40-50 mennesker, den må de nok aflyse i år.

Lys i mørket

Teateret kan måske give lidt lys i mørket. Man oplever også stor lyst til at komme i teateret. Begge er enige i, at teateret er fællesskabende og er dermed enig med instruktøren, at netop dette emne er vigtig at belyse.

”Vi skal prøve at se igennem fejl og komme videre. Det har alle godt af at få genopfrisket. Ensomheden er den værste fjende, vi skal søge fællesskabet,” slutter Anders Baggensen, da snakken falder på Scrooges udvikling gennem stykket.

De fleste, der har været i Aarhus, har også været forbi Aarhus Teater. Enten som forbipasserende betaget af den smukke store bygning i jugendstil, eller som gæst i det over 100 år gamle hus.

I år lægges der altså atter brænde i kakkelovnen til en herlig juleoplevelse med den elskede klassiske fortælling, der får på alle tangenter, og som har sat hele teateret i sving. Det er tydeligt, at teateret gerne vil give folk en samlende oplevelse og være en faktor i spredningen af julestemning til hele familien.

De har da også sørget for lidt ekstra godter, i et samarbejde med Aarhus Domkirke. Det kan man smage på den 14. november, hvor dr.phil. Robert Rix fortæller om Dickens, mens en af domkirkens præster gør os klogere på jesusbarnets betydning for Et Juleeventyr.

Hele Skt. Clemens Drengekor vil synge for og med, og endelig folder domorganisten sig ud på Domkirkens nyrenoverede kirkeorgel. Det skal nok blive jul i Aarhus.

Mangler du forresten en julegave og gerne vil hive familien med i teateret endnu en gang? Så tjek lige ”Charlie og Chokoladefabrikken” ud. Aarhus Teater har nemlig Danmarkspremiere på musicalsuccesen fra West End og Broadway, hvor Willy Wonka inviterer hele familien ind i fantasiens søde slaraffenland, i maj år 2021.

God fornøjelse.

Bonus på nettet og på Nørrebro

Kan du slet ikke få nok af ”Et Juleeventyr” eller ”A Christmas Carol”, som den hedder originalt, så kan du se endnu en udgave af Jack Thornes version, for det historiske London-baserede teater The Old Vic har den også på plakaten. Teateret holder coronalukket, men det gør det faktisk endnu nemmere for dig: Teateret streamer nemlig forestillingen. Se meget mere og få info her.

Nørrebro Teater genopsætter i år desuden deres nyfortolket anmelderroste udgave med Mette Horn i hovedrollen som Scrooge. Det er med andre ord en klassiker, der aldrig går af mode, men eventyr kan man vel aldrig få for meget af. Vi skulle jo alle gerne leve lykkeligt til vores dages ende.

Aarhus Teater Et Juleeventyr.
Foto: Michael Kristen Kristensen
Aarhus Teater Et Juleeventyr.
Foto: Michael Kristen Kristensen
Aarhus Teater Et Juleeventyr.
Foto: Michael Kristen Kristensen
Aarhus Teater Et Juleeventyr.
Foto: Michael Kristen Kristensen

Læs også: Aarhus Teater – Sæson 2020/21