SAMFUND

Pinlige Anni Grimm: Jeg er ikke inviteret!

Dansk Folkeparti er fornærmet over ikke at være inviteret til at tale ved Gesten Pride. En pride der er arrangeret som reaktion på hendes homofobiske udtalelser.
Foto: TVSyd / screendump

Anni Grimm, Dansk Folkepartis gruppeformand i Vejen Byråd, beklager sig i et nyt læserbrev over, at hun ikke er inviteret til at tale ved Gesten Pride på lørdag. En pride der er arrangeret som reaktion på hendes egne homofobiske udtalelser.

Hun blev landskendt for sit læserbrev om ”homoseksuelle afvigere”, som udløste en imponerende reaktion fra hendes medborgere i den lille by Gesten knap 25 kilometer vest for Kolding. Hun fik endda også en skriftlig advarsel af partitoppen, og så blev der lidt stille omkring Anni Grimm. Men sommeren har ikke formildet hendes syn på ”afvigerne”, og op til Gesten Pride på lørdag har hun igen begået et læserbrev. Denne gang med en klagesang over… ikke at være inviteret til at tale ved Gesten Pride!

Raser mod ”lobbyist-elite” og ”happy clappere”

”Så er programmet og et vældigt reklamestunt for foreningen med de mange bogstaver og farver blevet offentliggjort… Selv Venstres Anni Mathiesen MF – der har stemt imod vielse af personer af samme køn – er inviteret til at holde tale i mangfoldighedens hellige navn”, indleder Anni Grimm, og fortsætter et par bemærkninger om hvorvidt alle partier er inviteret til at tale:

”Jeg, der er årsag til hele festen, er ikke blevet inviteret, hvilket endnu en gang bekræfter, at denne homo-minoritet i realiteten kun ønsker “mangfoldighed” for de erklærede enige. Der er hverken brug for eller plads til lokalt modspil, men derimod masser af importeret “professionel lobbyist-elite” og happy clappere, der formentlig også har sponsoreret gildet”.

Out & About har talt med arrangørerne, og de fleste penge der er bidraget med er lokale. Det er også lokaler landmænd der stiller traktorer til rådighed for terrorsikring, og en lokal landmand der stiller en brakmark til rådighed for parkering.

Anni-Pyt

Anni Grimm får sig selv italesat som offer for mobning, men trøster sig alligevel ved den ”velformulerede” opbakning hun har modtaget:

”Et kæmpe nederlag for den højt besungne “mangfoldighed” og et barnligt forsøg på mobberi, som jeg håber og tror, Gestens egne borgere har gennemskuet set ud fra de mange blomster og velformulerede hilsner, jeg har modtaget, og – tusind tak for disse kloge tilkendegivelser, også fra andre egne af Danmark. Så pyt.”

TV SYD bragte lørdag en artikel om Gesten Pride, og der spurgte de Anni Grimm, hvad hun mente om Gesten Pride:

”Som et udgangspunkt er jeg da oprigtigt tilfreds med at have foranlediget, at et arrangement af den størrelse kommer til Gesten. Når det så er sagt, forekommer det mig uforståeligt, at de mange udenbys deltagende individer har behov for at udstille deres seksualitet her – men PYT”.